85-årige Esther driver naturklub for børn: - Jeg får så meget tilbage
Foto: Sine Bach Jakobsen / TV MIDTVEST
Den 22. august 1992 startede Esther Kjeldgaard klubhuset i en gammel bygning på hendes fem tønder land.
I over 30 år har Esther Kjeldgaard givet børn oplevelser i naturen gennem klubben Natur & Ungdom Mors.
Det er de færreste over 80 år, der stadig er aktive i naturen, og som arrangerer mad på bål, ture på vandet i tømmerflåde og overnatninger i telt for både børn og deres voksne.
Men det gør 85-årige Esther Kjeldgaard, som i over 30 år har drevet naturklubben Natur & Ungdom Mors.
- Det er ikke nogen sur pligt for at mig at gøre det. Vi laver alverdens ting, fortæller hun.
Esther Kjeldgaard startede klubhuset i en gammel bygning på hendes fem tønder land i Ljørslev syd for Nykøbing, da hendes søn Uffe var otte år.
- Han var årsagen til, at jeg tænkte, at jeg gerne ville lave en naturklub. Jeg havde det her grønne område med vand, eng og skov, og så ville jeg gerne lave noget med ham, jeg var nemlig blevet alene med ham, og jeg synes, det var rigtig godt, at vi kunne lave det sammen, forklarer hun.
Naturen er fri for skærme
Der er sket meget på de 30 år, hvor Esther Kjeldgaard har holdt naturklub for børn, understreger hun.
- Børn er ikke nær så meget ude i naturen, som de var for år tilbage. Så snart de kom hjem fra skole før hen, så legede de sammen med nabobørnene, og det gør man ikke så meget mere, så sætter man sig mere bag skærmen, forklarer den 85-årige og tilføjer:
- Det er også et arbejde for forældrene at få deres børn ud i naturen og møde op her, nu er det måske dejligt og nemt i solskinsvejr, men vi er her jo også i november og januar, hvor det er fuldstændigt mørkt.
Men flere holder af at glemme skærmen og komme ud i naturen, og en af dem er femårige Amarys Kappeløvre, som har været en del af naturklubben siden vinter.
- Det er hyggeligt, fordi hun laver sådan nogle sjove ting, siger den femårige.
Taknemmelig for tiden med børnene
Det er efterhånden blevet til mange timer i naturen med børnene for den 85-årige, og det er bestemt ikke uden grund.
- Jeg får meget tilbage, flere siger tak, men det er selvfølgelig ikke derfor, jeg fortsætter, det er selvfølgelig, fordi jeg kan, og fordi jeg har det sted her, men det varmer meget, at nogle børn giver et knus, når de kommer, smiler Esther Kjeldgaard og tilføjer, at mange også snakker med hende, når hun handler ind.
Natur & Ungdom laver arrangementer cirka hver anden tirsdag.
Om Natur & Ungdom Mors
Natur & Ungdom Mors er upolitiske og uden opkobling på religion, uniform, aldersinddeling eller faste mødedage. Målet er at lære børn og unge at forholde sig til naturen og miljøet - for kun ved at bruge naturen lærer man at forstå den og tage vare på den.
Der er ikke et fast møde-/tilholdssted, men klubben flytter arrangementerne rundt indenfor lokalområdet.
Som medlem modtager man jævnligt information med omtale af kommende arrangementer, men man er ikke forpligtet til at deltage i andre end dem man har lyst til.
Kilde: N&U.dk