Varm søndag giver risiko for torden og skybrud
Foto: Michael Rydahl / Seerfoto
En tordensky fotograferet i Vesthimmerland lørdag aften. Søndag er der igen risiko for torden og lokale skybrud.
Der er risiko for torden og lokale skybrud i stort set hele landet.
Luften over Danmark er i disse dage både varm og fugtig, hvilket også gør sig gældende søndag.
Allerede tidlig søndag morgen ligger temperaturen flere steder over 20 grader. I løbet af dagen vil temperaturen kun stige og kan helt lokalt nå 30 graders varme.
Kombineret med den høje luftfugtighed giver det risiko for kraftige byger, der kan være med torden og lokale skybrud. TV 2 VEJRET har derfor udsendt et varsel, der gælder for stort set hele landet i tidsrummet søndag klokken 12 til 23.
Skybrud er defineret ved minimum 15 millimeter nedbør på 30 minutter og kan resultere i blandt andet oversvømmede kældre og viadukter.
Som man kan se på kortet, er det kun Bornholm, som ikke indgår i varslet. Her er der udsigt til en varm og solrig søndag.
Lummer formiddag
Flere har nok haft en varm nat under dynen, idet temperaturen nogle steder kun lige nøjagtig er nået under 20 grader på termometret.
Derfor er det da også en varm morgenstund, man står op til med 17 til 23 graders varme allerede i de tidlige morgentimer. I løbet af formiddagen vil temperaturen mange steder komme op omkring 25 graders varme.
De høje sommertemperaturer er dog ledsaget af en del skyer og vil mest af alt føles lummert. Kun Bornholm kan se frem til en skyfri himmel i formiddagstimerne.
Her rammer tordenbygerne
I eftermiddag stiger temperaturen fortsat, hvilket vil være afgørende for dannelsen af eftermiddagens kraftige tordenbyger.
Med undtagelse af Bornholm, hvor solen fortsat vil skinne uafbrudt, er der udsigt til en eftermiddag med spredte tordenbyger, der lokalt kan give skybrud.
På TV 2 VEJRETs radar kan du dagen igennem følge med i, hvor de kraftige byger befinder sig.
Temperaturen forventes at toppe med mellem 25 og 29 graders varme. Lokalt kan man måske komme op og runde de 30 grader på kviksølvet.
Det vil i så fald udløse en såkaldt tropedag, der er defineret ved 30 grader eller derover. Størst mulighed for en tropedag er i Nordsjælland.
Søndag aften er der fortsat risiko for spredte tordenbyger. Det gør sig især gældende over de østlige landsdele.
Ellers er der udsigt til en aften med knap 20 graders varme, lidt sol hist og pist og spredte regnbyger.