Vejdirektoratet dumper ny Limfjordsforbindelse
Foto: Vejdirektoratet.
Illustration af motorvejen ved Egholm.
En motorvej vest om Aalborg til ni milliarder kroner vil være en underskudsforretning, vurderer landets øverste vejmyndighed.
En længe ventet ny forbindelse over Limfjorden vil give et trecifret millionunderskud.
Det skriver mediet Ingeniøren på baggrund af en aktindsigt i et nyt notat fra Vejdirektoratet.
- Som det fremgår af tabellen, så er projektet ikke samfundsøkonomisk rentabelt, når der benyttes 2024 prisindeks, skriver styrelsen.
Dumpekarakteren fra landets øverste vejmyndighed kommer samtidig med, at Folketinget senere i dag endeligt skal stemme om anlæggelsen af den 20 kilometer lange motorvej over Limfjorden via øen Egholm.
Der er afsat knap ni milliarder kroner til forbindelsen. Men Vejdirektoratet opgør motorvejsprojektet til en underskudsforretning på 188 millioner kroner for samfundet, skriver Ingeniøren.
TV 2 arbejder på at få en kommentar fra Vejdirektoratet.
Politik versus samfundsøkonomi
TV 2 har fremlagt det nye notat fra Vejdirektoratet for transportminister Thomas Danielsen (V), der her til morgen er på vej i samråd om forbindelsen.
Han fortæller, at flere muligheder har været op til overvejelse for at gøre projektet billigere:
- I første omgang har der været overvejet 11 linjeføringer, der er blevet skåret ned over tid til tre, hvor man har lavet meget dybdegående miljøkonsekvensvurdering. Det har man brugt i alt 66.000 arbejdstimer på og over 50 millioner kroner på. Så det er et særdeles grundigt belyst projekt, forklarer Thomas Danielsen om, at beslutningen nu er faldet på Egholm-forbindelsen.
Vejdirektoratet mener, at projektet ikke er ”samfundsøkonomisk rentabelt”, men ifølge Thomas Danielsen er det ”uhensigtsmæssigt alene at vægte infrastrukturprojekter ud fra samfundsøkonomi”.
- Der er mange andre aspekter, der spiller ind. For eksempel natur, miljø og biodiversitet, som trækker ned på samfundsøkonomien, når man laver de her beregning, men det er vigtigt politisk alligevel.
Ministeren er uenig i Vejdirektoratets vurdering, lyder det.
- Projektet er rentabelt, men det, som trækker ned på et projekt generelt, kan være cykelstier og faunapassager og så videre. Og det er en politisk beslutning, siger Thomas Danielsen.
Rekordmange høringssvar
Den nye Limfjordsforbindelse har været mange år undervejs, mens debatten om de trafikale flaskehalsproblemer går halvtreds år tilbage.
Limfjordsforbindelsen er en del af en infrastrukturaftale fra sommeren 2021. Byggeriet er planlagt til at skulle gå i gang næste år, og Vejdirektoratet forventer, at byggeriet vil tage cirka otte år.
Planen er, at den 20 kilometer lange motorvejsforbindelse skal gå vest om Aalborg over øen Egholm.
I 2021 slog projektet dansk rekord i antallet af høringssvar, da næsten 7800 svar tikkede ind, har TV 2 Nord tidligere skrevet.
Tilhængere af projektet argumenterer blandt andet for, at forbindelsen vil gavne Aalborg og Nordjylland ved at sikre vækst. Omvendt frygter modstandere blandt andet, hvilke konsekvenser en firesporet motorvej vil have for natur- og dyrelivet på øen.
Ifølge Søren Wormslev, der er politisk analytiker ved TV 2 Nord, har det taget mange år at beslutte den endelige model på grund af to faktorer:
- Første grund er, at det tog meget lang tid for de lokale politikere at blive enige om, hvad de ønskede. Den anden del er, at selve planlægningen har været udsat for bemærkelsesværdigt meget kritik, siger Søren Wormslev.
Modstand fra tre partier
Projektet, der igen og igen er blevet forsinket, bliver også her på målstregen forsøgt bremset.
Det gør det af de tre oppositionspartier til venstre for midten - Alternativet, Enhedslisten og SF - samt Radikale Venstre, som er imod forbindelsen.
Alternativet har tilmed før afstemningen i dag kaldt transportminister Thomas Danielsen i samråd om muligheden for at udvide en af de eksisterende forbindelser over Limfjorden i stedet.
En vedtagelse af den nye Limfjordsforbindelse kommer til at betyde, at der bliver en større sikkerhed for, at man kan krydse Limfjorden i bil, når motorvejen står færdig. Det betyder også, at Aalborg bliver lukket inde af en motorvej på begge sider, hvad der i forhold til byudviklingen godt kan give problemer. Men for hele landsdelen Nordjylland vil det gøre, at der bliver en ekstra mulighed for at passere Limfjorden, og det giver en mindre risiko for, at det hele sander til under uheld og kø i Limfjordstunnelen.
Flertallet for den firesporede øst-forbindelse om Aalborg er dog på plads. Derfor forventes motorvejsforbindelsen også at blive vedtaget i eftermiddag.
Det er dog svært at vide, hvordan vælgerne vil reagere på en vedtagelse, siger politisk analytiker Søren Wormslev.
- Jeg kan bare konstatere, at sidste gang der var kommunalvalg i Aalborg, der gik det store magtparti Socialdemokratiet markant tilbage på særligt afstemningssteder, der ligger der, hvor motorvejen efter planen skal gå, siger han og tilføjer, at pendlere og erhvervslivet dog ser frem til en vedtagelse.
Den første forbindelse, der forbinder Nørresundby med Aalborg, blev indviet tilbage i 1933. Og i 1969 blev tunnellen øst om Aalborg taget i brug. Egholmlinjen bliver den 3. Limfjordsforbindelse.