11-årige Mary skal optræde til MGP: - Der må være andre end mig, der føler sig anderledes
Foto: Privatfoto + Grafik: Rigmor V. Sams, TV MIDTVEST
Mary Perpetu Nyamba er både spændt og glad for at skulle synge sin sang i MGP 2024.
Hun har selv skrevet sangen "Unik", som handler om ikke at være helt som alle andre.
Det begyndte som en helt almindelig skoledag i 5.A på Østre Skole i Thisted.
Men den blev pludselig lidt sjovere for 11-årige Mary Perpetu Nyamba, da hendes mor trådte ind ad døren med flag, konfetti og et helt specielt brev.
- Jeg skreg, da min mor kom og overraskede mig i skolen, siger Mary Perpetu Nyamba.
For i brevet stod der, at hun er udvalgt til at synge til årets store børne-melodi grand prix, MGP, og dét har Mary drømt om, så længe hun kan huske.
Har følt sig anderledes
Mary skal på med sang nummer syv, når årets MGP afvikles i DR Koncerthuset og sendes live i fjernsynet lørdag 24. februar.
Sangen, hun skal synge, hedder 'Unik'. Det er en sang, hun helt selv har skrevet, og den kommer med et budskab.
- Da jeg var lille og startede i skole, var jeg en af de eneste, som var mørk i huden, fortæller hun.
- Så tænkte jeg, at der må være andre end mig, der føler sig anderledes. Og jeg vil gerne sige til dem, at de er unikke, og at de skal tro på sig selv, siger hun.
Klar til turné
Mary håber på at vinde, men selv hvis hun ikke gør, får hun masser at tid til at udleve sin drøm.
- Hvis jeg ikke vinder, så er det fint, for jeg skal alligevel på turné bagefter, siger hun.
Turnéen er frivillig at deltage i, men for Mary var der ingen tvivl.
- Det har altid været min drøm at stå på en stor scene, siger hun.
Det vækker dog en smule nerver at tænke på det store show.
- Jeg er meget glad, fordi det er min drøm. Og nu sker det i virkeligheden. Men jo, jeg er meget nervøs, jeg glæder mig bare også på samme tid, siger hun.
Og heldigvis har hun midler til at overvinde nervøsiteten.
- Jeg øver mig på min sang. Og hver gang jeg tænker på det, tænker jeg, at det kommer til at være mørkt, så jeg kommer ikke til at se så mange af publikum, siger hun.