Den gamle trædør ind til den faldefærdige lade var blokeret. Ikke bare lukket.

En nabo til den gamle lade uden for Dronninglund i Nordjylland havde i august 1992 kontaktet det lokale politi, fordi han mente, at der var noget helt galt på ejendommen.

Den lokale landbetjent kørte afsted for at undersøge sagen. Fra hovedvejen nåede han en lang markvej, hvor den gamle lade lå skjult af træer ved siden af et halvt sammenstyrtet hus og en ramponeret campingvogn. Med lidt besvær fik landbetjenten bakset ladeporten op.

Indenfor i mørket blev han mødt af en grum lugt. Naboens mistanke blev bekræftet. Ladens beboer, en 78-årig mand, lå død inde i høet. I en pærevælling af papkasser, halm og affald. At dømme ud fra stanken havde han ligget der i noget tid. Over hovedet havde han en plastikpose. Han havde været udsat for voldsomme slag og spark. Hvem end, der havde gjort det, havde villet den gamle, vellidte mand det ondt.

Det tegnede til at blive en vanskelig efterforskning, og landbetjenten tilkaldte forstærkning fra politiets ypperste drabsefterforskere. Kort efter stillede Rigspolitiets Rejsehold med fem-seks mand på politistationen i Frederikshavn, som blev deres hovedkvarter under drabssagen.

Kriminalassistent Tom Christensen var med på holdet. Ud fra mordets bestialske karakter var han overbevist om, at de skulle finde en afvigende person. Ja ligefrem et monster.

Men ham, de fandt, var en ganske anden.

At de overhovedet fandt ham, er også stadig et under for den nu pensionerede efterforsker. Det fortæller han i TV 2-dokumentaren ’Rejseholdet – jagten på en morder’. Opgaven så nemlig umulig ud fra start.

En god mand

Søren Ankjær Jonasen, af de fleste kaldet Anker, var kendt som en venlig mand, der holdt sig for sig selv.

Oprindeligt boede han med sin far og bror i det gamle stuehus ved siden af laden. Efterhånden som værelserne styrtede sammen et efter et, flyttede de videre til det næste. Da der ikke var flere fungerende rum tilbage, og Anker havde overlevet de andre, rykkede han ud i laden.

Møbler havde han ingen af. Han sov i de gamle halmballer med åbent ind til køerne, der gav varme om vinteren. Vand fik han fra en bæk, der løb bag grunden, lys fik han, når solen var oppe, og elektricitet levede han uden.

På et tidspunkt købte han en gammel campingvogn, hvor han somme tider gik ind for at spise eller få varmen.

Mange i området kendte til eneboeren. Men kun få kendte ham. Naboerne var dem, han så mest. Han tog forbi dem for at hente post og sludre lidt.

De beskrev Anker som en rar, hjælpsom mand, der var godt orienteret om inden- og udenrigspolitiske forhold – både fra aviser og fra radioen i den gamle traktor.

Det var også med naboerne, at Anker fejrede jul. Her var han altid pænt klædt på og gavmild med gaver. Ellers havde Anker ingen udgifter. Ud over de omtrent 70 kroner, han hver uge brugte på dagligvarer hos den lokale købmand i Dronninglund.

Hver måned modtog han folkepension, og over årene fik den sparsommelige herre opbygget en formue på knap 500.000 kroner. Hvorfor nogen ville af med Anker, var en gåde for politiet.

Et mord uden spor

Efterforskningen begyndte skidt. Politiet stod helt uden spor. Vidner havde de ingen af. Laden lå et sted, man ikke kom forbi, hvis ikke man havde et ærinde, og Anker havde ikke daglig omgang med nogen.

Noget gerningstidspunkt havde politiet heller ikke. Liget var i dårlig forfatning, og ifølge retsmedicinerne havde Anker ligget død i måske et par uger, men de kunne ikke sige præcis hvor længe.

Det gjorde det vanskeligt at finde vidner og eventuelt tjekke alibier. Nemmere var det ikke at sikre spor eller fodaftryk fra laden, der var et stort rod af halm og papkasser. Motivet kendte de heller ikke.

