Brand i Nationalpark blusset op: - Svært at sige, at branden er under kontrol
Branden er tilbage mod det område, hvor den opstod. Vinden spiller stadig en udfordrende rolle i slukningsarbejdet.
Den brand, der opstod i går eftermiddags i Stenbjerg Klitplantage, er i dag blusset op. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter efter anmodning fra brandvæsenet.
Branden er ikke oppe på samme niveau, som tirsdag aften, hvor 75-80 brandfolk kæmpede med at slukke den. Men den er heller ikke helt under kontrol.
- Det er svært at sige, at branden er under kontrol. Men vi har etableret standsningslinjer, så vi er klar til at tage imod det, der kommer, siger indsatsleder Henrik Gade Jespersen fra Nordjyllands Brandvæsen.
Beder folk om at holde sig væk
I beskeden på Twitter beder politiet og brandvæsenet om, at folk ikke kommer ind på området.
Det gør de nemlig lige nu, selvom et stort område er afspærret.
- Det er fordi, vi har så meget færdsel heroppe, selvom vi har afspærret området. Folk kommer på cykel og gåben, så det er en pæn måde at sige til dem på, at vi skal have arbejdsro, siger Henrik Gade Jespersen.
Vinden driller fortsat
Vejrforholdene gav i går problemet, fordi vinden fik branden til at brede sig ind mod land i stedet for ud mod kysten.
I dag giver vinden stadig problemer.
- Vinden driller. Den drejer 90 grader og så drejer den 90 grader igen. Det besværliggør slukningsarbejdet. Men vi har etableret standsningslinjer og er klar, siger indsatslederen.
Der bliver stadig brugt droner med termisk kamera til at måle temperaturer for at holde styr på brandens omfang.
- Den giver os overblikket, og så fortæller den, hvor vi skal lave indsatsen henne. Det letter vores arbejde og gør, at vi laver en lidt mere effektiv og målrettet indsats, Henrik Gade Jespersen.
Indsatslederen kan ikke sætte et præcist tidspunkt på, hvornår han regner med at have branden under kontrol. Terrænet er svært at komme frem i, og der kan ske en genopblusning.
Men hans melding er, at de engang i morgen kan se på det med friske øjne.