Dele af plastikposen til madaffald ender på marken: - Det er et af det 21. århundredes miljødilemmaer
Foto: Ole Hald & Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST
SFs klimaordfører Signe Munk vil gå til miljøministeren for at sætte fokus på dilemmaet.
Det er ikke hele plastikposen til madaffald, der kan fjernes, derfor ender dele ude på marken, og det er et problem, der skal løses, mener klimaordfører Signe Munk fra SF.
Du kender den helt sikkert.
Den grønne plastikpose som du smider dit madaffald i for at være miljøvenlig.
Men dele af plastikken fra posen ender faktisk ude på marken, for når posen bliver afleveret i skraldespanden, ender den på et forbehandlingsanlæg, og her kommer posen i en stor blender og bliver flænset sammen med madresterne.
Men hele den grønne pose fjernes ikke i processen, så små stykker plastik ender på biogasanlægget og derefter på marken.
Det er et af det 21. århundredes miljødilemmaer. På den ene side er det rigtig godt for klimaet, for madaffald og slam fra spildevandet bliver forgasset, som laver noget biogas, som kan skubbe naturgas ud.
SIGNE MUNK, SF, KLIMAORDFØRER
Brancheforeningen "Genanvend Biomasse" arbejder for maksimal udnyttelse og genanvendelse af det organiske affald, men på trods af at posen bliver flænset og senere sigtet, så kan det plastik, der er mindre end to millimeter, ryge igennem sorteringen, oplyser formanden for brancheforeningen, Bjarne Larsen.
- Vi reducerer plasten til et absolut minimum. Så løsningen kan være bedre, det anerkender vi, og det arbejder vi for, forklarer han.
Andre poser er nødvendigvis ikke mere nedbrydelige
Der er jo også udviklet andre typer af plastposer, som siges at være nedbrydelige, så hvorfor ikke bruge dem?
- Det er et dilemma, for de er nedbrydelige i en komposteringsproces, men de er meget svære at sortere fra, så de ender i stor stil i biogasanlæg, hvor de på ingen måder er nedbrydelige, så de ender på marken, hvor de så hen ad vejen skal nedbrydes, forklarer Bjarne Larsen.
En løsning kan dog være affaldssække af papir, som de bruger på Mors, men det er heller ikke uden problemer, fortæller Tina Nørskov Jensen, som er køkkenleder hos Nordic Food College i Nykøbing.
- Altså vi har valgt nogle tolags papirsække, og så kan man sige, at de holder lidt mere på fugtigheden, men i sommerperioden kommer det hurtigt til at lugte. Men vi vælger papirsposen, fordi den kan man komme af med i igen, siger køkkenlederen.
Den mest brugte løsning er dog den grønne plastikpose.
SF: Efterlyser en bedre løsning
Selv om madaffald er en ressource, der kan give både energi og gødning, som er godt for miljøet, så er de små plastikstykker fra den grønne pose, som ender på marken et dilemma, som klimaordfører Signe Munk (SF) efterlyser en mere bæredygtig løsning.
- Det er et af det 21. århundredes miljødilemmaer. På den ene side er det rigtig godt for klimaet, for madaffald og slam fra spildevandet bliver forgasset, som laver noget biogas, som kan skubbe naturgas ud, siger hun og tilføjer:
- På den anden side står vi med et plastikproblem. Jeg synes, vi må løse begge dele, for vi har både bedre teknologi, og så har vi kloge mennesker, så det handler om at sætte de løsninger i værk.
Ordføreren vil også gå til miljøministeren for at sætte fokus på problemet.
- Så vi kan presse på med, at det er nogle bedre teknologier, der bliver brugt ude i affaldsselskaberne, understreger hun.
Det vurderes, at vi indsamler omkring 500.000 tons madaffald om året.
Bliv klogere på affaldssortering i TV MIDTVESTs serie Skidtsnak ved at klikke her.