Carsten flyttede til Mors og blev oliesheik: Laver en af landets bedste rapsolier
Rapsolie kan noget i madlavning, mener Carsten Fomsgaard Nielsen, som er blevet olieiværksætter på Mors.
Egentlig er Carsten Fomsgaard Nielsen ikke sådan rigtig morsingbo. Han er tilflytter, men han har alligevel formået at få lokalsamfundet helt ind under huden på sit olieimperium.
For østjyden, der altså nu huserer på Mors, droppede sit job som biolog på Skaldyrscentret og begyndte at producere olie. Rapsolie.
Og han laver det udelukkende på raps fra lokale producenter.
- Vi har et meget rent og lækkert produkt, som har den her nøddeagtige smag, der kendetegner en ordentlig rapsolie, fortæller han til TV MIDTVEST.
Han er iværksætter og indehaver af Morsø Oliemølle, som ligger på den nordvestlige del af øen.
- Jeg kan rigtig godt lide selv at lave mad og nyder at kunne smage nogle forskellige ting.
- Man skal kunne lide de her andre smage i forhold til en olivenolie, som har en græsagtig smag, mens rapsolien har en nøddeagtig smag, uddyber han.
Populært blandt de lokale
I begyndelsen var der kun rapsolie, men i samarbejde med sin bedre halvdel har kan fundet syv krydderurter og pestoer, der kan blandes i olien.
Han afsætter sin rapsolie gennem blandt andre lokale forretninger som Prebens Vinhandel i Nykøbing, som gerne sælger den lokale olie.
- For det første er det et lokalt produkt, og det vil vi gerne støtte op om. For det andet er det også et godt produkt, forklarer medarbejder Camilla Uhre.
Og selvom Carsten Fomsgaard Nielsen ikke skal regne alt for meget på sin timeløn, så sælger han angiveligt meget af olien. Han har da også fået flere til at omvende sig fra kun at kunne lide olivenolie til også at have smag for rapsolie.