Tørke kan koste dansk landbrug seks milliarder kroner
Foto: Ib William Christensen
Tørken er nu så slem, at den risikerer at koste landbruget milliarder.
Sidst Danmark var ramt af en lignende tørke var i 1992. Her faldt landbrugets arealudbytte med 23 procent.
Sig "Sommeren '92" og de fleste vil drømme sig tilbage til sejr på Nya Ullevi, fest på Rådhuspladsen og hvad der ellers fulgte med Danmarks overraskende sejr ved Europamesterskaberne i fodbold.
Men nævn "Sommeren '92" for landbruget og smilet vil stivne.
1992 var nemlig det seneste år, hvor Danmark blev ramt af alvorlig tørke. Fra den 12. maj og helt indtil den 10. juli faldt der stort set ingen regn i Danmark, og det fik store konsekvenser for de danske landmænd det år.
Peder Enggaard fra Tommerup på Fyn var både landmand dengang og i dag. Og han ser flere paralleler mellem den tørre sommer fra 26 år siden, og den tørke der har lagt sig som en dyne over Danmark siden maj måned.
- Jeg frygter, at det bliver værre i år, hvis det her fortsætter helt til Sankt Hans.
Flere af hans afgrøder som eksempelvis vårbyg lider hårdt under den manglende nedbør.
- Jeg regner med at have tabt mellem 800.000 og en million kroner, som det ser ud i dag. For hver ny solskinstime bliver det kun værre, siger han.
Frygter tab på 6 milliarder kroner
I 1992 var landet så tørt, at Sankt Hans-aften flere steder i landet måtte fejres uden bål, da der for længst var indført afbrændingsforbud. Landbrugets arealudbytte faldt desuden med 23 procent i forhold til årene før.
Skulle tørken give samme udfald i udbyttet i år som i 1992, og kommer der ikke prisstigninger på verdensmarkedet, vil det samlede tab lyde på omtrent seks milliarder kroner. Et tal som bakkes op ad forskere fra Københavns Universitet.
Troels Toft er sektordirektør i Seges, Videnscenteret for landbrug og fødevarer, og ifølge ham er udsigten for dansk landbrug dyster:
- Vi har haft den varmeste maj i alle de år, Danmarks Meteorologiske Institut har målt, og i modsætningen til sommeren 1992 har vi et vandunderskud, der er cirka en halv gang højere nu.
Sommerferie aflyst
Troels Toft peger desuden på, at tørken falder tidligt på året. Det har betydning for afgrødernes evne til at vokse.
- Der mangler vand til både hvede, byg og raps. Det betyder, at kernestørrelserne bliver for små og det samme med udbyttet. Det er meget, meget alvorligt og grænsende til at være katastrofalt, siger han og kalder det overhængende sandsynligt, at flere landmænd går konkurs på grund af den tørre sommer.
På gården i Tommerup har tørken ikke kun haft konsekvenser for Peder Enggaards forretning, men også familien.
- Jeg har aflyst sommerferien med familien, da vi er nødt til at høste om fire uger. Der bliver ingen ferie, siger han.