4500 besøgte kendt wrestlers vikingemarked
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST
Weekendens nye vikingemarked på Mors trak 4500 besøgende. Det var langt flere, end arrangøren havde regnet med.
- Vi er rigtig glade. Og vejret har virkelig været med os i dag. Sådan konstaterer Asbjørn Riis, Ejerslev, ovenpå weekendens vikingemarked, som netop er slut.
Markedet har haft en overvældende interesse. Lørdag var der mere end 1900 betalende gæster, søndag 2600. Dertil kommer børnene, som er gratis.
Det er langt flere, end wrestleren havde regnet med. Lørdag rendte han således tør for helstegt pattegris.
- Men det er jo et positivt problem, smiler Asbjørn Riis.
I alt 90 vikinger var med til markedet, hvor man blandt andet kunne handle, se de gamle håndværk fra tidsperioden, drabelige kampshows og selv prøve at skyde med bue og pil.
Museum Mors var også på pladsen for at vise fund fra øen, fra vikingetiden.
I Ejerslev Havn lå vikingebåden Thor, som hver dag sejlede en tur med en flok vikingekrigere.
Asbjørn Riis er allerede i dialog med politikerne på øen om afviklingen af markedet til næste år. Det skal være endnu større, end i år.
- Og så har jeg et langhus i støbeskeen, som også vil kunne bruges til konferencer, fortæller han.
Lørdag gav de mange besøgende lidt problemer for markedets strøm- og vandforsyning, men det kom der styr på til søndag.
- Alt i alt må jeg bare sige, at det har været yderst positivt. Og folk har været rigtig glade, fortæller Asbjørn Riis.
Arrangementet blev holdt på Asbjørn Riis gård, Solvang, med Morsø Kommune som medvært.