Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Debat om plejehjem: I Thisted har de fundet en løsning, som virker

Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Lene Skovgaard er glad for tiltagene på plejecenteret, som har gjort hende tryg i at være pårørende til en mor på plejehjem.

Efter TV2's dokumentar 'Opråb fra plejehjemmet' er der kommet gang i debatten om forholdene på landets plejehjem. I Thisted har de før haft problemer, men er lykkedes med at vende dårligt til godt.

- Til marts er det to år siden, at mor flyttede ind. Tiden går stærkt. Sådan er det, når den går godt, så går den stærkt, siger Lene Skovgaard og smiler til sin mor.

Så længe har Inger Nielsen boet i hjemmet på Dragsbækcenteret i Thisted.

I dag er hendes datter, Lene Skovgaard på besøg til kaffe og kage, og det er hun tit, fortæller hun.

- Det er sådan, at vi som pårørende faktisk også får energi af at komme her. Hvis vi har en dag hvor vi er forsinket og bare kommer drønende herned, så får jeg at vide, at jeg bare skal slappe af, for der er kaffe på kanden.

- De ser os som en ressource, i stedet for et problem og spørger også ind til os pårørende, og det betyder rigtig, rigtig meget. Vi bliver set, og føler, at det er okay, at vi kommer, uddyber Lene Skovgaard. 

Det er sådan, at vi som pårørende faktisk også får energi af at komme her

Lene Skovgaard, pårørende til beboer på Dragsbækcentret

Grin og god stemning

Ind ad døren træder én af hendes mor, Ingers faste kontaktpersoner, for at ønske dem god weekend.

Snakken går, et grin bliver til flere, og stemningen i den lille stue er god.

Og det har den været lige fra første besøg på hjemmet, siger Lene Skovgaard.

- Da vi kom her første gang, lagde jeg mærke til, at der var snak og grin rundt omkring. Det var under coronakrisen, så der var ikke mange pårørende her. Men jeg kunne bare fornemme, at der var grin og sjov, og masser af kærlighed her, og det kan man også se, når en af plejerne kommer ind, som her, siger hun.

Dokumentar viser omsorgssvigt

”Må ellers sige, at øjnene hænger lidt i dag, jeg er TRÆT. Har sovet minimalt i nat ovenpå den frygtelige dokumentar TV2 viste i aftes.”

Sådan skrev plejehjemsleder Lotte Kjærgaard Bloch sit ugentlige nyhedsbrev til medarbejdere og pårørende på Dragsbækcenteret fredag morgen.

Torsdag aften sendte TV2 dokumentaren 'Opråb fra plejehjemmet', som afdækker kritisabel adfærd blandt medarbejdere på et plejehjem i Køge. 

Det fik Lotte Kjærgaard Bloch til tasterne, for selvom sagerne, som er vist i dokumentaren ikke er fra centeret i Thisted, så sår det en lille mistillid hos de pårørende, påpeger hun.

- Jeg har snakket med flere medarbejdere og pårørende, som er dybt frustrerede. De siger, at de ved, at det ikke foregår her, men det berører dem alligevel at vide, at det finder sted andre steder i Danmark.

Ikke tid til at lade være

Lene Skovgaard, som er datter til en beboer, føler sig tryg og hørt som pårørende.

Men sådan har det ikke altid været på Dragsbækcenteret.

- Vi oplevede, at der var mange situationer, hvor de pårørende havde nogle forventninger, som vi tydeligvis ikke formåede at indfri. Og de oplevede vi ved, at folk var sure, frustrerede og kede af det, fortæller leder Lotte Kjærgaard Bloch.

- Da jeg startede i 2017, havde jeg mange samtaler, hvor jeg holdt det, jeg kaldte for ”lægge-mig-fladt-ned-og-sig-undskyld-møder." Det er hverken konstruktivt eller særligt langtidsholdbart. Der var brug for at lave en struktureret og målrettet indsats, siger hun.

I starten sagde medarbejdere tit til mig: "Hvordan skal vi få tid til det?" Men mit mantra er, at vi ikke har tid til at lade være

Lotte Kjærgaard Bloch, leder, Dragsbækcentret

Derfor satte hun sig sammen med medarbejderne på kursusbænken og blev, som de første i Danmark, undervist af folk fra Videnscenter for værdig ældrepleje, for at indføre tiltag, som skulle gøre trivsel bedre fr både beboere, pårørende og medarbejdere.

