Fire års vejarbejde er overstået: Begge vejbaner er igen åbne på Sallingsundbroen
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST
Sallingsundbroen skaber nu ikke længere trafikale forsinkelser.
Renoveringen af broen skulle forlænge dens levetid.
Hvis du har pendlet mellem Mors og Salling de seneste par år, så har du måttet lægge lidt ekstra køretid til.
Men fredag morgen kunne pendlerne igen trække den ekstra tid fra. Efter fire år med vejarbejde på Sallingsundbroen er der nu fri bane i begge sider af vejen. Det fortæller projektleder ved Vejdirektoratet Rasmus Bang til TV MIDTVEST.
- Det er jo dejligt at komme i mål. Det har været en stor opgave, så det er glædeligt at kunne åbne op igen med en bro, der er i opdateret stand.
Sallingsundbroen har gennemgået en større renovering, der skulle forlænge broens levetid. Den seneste måneds tid er der blevet lagt asfalt, hvilket betød, at der blev indført lysregulering, da det ene spor var spærret.
De seneste par dage er der lagt sidste hånd på projektet i form af vejstriber. Men nu står den altså helt klar til morgentrafikken.
Måtte forlænge projektet med et år
Fredag er der ikke længere arbejdere i gule refleksveste på broen, der forbinder øen og fastlandet.
Der vil i stedet være en entreprenør og en bygherre, som skal gennemføre en såkaldt aflevering af projektet, hvor eventuelle fejl og mangler vil blive noteret.
Men der skulle helst ikke være meget at komme efter. Projektet er nemlig gået efter planen i langt det meste af processen.
Der var dog en enkelt forsinkelse, som man opdagede tidligt i projektet, oplyser Rasmus Bang.
Betonoverfladen var ikke i en tilstand til, at projektet kunne fortsætte. Derfor skulle man lave en ny betonoverflade, og det forlængede projektet med et år. Derfra holdt tidsplanen om, at Sallingsundbroen skulle være stå klar i november 2023.
Fredag morgen har trafikken kørt gnidningsfrit og uden køer på broen.