Alternativ-kandidat rørt til tårer efter fremgang: - Det er en kæmpe forløsning
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST
Joachim Kjeldsen er fra Sennels og er Alternativets spidskandidat i Nordjylland.
Op til valget var Alternativet dømt ude i mange af meningsmålingerne, men efter stemmerne er talt op, ender det med, at partiet går frem med et mandat.
Som en lysegrøn fugl Fønix har Alternativet i sidste øjeblik rejst sig fra asken. Partiet har på landsplan fået 3,3 procent af stemmerne og går frem med 0,3 procentpoint og et ekstra mandat.
- Vi lagde ud med at ligge under spærregrænsen, hvor vi har ligget solidt i lang tid – i virkeligheden i næsten to år. Og så kom den første måling, der gav os 2,4 procent. Og vi lander på næsten et procentpoint højere end det, og det er bare helt fantastisk, siger Joachim Kjeldsen, der er folketingskandidat for Alternativet i Nordjyllands Storkreds.
Faktisk er der så mange, der ved dette valg har sat deres kryds ved liste Å, at partiet ikke er Folketingets mindste. Den titel har Dansk Folkeparti fået.
- Det er en kæmpe forløsning i hele partiet, at det er lykkedes, og du kan måske også høre på min stemme, at det er noget, der betyder noget, siger Joachim Kjeldsen med tåre i øjnene og grøde i stemmen.
Alternativet ender med at blive repræsenteret på Christiansborg med seks mandater.
- Mandatet skal bruges til, at vi vil presse så meget, vi kan, for at sætte nogle ambitiøse klimahandlinger i gang, og derudover har vi også nogle store udfordringer omkring trivslen blandt børn og unge, men også blandt offentligt ansatte i de forskellige velfærdsfag. Det vil være nogle af vores fokuspunkter, siger Joachim Kjeldsen.
Joachim Kjeldsen er fra Sennels og er partiets spidskandidat i Nordjylland. Han har opnået valg til kommunalbestyrelsen i Thisted to gange med høje personlige stemmetal. Han ved endnu ikke, om det bliver ham, der får det nordjyske mandater, som partiet har fået.
I Vestjyllands Storkreds lykkedes det ikke Alternativet at få valgt et mandat ind.