Som Tom Christensen formulerer det i dag:

- Det så håbløst ud.

Det er usædvanligt, at man i en drabsefterforskning slet ikke har noget at gå efter.

- Og det er derfor, jeg aldrig glemmer drabet på eneboeren, siger han.

Politiet vidste kun, at de skulle finde en afstumpet gerningsmand, der var i stand til koldblodigt at tæve en ældre, forsvarsløs herre ihjel.

TV-program gav interessante henvendelser

I håbet om ledetråde, der kunne bringe efterforskningen videre, gik Rejseholdet til medierne. Det skulle vise sig at være meget givende. Især da det dengang meget populære DR-program ’Uopklaret’ bragte historien om eneboeren ud til hele landet. Programmet kastede omkring 30 henvendelser af sig.

Nu kunne politiet indkredse gerningstidspunktet til en periode på cirka tre døgn i begyndelsen af august 1992. Imens arbejdede Rejseholdet videre med at finde et motiv. Og endelig fandt de et spor.

I december året før drabet havde Anker anmeldt et tyveri hos politiet. Nogle må have vidst, at han havde mange penge. Men sagen blev henlagt, da det var umuligt at skaffe spor fra den rodede lade.

Efter indbruddet var Anker ikke glad for at bo i laden alene og var flere gange ude for at se på huse. Opklaret eller ej var oplysningen om tyveriet yderst interessant for efterforskningen.

Rejseholdet anså det for sandsynligt, at mordet var begået i forbindelse med endnu et tyveri. Penge er, som Tom Christensen siger, et af de stærkeste motiver, en morder kan have.

Derfor gik Rejseholdet til bankerne og bad dem advisere efterforskerne, hvis de modtog større, unormale beløb fra nogle af deres kunder.

Det resulterede i en yderst interessant henvendelse. En lokal bankassistent havde ekspederet en ung, mandlig kunde, der havde virket noget usikker. I banken havde han vekslet for 10.000 kroner hundredkronesedler til tusindkronesedler. Endelig var der gennembrud i efterforskningen.

Rejseholdet kørte ud til den unge mands hus uden for Dronninglund, så snart de fik oplysningen. De var overbeviste om, at de skulle ind og konfrontere Ankers morder.

- Politiet væltede ind, fortæller den unge mand fra banken, Jens Sørensen, der også medvirker i TV 2s dokumentar.

De udspurgte ham om mordet og indbruddet, som de var sikre på, at han havde begået.

Jens Sørensen blev ført med på stationen. Her forklarede han, at det var penge, han havde sparet sammen til at købe en større motorcykel. For nemheds skyld ville han hellere betale i store frem for små sedler. Der stod ganske vist en ny motorcykel i indkørslen, men politiet troede ikke den unge mands forklaring.

De var overbeviste om, at de i den 28-årige mand havde fundet deres monster, hvilket aflytningsudstyr i hans hjem skulle dokumentere. Uden Jens Sørensen vidste det, blev han aflyttet i tre uger. Men til politiets store overraskelse blev der i hans hjem talt om helt andre ting end drabet på eneboeren.

Jens Sørensen havde solgt hash og tjent lidt penge på det. Men han havde ikke slået nogen ihjel. Det første rigtige spor var et vildspor. Politiet var slået tilbage.

Men så ringede telefonen.

Et vigtigt opkald

Den stod på den lokale landbetjents skrivebord. I den anden ende af røret var en yngre småkriminel fyr fra egnen. Om det var på foranledning af tv-programmet om drabet, at han ringede ind, ved politiet ikke. Men han havde i hvert fald en vigtig oplysning, han ville dele med politiet.

En dag i 1991 havde han været på værtshus, hvor han var faldet i snak med en fisker fra Hvide Sande. Fiskeren havde spurgt ham, om han ville være med til at begå et kup.

Uden for Dronninglund boede en gammel særling alene i en lade, og her kunne de nemt og risikofrit stjæle en masse penge, lød planen.