- Det viste sig at være en klog beslutning, som har båret frugt, siger Lotte Kjærgaard Bloch.

Hun peger på, at det var vigtigt, at både ledelsen og medarbejderne var med på samme kurser, for at sikre, at tiltagene faktisk blev implementeret i hverdagen.

- I starten sagde medarbejdere tit til mig: "Hvordan skal vi få tid til det?" Men mit mantra er, at vi ikke har tid til at lade være. De ting, vi får løst i god tone og dialog, er meget nemmere, end at vi skal til at have ballade, uddyber Lotte Kjærgaard Bloch.

"Værdighedshjul"

Efter forløbet med sundhedsstyrelsen i 2019 begyndte plejehjemscenteret at få nye beboere på besøg før indflytning, og allerede dér afstemme forventninger med pårørende.

- Når de kommer på forbesøg kan vi så fornemme, hvad er det for mennesker, hvad er det for borger og for pårørende, vi har med at gøre her, og så har vi tid til at sikre et godt match, så det bliver den rette kontaktperson, der kommer på, forklarer Lotte Kjærgaard Bloch.

I stuen hos Inger Nielsen på plejehjemmet i Thisted sidder datteren, Lene Skovgaard, med et konkret tiltag i hænderne. På et papir er tegnet et "hjul" med forskellige felter, som på Lene Skovgaards tilfælde er farvet med grønt og gult. 

Grøn betyder, at det kører, gul, så er der noget, der kan arbejdes på, og rød, så er det et no-go, og det skal ændres – i dag.

Lene Skovgaard, pårørende til beboer på Dragsbækcentret

- I hjulet er et spørgsmål til os pårørende, for eksempel: Hvor meget oplever du at blive inddraget i plejehjemmets hverdag? Og så kan vi vælge rød, gul eller grøn farve. Grøn betyder, at det kører, gul, så er der noget, der kan arbejdes på, og rød, så er det et no-go, og det skal ændres – i dag, siger Lene Skovgaard, som understreger, at hun og hendes søskende har haft meget lidt at strege med gult og intet som er i rødt.

Sådan ser "Hjulet" ud, som skal sikre, at de pårørende og plejehjemmets personale er "på samme side". Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

 - Med pårørendehjulet kommer du også til at tænke over nogle ting, som du måske ikke har tænkt over før. Vi har ikke været vant til at være pårørende til én på plejehjem, og der kan være mange nye ting, som du bliver konfronteret med. Så det er et rigtig godt redskab til at tænke over, ja, hvordan forholder vi os egentlig til det her spørgsmål?

Cowboyfest og galla

På køleskabet i Inger Nielsen køkken hænger et billede af Inger sammen med en pony.

- Jeg kan love dig for, livet går sandelig ikke i stå, fordi du kommer på plejehjem. Ikke her, siger Lene Skovgaard, og referer til Cowboyfesten, som blev holdt i sommeren for beboerne på plejehjemmet.

Omtrent samme billede hænger på Egon Haaghs væg i hans lejlighed på Dragsbækcenteret.

Den forestiller tre cowboys. Ham selv, hans barnebarn og datteren, Jytte.

- Der er også fest på torsdag, fortæller Egon Haagh, mens Jytte Haagh tilføjer:

- Der er fællesspisning på torsdag på plejehjemmet. De er rigtig gode til det med aktiviteter her, og det er dejligt, at vi kan være med og få de oplevelser sammen. Især gallafesten var en oplevelse, fortæller hun. 

Plejehjemmet arrangerer af og til temafester, for både beboere og pårørende. Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Trivsel trods travlhed

Hendes far har boet på plejehjemmet siden 2017, og for hende betyder det tætte samarbejde og dialog med personalet, at hun kan slappe af.

- Jeg ved godt, at personalet er presset på tid, og har mange, de skal passe, men jeg kan også mærke, at de har ro på sig, og har tid til at snakke med beboerne i en pæn tone. Når jeg er her står døren på klem, og så kan jeg høre, når personalet taler med de andre beboere på plejehjemmet. De taler ordentligt til dem, men de kan også hygge og lave fis og ballade med dem, og det er dét, der gør, at de har det godt, selvom der er travlt, siger Jytte Haagh. 

Jytte Haagh har stor tiltro til personalet på Dragsbækcenteret i Thisted, hvor hendes far, Egon Haagh har boet siden 2017. Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

Midt i travlheden gør de nye tiltag også, at medarbejderne trives, fortæller leder Lotte Kjærgaard Bloch.

