Valgren ude resten af sæsonen efter grimt styrt
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Michael Valgren er ude resten af sæsonen, efter han i juni styrtede ud over en skrænt.
Der venter den nordjyske cykelrytter Michael Valgren en lang pause, efter han kort tid inden Tour de France var udsat for et alvorligt styrt.
Til TV 2 SPORTs cykelekspert Christian Moberg har den danske EF Education-Easypost-rytter fortalt, at han har kørt sit sidste cykelløb i denne sæson.
- Jeg skulle lige høre Michael, hvordan det gik. Han har været igennem nogle forskellige operationer, og meldingen er, at han er ude i seks måneder fra nu. Det er selvfølgelig triste nyheder. Han har i hvert fald tre måneder uden cykel nu.
- Han sendte også nogle billeder. Det er næsten ikke for børn. Han er blevet åbnet nede ved knæet, på hoften og hen langs låret for at få ordnet de her skader, siger Christian Moberg under kommenteringen af Tourens 4. etape.
Beskadigede knæ og hofte
Michael Valgrens sæson blev ødelagt, da han under det franske etapeløb Route d’Occitanie styrtede ud over en skrænt på en nedkørsel og faldt ned på et sted, hvor han skulle hentes op med et reb.
På Twitter skrev danskerens hold, EF Education-Easypost, efter etapen, at Valgrens hofte var gået af led, knæet var beskadiget, og han havde pådraget sig et bækkenbrud under styrtet.
Fra hospitalssengen havde danskeren samme aften overskud til at give en opdateringen på Instagram. Her skrev han, at han tog en chance på nedkørslen, og at det var hans egen fejl.
Michael Valgren har kontrakt med EF-holdet til og med næste sæson.