Voldsomt vejr rammer Danmark, lyder det fra meteorolog
Foto: Ove Christensen / Seerbillede
Der er et barsk døgn forud.
Mulighed for vindstød af stormstyrke samt slud og tøsne.
Et voksende lavtryk vest for Skotland vil give et vejrmæssigt barsk døgn, når fronterne fra lavtrykket i aften går ind over Danmark.
Lavtrykket uddybes – sådan hedder det, fordi lufttrykket falder – i løbet af eftermiddagen.
- I løbet af natten vil fronterne give regn, der muligvis vil falde som slud eller tøsne over Nordjylland, Sjælland og Bornholm, fortæller Peter Tanev fra TV 2 Vejret.
Hvis der falder nok slud og tøsne, kan det måske lægge sig enkelte steder, men næppe mere end nogle ganske få centimeter.
Umiddelbart peger prognoserne dog generelt på temperaturer over frysepunktet, og dermed vil sneen smelte langt de fleste steder.
I morgen torsdag går vejret fra barsk til voldsomt, når et nyt kraftigt vindfelt rammer den sydlige del af den jyske vestkyst og senere også en større del af landet.
Hen over det sydlige Jylland til Fyn og Sjælland kan der komme vindstød af stormstyrke.
- Udover at vi står op til en regnfuld morgen med mulighed for hvidt nogle steder, bliver det også en meget blæsende dag. Der kan komme vindstød af stormende kuling allerede fra morgenstunden, siger Peter Tanev.
Da vindretningen i første omgang er fra syd, kan der komme restriktioner på broerne.
I løbet af natten kommer vinden op fra syd med stormende kuling langs vestkysten.
Hvis vejret udvikler sig yderligere, kan det ende med vindstød af stærk storm ved Vadehavet torsdag eftermiddag.
Dermed vil vi være på den anden side af det barske døgn. Det vil dog fortsat være meget ustadigt helt hen over weekenden, da endnu et lavtryk skal passere tværs gennem landet.