- Kravene og forventningerne til medarbejderne er høje, så hvis man kan styrke samarbejdet med de pårørende, så har vi også meget hjælp fra dem, i både praktiske- og omsorgsopgaver. Det giver også et løft for medarbejdernes trivsel, at de har det godt med de pårørende. Jeg ved, at sygefraværet eksploderer, hvis ikke medarbejderne trives, siger Lotte Kjærgaard Bloch.

Det giver også et løft for medarbejdernes trivsel, at de har det godt med de pårørende

Lotte Kjærgaard Bloch, leder, Dragsbækcentret

 Hos Inger Nielsen er jargonen både venlig og drillende mellem kontaktperson, pårørende og Inger Nielsen selv. Og der også gode minder at finde i festerne på plejehjemmet.

- Du var den sidste, der gik hjem fra festen, ikke mor? siger Lene Skovgaard over kaffen og nikker mod billedet fra cowboyfesten.

- Jo, det plejer jeg jo at være, siger Inger og smiler fra det ene øre til det andet. 


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.


Aalborg Håndbold forlænger lang stime i jævnbyrdig topkamp

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Aalborg Håndbold ligger nu på førstepladsen i herrernes håndboldliga.

Der var topkamp på menuen lørdag eftermiddag, da Aalborg Håndbold tog imod Fredericia på hjemmebane i herrernes håndboldliga.

Aalborg Håndbold gik ind til kampen som favoritter. Både på grund af deres sejrsstime på ni sejre i streg, og ydermere fordi gæsterne fra Fredericia ikke havde vundet i Aalborg i dette årtusinde.

Der var altså lagt op til en aalborgensisk sejr, og til sidst var det også sådan, at det endte. I en tæt og jævnbyrdig affære trak Aalborg Håndbold sig sejrrigt ud af opgøret og vandt med 32-30. Dermed har klubben nu vundet ti kampe i streg.

VIDEO: Stemningen var i top efter kampen hos spillere og fans.

Foto: Mogens Jørgensen

Afgørelse i de sidste minutter

Fredericia HK kom ellers bedst fra start og kom foran 3-1. Derfra fulgtes de to hold ad, inden Aalborg Håndbold kunne gå til pause med en føring på 14-13.

I anden halvlegs begyndelse var det Aalborg Håndbold, som kæmpede for at lave et hul, der var større end smalle et- og tomålsføringer, men Fredericia bevarede hele tiden kontakten. Midtvejs i anden halvleg mistede Aalborg Håndbold momentum i kampen, og med tre scoringer i streg gik Fredericia fra 21-21 til 23-21.

VIDEO: Simon Hald bifalder stemningen fra lægterne.

Foto: Mogens Jørgensen

I en tæt slutfase havde Aalborg Håndbold det største overskud, og med fire scoringer i de sidste minutter endte opgøret 32-30.

Med sejren ligger Aalborg Håndbold på en delt førsteplads med 27 point for 16 kampe. Næste opgave for aalborgenserne er på onsdag, når Skjern Håndbold kommer på besøg i pokalturneringen.

Læs sportsjournalist Mogens Jørgensens lyn-analyse herunder:

Mogens Jørgensen

Man forstår godt, hvorfor der hver gang kommer over 5000 tilskurere til håndbold i Sparekassen Danmark Arena, når Aalborg Håndbold spiller hjemmekamp.

De får squ noget for pengene. Ja undskyld udtrykket, men hold da op for en håndbold-oplevelse man altid får - i dag 62 mål. Nogle af dem er mere sjove og spektakulære. Især når assistenttræner Henrik Mølgaard scorer fra egen banehalvdel, så løfter taget sig i begejstring fra publikum.

I dag scorede både Møllgaard og Thomas Arnoldsen fra egen banehalvdel, da Aalborg efter en spændende og dramatisk afslutning vandt 32-30 over Fredericia og hægtede dem af i topstriden i håndboldligaen.

Simon Hald bragte Aalborg foran 31-30 med et minut igen til kæmpe jubelbrøl fra de 5200, der for længst havde rejst sig i begejstring over den vandvittig afslutning. Fabian Nordsten hev et par afgørende redninger ud af ærmet, og Fredericia voldte Aalborg store problemer hele kampen igennem - især med deres 7-mod-6-spil.

