18-årig laver kampagne for borgmester: - Der er meget, der har ændret sig
Hans Ejner Bertelsen (V) er 62, Malte Houe er kun 18. Alligevel står han for at filme borgmesteren kampagnevideo til efterårets kommunalvalg. Foto: Anders Sass Meyer, TV MIDTVEST
Kommunalvalget nærmer sig, og på Mors har den nuværende borgmester, Hans Ejner Bertelsen (V), hyret 18-årige Malte Houe til at stå for sin valgkampagne.
Morsø-borgmesteren fylder snart 63, og den, han har valgt til at lede sin kampagne til efterårets kommunalvalg, har aldrig stemt.
Det er ganske anderledes, der er meget, der har ændret sig.
Det er nemlig den blot 18-årige lokale filmskaber Malte Houe, der skal forsøge at få Hans Ejner Bertelsen (V) genvalgt til november.
- Det er rigtigt, der er han uerfaren, men så har jeg lidt erfaring på det punkt. Mon ikke vi kan få det til at matche, så det bliver et godt mix, siger borgmesteren.
Og på trods af aldersforskellen er kemien god. Producent og klient sidder i hvert fald og griner henover spisebordet i borgmesterboligen på første optagedag.
- Jeg elsker at lave film, og noget af det fedeste er at prøve noget forskelligt. Og det her er meget anderledes end det, vi plejer at lave, siger Malte Houe, som har sit eget produktionsselskab.
Der er 44 års aldersforskel mellem producent og klient på borgmester Hans Ejner Bertelsens nye kampagnevideo til kommunalvalget. Det mener begge parter er en fordel.
- Det er ganske anderledes, der er et langt større fokus på de sociale medier end tidligere, siger borgmesteren
Hans Ejner Bertelsen, borgmester (V), Morsø Kommune
Der skal dog mere end god kemi til at lave en gennemført politisk kampagnevideo.
- Vi har forberedt os rigtig meget, det er noget helt andet end at lave en typisk profilvideo for en virksomhed eller et stemningsspot, som vi plejer, siger den unge filmskaber.
Sociale medier fylder mere
Når den erfarne borgmester har valgt at hyre så unge kræfter ind til at håndtere sin kampagne, så skyldes det, at han gerne vil have noget kreativitet ind i sine budskaber.
- Her var en mulighed for at få noget nytænkning ind i en valgkamp og på den måde blive bedre til at få fortalt, hvad det er, vi har opnået, og hvad er det, vi gerne vil, siger Hans Ejner Bertelsen.
Han blev valgt som borgmester i Morsø Kommune tilbage i 2013, og han kan konstatere, at meget har ændret sig siden i måden, der bliver ført valgkamp på. Men han stoler på sin unge kampagneleders evner på trods af den manglende erfaring med politik.
- Det er ganske anderledes, der er et langt større fokus på de sociale medier end tidligere, siger borgmesteren, og Malte Houe supplerer.
- Jeg tror, vi kan bidrage til den måde at få budskaberne ud på, siger han.
For Malte Houe venter nu et halvt år med valgkamp, og det kan måske også gøre ham klogere på, hvor han skal sætte sit allerførste kryds.
- Jeg kommer til at stemme i år, men på hvem er fuldstændig irrelevant, siger han.
Kommunalvalget afholdes den 16. november i år.