Dybt imponeret: - Det er lidt af en genistreg
Små film med Jungledyret Hugo og vennerne har over 200 millioner visninger på YouTube. Det er med til at lokke tusindvis af gæster til Jesperhus Feriepark.
- Det er lidt af en genistreg, siger brandingekspert Eva Svavars, fra Kommunikations- og Reklamebureauet Lead Agency, flere gange i løbet af vores samtale.
- Jeg så nogle af filmene fra Ferieparken i aftes. Det er, set med voksne øjne, lidt som med humlebien, der ikke ved, den ikke kan flyve. Filmene er jo ikke topprofessionelle, men de virker.
I 12 år har Jesperhus Feriepark haft egen YouTubekanal, hvor man kan se over 1000 små film med parkens maskotter og skuespillere. Små historier om alt fra nyheder til hvad maskotterne selv oplever i parken.
- Før lavede vi deciderede reklamefilm, men så fik vi øje på den her kanal, fortæller underholdningschef Jonatan Gregersen.
- Så begyndte vi at lave små fortællinger på video, fordi vi syntes, det var sjovt. Vi var slet ikke klar over, hvad det kunne blive til.
Jesperhus-kanalen på YouTube har haft over 200 millioner visninger.
- Det er helt vildt. Og det ville være svært i dag. Men de har simpelthen ramt det helt rigtige tidspunkt, hvor der ikke var så meget indhold til de mindste, og jo mere det bliver set, des mere kommer der ud til børn via algoritmerne, forklarer brandingekspert Eva Svavars.
Siden er Radio Jesperhus kommet til, hvor parkens underholdningsteam laver podcast til børn, og det har alt sammen samme effekt.
- Når børn er blevet introduceret til maskotternes univers, så vil de selvfølgelig gerne møde dem i virkeligheden. På den måde får børnene indflydelse på familiens valg af ferie, forklarer Eva Svavars.
En billig maskot
Jesperhus Blomsterpark åbnede i 1966. Den var ejet af familien Overgaard indtil 2021, hvor den blev solgt til First Camp. Jonatan Gregersen, der i dag er underholdningschef, blev ansat for 14 år siden. Det år kneb det med penge, så der var ikke råd til en ny forlystelse. Årets nyhed blev i stedet en maskot.
- Der skulle ikke laves flere film med Jungledyret Hugo. Derfor var han billig, og så blev det ham, fortæller Jonatan Gregersen.
- Jeg begyndte som maskot og har siden været med til at bygge hele universet op sammen med et dygtigt team, forklarer han.
Underholdningsuniverset består i dag af en række maskotter, som hver dag laver shows for børnene i parken. Mange af børnene kender allerede både dem og mange af sangene, når de kommer til Jesperhus.
En anden af parkens succeser er Piratshowet, hvor pirater underholder en hel sal med spisende gæster i et par timer. At pirater og jungledyr måske ikke umiddelbart har så meget med hinanden at gøre, betyder ifølge brandingeksperten ikke så meget.
- Det er fordi, de har en helt klart defineret målgruppe, nemlig små børn. Børn elsker det her, og når de er glade og smiler, så gør forældrene også, forklarer Eva Svavars.
- Hvis det for eksempel var Tivoli i København, så ville det kræve en meget mere eksklusiv og stringent linje, fordi Tivoli har alle som målgruppe, uddyber brandingeksperten.
Kræver udvikling
I Jesperhus Feriepark bruger underholdningsteamet mange kræfter på hele tiden at udvikle tingene, og det er ifølge Eva Svavars også nødvendigt.
- Alting har en tid. Helt små børn er ikke kritiske og elsker gentagelser, men de bliver ældre og stiller større og større krav. Derfor er det vigtigt, at Parken bliver ved med at udvikle sig og også laver indhold, som forældrene synes er i orden. Men de har skabt en kæmpe platform på det helt rigtige tidspunkt, og det kan de leve højt på længe, siger brandingeksperten, der også har arbejdet med turisme i en årrække.
Jesperhus Feriepark har godt en kvart million besøgende om året og en omsætning på 80 millioner kroner.