Men nu er det ti kampe og ti sejre under den nye træner Simon Dahl og assistenttræner Møllgaard. Klø bare på, for vi sidder ude på spidsen af stolen hver gang og får håndbold i topklasse og stemning, man ikke oplever ret mange andre steder end i Sparekassen Danmark Arena. Aalborg håndbold har Danmarks bedste publikum. På gensyn allerede onsdag.

Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD

Brand hos ungdomspartier muligvis påsat: - Det er rigtig ærgerligt

Foto: Per Frank Paulsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nordjyllands Politi skal lave nærmere undersøgelser for at finde ud af brandårsagen - heriblandt om den har været påsat.

Det var en ubehagelig overraskelse, som Liberal Alliances Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg stødte på lørdag morgen.

I løbet af natten har der været en mindre brand på Skudehavnsvej i Aalborg i den bygning, hvor de to ungdomspartier hører til.

- Jeg og min kæreste har været dernede i dag for at kigge på det. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger Lærke Hermansen, der er lokalformand for Liberal Alliances Ungdom i Aalborg.

Muligvis påsat

Branden forårsagede kun udvendige skader, men Nordjyllands Politi fortalte tidligere lørdag, at der skal laves nærmere undersøgelser om brandårsagen, fordi man ikke kan udelukke, at det er en påsat brand.

- Vi er selvfølgelig berørte over det, at der er brand i vores lokaler. Vi ved jo ikke, hvad det kommer af, men hvis det er påsat, så tror vi ikke, at det er politisk. Hvis det var politisk, tror vi, at det ville være værre, siger Alex Brokholm, der er lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom i Aalborg.

Lærke Hermansen tror heller ikke, at branden er blevet påsat på grund af politiske overbevisninger.

- Jeg kan godt forstå, man kan få den tanke, men der kan være mange andre grunde til, at branden opstår. Det er bare en rigtig ærgerlig situation.

- Men det er op til politiet at finde ud af, og det er svært at gisne om nu, siger Lærke Hermansen.

Det er Aalborg Kommune, der ejer bygningen, mens de to ungdomspartier lejer sig ind og bruger det som klublokaler. Sidste år var der også en brand i lokalerne, uden man fik en opklaring af, hvad der havde antændt det.

- I 2023 var det jo langt værre end nu, men vi kan kun vente på, hvad efterforskningen viser, siger Alex Brokholm.


Le har fire kæpheste: - Hver af dem har sin egen personlighed

Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Le med sine fire kæpheste

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Le har været med til at arrangere sit eget stævne med hjælp fra både mor og farfar.

For de fleste ligner det bare et kosteskaft med en bamse på toppen. For 11-årige Le Sand Haven er det, det tætteste hun kommer på hendes egen pony og hendes mors hest.

- Det her er Coco. Hun er lidt lettere end de andre, forklarer den unge rytter, da TV2 Nords udsendte møder hende ved et ridestævne for kæpheste i Serritslev.

Og det er ikke bare Coco, som er speciel.

- Beauty er den letteste af mine heste, så det er hende jeg springer højt med. Og så er der Ringo og Maximus. De er begge to lidt tunge i det, forklarer hun.

VIDEO: Herunder kan du se hele indslaget:

Farfar hjalp til

Ridestævnet i Serritslev er Les egen idé. Da hun for alvor var begyndt at træne med sine kæpheste, tog hun fat i sin farfar Martin Haven, der er pensioneret tømrer. Ambitionen var at lave en hel springbane, så hun kunne holde et stævne.

- Vi kiggede lidt rundt og fandt ud af, at prisen på et spring til kæpheste var fra 600 kroner og op, så jeg måtte i værkstedet og se, hvad jeg havde på lager, forklarer den stolte farfar, som straks gik i gang med at løse opgaven.

Le Sand Haven, der til dagligt rider almindelige heste og ponyer, kom med instruktioner til tømreren om, hvordan hun ønskede springene og i takt med, at de blev færdige, har hun selv malet både stolper og bomme til hele ridebanen.

- Det er rigtig god træning for ryttere, for mange af øvelserne på en kæphest og en rigtig hest er de same, og så er det en fremragende måde at få motion på, lyder det fra Les mor Jane Sand Haven.

I dag blev ridebanen så stillet op i Vendelbohallen i Serritslev og ridestævnet var en realitet. 65 starter blev afviklet i løbet af dagen med ridepiger fra hele regionen og deres medbragte kæpheste.

Jane Sand Haven (tv.), Le og farfar Martin foran ridebanen Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord

Helikopter finder person i vandet: Er fløjet til sygehuset i Aalborg

Foto: Arkiv

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.