Danish Crown glæder sig over frihandelsaftale
Foto: Liselotte Sabroe (scanpix)
En frihandelsaftale med Japan vil betyde flere penge til landmændene og flere jobs på slagterierne, vurderer Danish Crown.
Den nyligt indgåede frihandelsaftale mellem EU og Japan bliver en gevinst for Danish Crown. Det mener slagteriet, som i år eksporterer grisekød for mere end tre milliarder kroner til Japan. Det tal forventes at stige.
- Det er en aftale, som på alle måder er positiv for Danish Crown. Vi ser muligheder for at eksportere mere. Vi tror på bedre priser for vores produkter til glæde for de danske landmænd, og så er det min klare forhåbning at vi over tid kan skabe et sted mellem 100 og 300 nye arbejdspladser i Danmark, siger Group CEO i Danish Crown, Jais Valeur i en pressemeddelelse, hvori han roser embedsmændene bag aftalen, både i Danmark og i EU.
Eksporten af grisekød fra Danmark til Japan begyndte i midten af 70'erne og tog for alvor fart op gennem 80'erne. Hidtil har et kompliceret japansk toldsystem begrænset mulighederne for at udvikle samarbejdet med de japanske kunder.
Sidste år eksporterede Danish Crown over 100.000 tons grisekød til Japan. Især er japanerne begejstrede for brystflæsk og svinekamme.