Men den unge mand i røret ville ikke være med. Måske på grund af moralske skrupler. Måske fordi udbyttet ville være for lille i forhold til risikoen. Nu havde Rejseholdet endnu et varmt spor at gå efter, nemlig fiskeren fra Hvide Sande.

Ham kendte landbetjenten, der gennem sit arbejde i politikredsen havde opbygget et godt kendskab til lokalbefolkningen. Rejseholdet tog ud til fiskeren på hans kutter og slæbte ham med til afhøring på politigården. Drabet kunne han ikke sættes i forbindelse med, fordi han havde et alibi. Han var ude at sejle i længere tid på og omkring gerningstidspunktet.

Men han indrømmede at have stjålet penge fra laden i december 1991 en dag, hvor Anker var i byen for at handle. Gennem en vedholdende afhøring, der varede hele natten, afviste han at have begået indbruddet sammen med nogen. Men det kunne ikke passe, mente Tom Christensen. Og han blev ved at insistere på, at han måtte have en medsammensvoren.

Når fiskeren havde bedt andre om hjælp ude i byen, mente Tom Christensen, at han var for meget en tøsedreng til at gennemføre tyveriet alene. Først næste morgen, da Rejseholdet var ved at give op, erkendte manden, at han ikke havde været alene om det.

De havde været to om at berøve den gamle særling dengang i december 1991. Han havde ikke mange oplysninger om sin makker, som han havde mødt til en fest gennem en fælles bekendt. Men han forklarede Rejseholdet, hvad han vidste om mandens familie, og hvor han cirka boede.

Rejseholdet tog også denne personbeskrivelse med tilbage til det lokale politi. Igen tog det kun landbetjenten et øjeblik at finde en mand, der passede på fiskerens forklaring.

Nemlig en 22-årig mand, der havde boet i omegnen af Dronninglund, og som var flyttet til Vestjylland. Han var nu politiets varmeste spor. Men var han også deres morder? Det tog Tom Christensen og en kollega ud for at finde ud af.

En usædvanlig køretur

I en civil politibil kørte de ud til den unge mands arbejdsplads i det vestlige Jylland. De tog ham med på stationen og afhørte ham grundigt. Han erkendte - ligesom fiskeren - at have stjålet penge fra Søren Ankjær Jonasens ejendom i december 1991. Men han benægtede ethvert kendskab til det brutale mord på 78-årige Anker. Og politiet havde umiddelbart ingen spor, der forbandt ham til gerningsstedet.

De måtte fortsætte jagten.

Men først anholdt de den unge vestjyde og satte ham ind på bagsædet af politibilen for at køre til nærmeste politistation for en mere autoriseret afhøring. I bilen snakkede de om vind og vejr, mens landskabet fór forbi ruden. Stemningen i bilen var afslappet, husker Tom Christensen.

Men situationen udviklede sig på en måde, han ikke kunne have forudset. Efter lidt småsnak frem og tilbage blev der stille i bilen. Den unge, ranke fyr på bagsædet blev urolig.

Uden foranledning sagde han pludselig:

- Hvis man kommer i fængsel, vil det så være muligt at spille noget fodbold derinde?

Hvorfor fanden spørger man om det, tænkte Tom Christensen.

Først vidste han ikke, hvad han skulle mene om den ytring. Og slet ikke hvad han skulle sige. Så de begyndte at snakke om fodbold.

- Og så tog fanden ved ham. Så kom det bare, siger Tom Christensen og lyder 28 år efter drabet stadig lige overrasket over de næste ord, der faldt i bilen:

- Det er mig, der har gjort det, sagde den 22-årige fyr på bagsædet.

Han var dybt berørt. Politiet havde deres mand.

17. september 1992, godt halvanden måned efter mordet, havde politiet pågrebet den mand, de så intensivt havde jagtet i en måned. Men han var på ingen måde det monster, de havde forventet at finde.

I sine 29 år for Rejseholdet har Tom Christensen været med til at opklare mange mord. Sagen om eneboeren husker han især for dens meningsløshed.

