AaB-fans amok i masseslagsmål: - Ældre dame blev sparket ned fra stol
Foto: presse-fotos.dk
Der blev smadret ruder hos Don Quijote.
Bartender Halltora Eliasen forsøgte at beskytte stamkunderne, da fodboldtilhængere med voldelige hensigter pludselig væltede ind af døren.
Alt åndede fred og idyl på værtshuset Don Quijote i Herning lørdag først på aftenen.
Stamkunderne hyggede sig, og en del FC Midtjylland-fans havde indfundet sig på stedet, som er populært i de kredse. Der var godt humør, for FCM havde lige banket AaB med 2-0 på MCH Arena.
- Ja, det var sgu ærgerligt, for alle var glade. FCM havde vundet.
Sådan siger Halltora Eliasen, der er bartender på Don Quijote. Det ærgerlige var, at freden og roen på et splitsekund blev afløst af kaos, råb og skrig.
- Jeg står i baren og ser, at døren går op. Og at ham den første, der kommer ind, har maske på, og den næste har en jernstang. Så skynder jeg mig bare at sige: De kommer nu.
Det passede ikke - bussens og fodboldbøllernes destination var det kendte FCM-stamsted i Vestergade.
Kunderne og personalet på Don Quijote blev taget på sengen.
Handlede på instinktet
Bartenderen fortæller om barstole og øretæver, der flyver gennem luften.
- Ingen havde snakket om, at der kunne komme nogen. Men lige pludselig gik det bare så stærkt. Det lignede, jeg ved ikke hvad. Jeg har aldrig set noget lignende, udbryder Halltora Eliasen.
Bartenderen handlede selv på instinktet.
- Jeg tror faktisk ikke, at jeg tænkte.
Mens fodboldtilhængerne slog på tæven og kastede med inventar og ølflasker, var Halltora Eliasens indskydelse at tage sig af stamkunderne.
- Den første, der lå ned, var en ældre dame. Hun blev sparket ned fra en stol. De var fuldstændigt ligeglade med, hvem det var, siger hun om de angribende fodboldtilhængere, der var væltet ind af døren ude fra bussen.
- Jeg var nødt til at gå imellem og samle hende op.
Hun fortæller videre om tre yngre kvinder, som også blev udsat for vold.
- Jeg kunne ikke bare lade dem ligge. Så var de blevet trampet ihjel.
I kampens hede kom frustrationerne også hos Halltora Eliasen selv.
- Jeg sparkede én på skinnebenet. Det skulle jeg måske ikke have gjort, men det gjorde jeg.
Hun tror ikke, at hun nåede at tænke ret meget over tingene, mens det skete.
- Det var først, da jeg kom ud på toilettet og så, at der var blod overalt. Og alle havde blod på sig, lyder det fra øjenvidnet.