Børn blev reddet i Vorupør: Nu råber livredderne op
Foto: Trygfonden
TrygFonden Kystlivredning kommer med kraftig opfordring til forældre, som tager med børnene på stranden.
En tur på stranden kan være en tiltrængt aktivitet for børnefamilier i sommerugerne.
Men det kan ende med en alvorlig forskrækkelse og i sidste ende helt galt.
Det påpeger TrygFonden Kystlivredning nu i et opråb til forældre, som tager børnene med på stranden.
I sidste uge måtte livredderne i to redningsaktioner redde fire børn, som ikke selv kunne komme tilbage på land. I én af aktionerne blev to børn reddet ved Nr. Vorupør Strand i Thy.
Kraftig opfordring til forældre
Samme sted havde livredderne fire førstehjælpsaktioner alene i uge 27.
Og det får nu TrygFonden Kystlivredning til at komme med en kraftig opfordring til badegæsterne: lad aldrig børn bade alene.
- Det viser, hvor hurtigt hyggelig leg i vandet kan ændre sig til alvor, skriver Lasse Serup Jensby, driftsleder i TrygFonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.
Det sikreste er at gå i vandet med børnene, så du er lige ved siden af, hvis de for eksempel pludselig skulle blive væltet omkuld af en bølge.
Lasse Serup Jensby, driftsleder
Livredderne oplever forældre, der bliver på land, mens børnene bader, og har opmærksomheden end andet sted end på børnene i vandet, skriver TrygFonden Kystlivredning. Det sker også, at livredderne må hjælpe med at lede efter børn, der er bliver væk fra forældrene, mens de leger på stranden.
- Det sikreste er at gå i vandet med børnene, så du er lige ved siden af, hvis de for eksempel pludselig skulle blive væltet omkuld af en bølge, eller hvis de kommer til at svømme for langt ud, så de ikke længere kan bunde, skriver driftsleder Lasse Serup Jensby.
Samtidig opfordrer livredderne forældre til at træne med børnene i vandet og lave øvelser. Aktiviteter, som man kan få inspiration til i Livreddertårnet på stranden.
- Når du bader sammen med dine børn, får du også en bedre fornemmelse af, hvad de kan og tør i vandet. Så kan du samtidig være med til at motivere dem til at blive endnu bedre til at svømme eller dykke, så de rykker deres grænser og bliver mere sikre i vandet, skriver driftslederen.
Fanget af strømmen
Alene i uge 27 gennemførte livredderne i alt 5.468 indsatser landet over, hvor i alt fire børn var i livsfare.
I tilfældet på Nørre Vorupør Strand blev to børn, der badede i havet, taget af strømmen, og derfor gik den livsreddende aktion i gang. De blev hjulpet af en surfer i vandet, indtil livredderen var fremme på et rescueboard og faren hjalp med at få børnene i land.
Det er særligt de mindre børn, som kan have svært ved at vurdere farerne i vandet og kan miste balancen, hvis de for eksempel springer op mod en bølge, skriver Kystlivredningen.
Og selvom der er livreddere på stranden, kan det meget hurtigt gå galt.
- Ulykker kan ske meget hurtigt, og derfor skal man hele tiden have et øje på børnene, og børnene skal holde øje med forældrene – også selvom der er livreddere på strandene, lyder det fra Lasse Serup Jensby.