Der var ingen grund til, at et simpelt tyveri hos en gammel mand skulle ende som en bestialsk mordsag. På politistationen gentog den 22-årige mand sin tilståelse. Efterfølgende gik han med til at tage med politiet ud til laden og vise, hvordan situationen havde udviklet sig.

En morders bekendelser

Han viste politiet, hvordan han ankom til grunden, konstaterede, at Anker var i campingvognen, og gik ind i laden og ledte efter penge. Først i nogle papkasser. Intet held. Så i en stor gammel kummefryser, heller ingenting. Han fandt en lille bøtte med cirka 50 kroner i småpenge, som han tømte i lommen.

I 15-20 minutter gik han rundt og ledte efter de mange penge, han havde forventet at finde. Året før var de kommet væk med cirka 16.000 kroner. Han kiggede hele tiden ud af vinduet, for at sikre sig at Anker stadig var i campingvognen, så han kunne gå uforstyrret rundt.

Pludselig fik han skræmt en kat, der rendte rundt i laden, ud af porten. Det må have undret Anker, for kort efter kunne han høre Anker røre på sig. I et glimt gennem vinduet så han ladens gamle beboer komme gående mod indgangen. Den 22-årige gemte sig bag døren, op ad væggen.

Anker kom ind, stod lidt i døråbningen, gik så frem og kiggede bag døren. Her fik han øje på den ubudne gæst. De to fik øjenkontakt, inden Anker sagde den sætning, der blev hans sidste.

- Hvad fanden laver du her?

Den unge mand greb en stor, tung hegnspæl, holdt den ud i strakt arm og svingede den ind på venstre side af Ankers hoved. Pælen knækkede, og Anker slog ud efter sin modstander og blev fældet bagfra med det, der var tilbage af hegnspælen.

Anker faldt forover, ind i væggen og videre ned i gulvet. Den ældre mand var pacificeret. Alligevel fortsatte den unge mand sin hårdhændede behandling. Han sparkede sit offer hårdt i ryggen og på siden.

Hvorfor han blev ved, kunne han ikke forklare politiet. Anker gjorde ikke modstand.

Den unge mand forlod laden for at vende tilbage efter kun 20 sekunder. Han ville sikre sig, at Anker ikke overlevede, og fandt en plastikpose, som han trak godt ned over hovedet på den 78-årige mand.

Han lagde en gasflaske over brystet på ham for at simulere et uheld, ledte lidt mere – forgæves – efter penge og gik ud. Med et udbytte på sølle 50 kroner og et liv på samvittigheden.

I to timer sad han under et træ og tænkte over, hvad han havde gjort, inden han vendte tilbage til gerningsstedet. Denne gang i et forsøg på at brænde laden ned til grunden. Tom Christensen kan stadig ikke forstå det.

Hvordan den flinke fyr, der var vokset op i en kernefamilie, og som havde et almindeligt job, blev morder. Den brutalitet var ikke nødvendig for at stjæle Ankers penge.

Jagten på det, Tom Christensen havde regnet med var et monster, ledte ham til en helt almindelig fyr. En ung mand, der havde fået en fiks idé og var taget ud for at stjæle nogle penge, hvilket gik galt, og han blev morder.

- Og det er nok den meningsløshed, der stadig gør indtryk på mig, siger Tom Christensen.

Hans chef har engang sagt, at der er en drabsmand gemt i os alle.

- Og jeg har sgu altid sagt, at der er ingen drabsmand i mig. Men det kan der jo godt være. Det kan slå klik for os alle sammen, og det tror jeg, at det har gjort i den her sag.

Gerningsmanden blev idømt 14 års fængsel for drabet på Søren Ankjær Jonasen. Da han havde afsonet sin dom, kom han ud, og han lever i dag et almindeligt liv uden kriminalitet.

Han har ikke ønsket at medvirke i dokumentaren.

Se ’Rejseholdet – jagten på en morder’ på TV 2 torsdag 5. marts klokken 20:00 eller allerede nu på TV 2 PLAY.