Coronakrisen rammer Limfjordens muslingefiskere
I Limfjordens vande findes nogle af verdens fineste muslinger. Normalt eksporteres de i stor stil til restauranter i Sydeuropa, men det har corona-krisen sat en stopper for
Limfjordsmuslinger er populære hos udenlandske restauranter, men krisen forhindrer salget.
Normalt eksporteres Limfjordens fine muslinger til restauranter i Sydeuropa, men det har covid-19 sat en stopper for.
- 90 procent af de muslinger, som vi plejer at sælge, sælger vi til restauranter primært i Frankrig og Belgien, og de er af gode grunde lukkede. Så vi kan ikke rigtig komme af med vores muslinger, som det er lige nu, fortæller Mark Lykke, der er ejer af Muslingeriet i Hvalpsund.
Flere oplever, at krisen gør livet som muslingfisker ekstra svær.
- Lige nu er vores omsætning vel nede med 30 procent. Om vi indhenter det, det er svært at sige, men hvad linemuslingerne angår, så bliver det under det halve, vi får i omsætning, siger Søren Mattesen, der er administrerende direktør i Vilsund Blue i Nykøbing.
Muslingerne hænger i guirlander
Lige under Limfjordens overflade er der 1700 tons muslinger klar til at blive høstet, men det er uvist, hvornår de igen kan sælges til udenlandske restauranter.
- Vi skal simpelthen have høstet vores produktion inden 1. august, så vi kan få plads til næste års produktion. Vi er nødt til at få gjort linerne tomme, så det ikke også rammer os næste år, siger Mark Lykke til TV Midtvest.
Han fortæller også, at hvis de mange muslinger ikke bliver solgt, så vil han koge og konservere dem.
- Det kunne hjælpe rigtig meget, hvis danskerne begynder at spise nogle flere muslinger. Det håber jeg virkelig, vi kan få dem lært, fortæller muslingefiskeren.