Dansk Folkeparti: Chance for comeback i kriseramt parti
Foto: Lars Lauridsen / TV MIDTVEST
Dansk Folkeparti kan nøjes med et meget lille gruppeværelse efter valget. Christian Langballe har mulighed for at tage en af pladserne.
De fleste kender sikkert nogen, der har stemt på Dansk Folkeparti. De fleste kender sikkert også nogen, der ikke gør det længere.
Det er kun to valg siden, Dansk Folkeparti toppede med 21,1 procent af alle stemmer. Ved dette valg er der kun to-tre procent tilbage.
Og for at gøre ondt værre, har mere end halvdelen af Dansk Folkepartis folketingsgruppe forladt partiet i år, og her i landsdelen stiller de to største profiler nu op for Danmarksdemokraterne.
Men midt i alle elendighederne er der også en chance for et comeback til det tidligere folketingsmedlem Christian Langballe.
Dansk Folkeparti i Folketinget
Ved valget i 2019 fik Dansk Folkeparti 8,7 procent af stemmerne og 16 mandater. Partiets formand er Morten Messerschmidt.
Dansk Folkeparti er placeret i den blå blok. Partiet slår i valgkampen på en håndfast udlændingepolitik, bedre vilkår for ældre og hurtig hjælpe til dem, der er hårdest ramt af inflation og stigende energipriser.
Dansk Folkeparti ønsker en borgerlig regering, men partiet har endnu ikke valgt mellem statsministerkandidaterne Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann-Jensen (V).
Valgt i Vestjyllands Storkreds
Dennis Flydtkjær - genopstiller, men for Danmarksdemokraterne
Valgt i Nordjyllands Storkreds
Bent Bøgsted - genopstiller ikke
Lise Bech - genopstiller, men for Danmarksdemokraterne
Meningsmålingerne er hårde ved Dansk Folkeparti, men for Christian Langballe fra Foulum kan nedturen være stoppet det helt rigtige sted.
Han er tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti i Vestjyllands Storkreds, men denne gang stiller han op i Nordjylland.
Og netop Nordjylland har stadig en chance for at give et mandat.
Ved de tre seneste valg er mandatet i Nordjylland udløst som partiets femte mandat ved 2,6 procent af stemmerne - og det er netop, hvad meningsmålingerne for Dansk Folkeparti ligger på lige nu.
- Når alle andre smutter, bliver jeg
Christian Langballe er ikke sikker på valg, selvom der skulle komme et mandat i Nordjylland. De seks kandidater er sideordnet opstillet, og især Nana Thillemann Harring vurderes også til at have en god chance.
Men Christian Langballe har opbakning fra de tre store valgkredse i Aalborg og står dermed stærkt. Han har begrundet sin opstilling med, at han vil hjælpe sit parti igennem krisen.
- Når alle andre smutter, bliver jeg, sagde han om beslutningen.
Mens mandatet altså stadig er inden for rækkevidde i Nordjylland, så ser det sværere ud i Vestjylland
Mandatet i Vestjyllands Storkreds falder normalt først som mandat nummer otte eller ni, og så skal der i hvert fald over fire procent af stemmerne til. Og der ligger partiet ikke i øjeblikket.
I Vestjyllands Storkreds stiller Dansk Folkeparti med en ny kandidat, Majbritt Birkholm, der netop er valgt til Dansk Folkepartis hovedbestyrelse og bliver fremhævet af formand Morten Messerschmidt som en af fremtidens DF-politikere.
- Majbritt gør det fantastisk godt. Jeg håber virkelig, at den nye folketingsgruppe efter valget vil indeholde hende, siger han.