Fest, fejring og fish 'n' chips på fiskeauktion: Rekord midt i "meget lang, sort tunnel"
Foto: Sine Bach Jakobsen / TV MIDTVEST
Auktionsmester Jesper Kongsted
Hanstholm Fiskeauktion satte onsdag rekord i årsomsætning, men der var også malurt i dåseøllene.
Det er festdag på Hanstholm Fiskeauktion.
Med dåseøl og fish 'n' chips fejrede auktionshuset onsdag rekord i årsomsætning - endda fem uger før årsregnskabet skal gøres op.
- Det kan I alle sammen være stolte af og klappe hinanden på skuldrene over, sagde auktionsmester Jesper Kongsted fra sin talerstol sorte paller.
Omsætningen slår den nuværende rekord med 600.000 og passerer i dag en omsætning på 741 millioner kroner.
Med andre ord, går det ganske godt med salget af fisk fra Hanstholm Fiskeauktion.
- Det er fællesskabet, der gør, at vi sælger hver dag.
- Vi er gode til at stå sammen og hjælpe hinanden, og så har vi også bare et fiske-supermarked her på Hanstholm Fiskeauktion, som gør, at hele Europa har øjnene på Hanstholm. I dag er det den vigtigste fiskeauktion på kontinentet, siger Jesper Kongsted.
En svær tid at være fisker
Der har ellers ikke været meget af fejre de seneste år for fiskeribranchen.
Fiskernes kvoter for, hvor mange fisk de må fange, er blevet beskåret. Det har været med til at gøre det svært at få økonomien til hænge sammen i branchen.
Så sent som i denne uge har fiskevirksomheden Hesselholt Fisk A/S , som ligger lige ved siden af Hanstholm Fiskeauktion, meldt ud, at virksomheden lukker, og 45 medarbejdere er blevet fyret.
Årsagen er, ifølge Nordjyske, øgede omkostninger, som virksomheden ikke har kunnet omsætte til prisstigninger for forbrugerne.
Den nedadgående kurve startede med coronapandemien og er fortsat ind i 2022 på grund af høj inflation og krigen i Ukraine. Det har blandt andet fået priserne på brændstof til at stige, og det er en både svær og usikker faktor for fiskerne, siger én af de fremmødte fiskere på Hanstholm Fiskeauktion i dag.
- Vi har brugt dobbelt så meget på brændstof i år, som vi gjorde sidste år. Det er meget, siger Flemming Nielsen, som har part i en større konsumfisk-båd i Hanstholm.
Mod lysere tider
Til gengæld får fiskerne lige nu mange penge for deres fisk, og så længe forbrugerne betaler prisen, er fiskerne og auktionen reddet.
- Det har været besværligt i år med de her omkostninger på brændstof, men heldigvis har priserne på fisk formået at dække en hel del. Så det kan vi ikke klage over. Havde priserne ikke været så høje, så var det gået helt galt, understreger Flemming Nielsen.
Auktionsmester Jesper Kongsted er enig i, at tiderne har været trængte for hele branchen, og derfor glæder han sig særligt meget over, at fiskeauktionen i år kan fejre rekord. Han peger på, at branchen formentlig går mod lysere tider, hvis udsigten til forhøjede kvoter holder.
- Vi ved godt, at 2023 kan blive et svært år, et år med en masse eftervirkninger fra en lang pandemi, og nu en krise med meget høje energipriser til følge. Det kan godt gå hen og blive synligt, når vi kommer et stykke ind i 2023. Men vi håber, at de bedre kvoteudsigter gør, at priserne kommer ned i et mere betaleligt leje for kunder i Sydeuropa også, siger Jesper Kongsted.
Han fortæller, at fiskerne i 2023 har udsigt til at må fange omkring 60 procent mere torsk, omkring 160 procent mere kuller og cirka 20 procent mere mørk sej.
Det har stor betydning for branchen, mener Jesper Kongsted.
- Det er et lille lys ude for enden af den meget lange, sorte tunnel, som fiskerne har befundet sig i de sidste fem-seks år. De er virkelig blevet reduceret voldsomt, og det både var og er stadig problematisk, understreger han.
Havnen er udfordret
Men trods Hanstholm Fiskeauktions gode regnskab, så har Hanstholm Havn en gæld på 630 millioner kroner, og sidste år havde havnen et underskud på 17 millioner kroner.
Så havnen har som helhed problemer, og derfor skal bestyrelsesformanden for Hanstholm Havn, Michael Svane, til møde med økonomiudvalget i Thisted Kommune torsdag.
- Der er ingen tvivl om, at havnen er udfordret. Og da jeg tiltrådte som bestyrelsesformand 1. maj, satte vi en økonomisk undersøgelse i gang, og det var bestemt ikke rar læsning, siger han til TV MIDTVEST og fortsætter:
- Til gengæld har vi nogle anbefalinger med til økonomiudvalget, og så håber vi, at vi sammen kan finde en ramme for den langsigtede udvikling af Hanstholm Havn.
Ifølge bestyrelsesformanden skyldes den store gæld primært udvidelsen af havnen.