Urter på strand og i skov bliver til snaps og mad
Foto: Morten Albek / TV2 Fyn
Naturvejleder Thomas Guldbæk fra Madkulturhuset i Gudhjem er et levende leksikon over Bornholms spiselige planter.
For fjerde eller femte gang plukker Thomas Guldbæk spidsen af en grøn plante, siger plantens navn, og rækker mig den.
- Prøv at smag, Preben. Og sig mig så, hvad du synes, den smager af, griner han.
Den bornholmske naturvejleder er på alle måder foran på point. Han kender området her ved Gudhjem ned til den mindste plante. For i løbet af sommeren har han masser af turister med på sanketur, altså med ud i naturen for at samle urter, der senere bruges i mad eller snaps.
- Tjah, forsøger jeg, fynsk journalist på sin første sanke-tur og fortsætter forsigtigt: Der er lidt purløg over den. Ikke dårlig, faktisk.
Thoms Guldbæk nikker energisk og tilføjer nogle flere smagsnuancer. Vi er på stranden ved Gudhjem og sidder på knæ og gumler på en purløgssmagende plante, mens en tam kat sidder nærved og kigger på os. Jeg tænker et øjeblik på, om den kom et øjeblik før os og lige pissede på disse planter? Smagen er lidt stram...
Snaps var stærk i gamle dage
- Nu skal vi op og lave mad, konstaterer naturvejlederen og tager sin sankekurv på ryggen. Den er fyldt med urter og planter, samt et syltetøjsglas med snaps, som vi har proppet fuldt med krydderurter. Selv hyben-blade skvulper rundt i substansen, som vi kort efter filtrerer og smager på.
- Hmm. Dejlig snaps, roser jeg, tydelig lettet over at snapsen ikke smager så stærk, som bornholmerne kunne lide den i gamle dage.
- Dengang sagde man, at en god snaps kunne trække hullerne i sokkerne sammen, griner Thomas Guldbæk.
Hans domæne er Bornholms Madkulturhus, der ligger sammen med det levende landbrugsmuseum "Gaarden" i Gudhjems sydlige udkant. Her tryller han i løbet af kort tid en lille hapser frem. Røget brisling fra Østersøen i bornholmsk rapsolie hen over forskellige blade og stængler. Det ser flot ud og smager endnu bedre.
- Vi har mange turister med på sanke-ture i løbet af sommeren. Jeg plejer at gå en tur inde fra havnen i Gudhjem og herud. Der samler vi en hel del planter, og jeg fortæller om dem. Rigtig mange får en anderledes oplevelse ud af sådan en tur, siger Thomas Guldbæk.
En særlig oplevelse
For den der første gang deltager i en sanke-tur, er det en indimellem grænseoverskridende oplevelse at smage på alt fra blade til noget der ligner græs. På den fede måde altså. Tilsat Thomas Guldbæks dybe viden og passionerede fortælling er man i gode hænder. At det hele ender i noget der ikke blot smager, men smager af mere, er forrygende. Derfor får sanke-turen ved Gudhjem fem ud af seks mulige, hjemmelavede snapse.
Om oplevelsen
Bornholms Madkulturhus er Danmarks første, regionale madhus.
Lokale producenter leverer råvarer til alt fra madkurser og skoletjeneste.
Læs mere på gaarden.nu.
Madkulturhuset findes på adressen Melstedvej 25/25A, 3760 Gudhjem.
Tlf. (+45) 2148 5598 / 5695 0735