Tidligere drabschef hæfter sig især ved én særlig detalje i anklageskrift
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Drabschef Jens Møller Jensen.
Anklageskriftet får tidligere drabschef til at spekulere i, hvilke nye spor politiet har i sagen om den dræbte Mia Skadhauge Stevn.
Et anklageskrift kaster nyt lys over, hvad politiet mener, der skete med Mia Skadhauge Stevn, efter at hun satte sig ind i en mørk bil i Aalborg tidligt om morgenen 6. februar sidste år og forsvandt.
Af anklageskriftet, som TV 2 har fået aktindsigt i, fremgår det blandt andet, at en 37-årig mand er tiltalt for at have voldtaget og dræbt den 22-årige.
Manden er desuden tiltalt for usømmelig behandling af lig.
Det er i stor modsætning til, hvad der kom frem ved grundlovsforhøret
Jens Møller, tidligere drabschef
Tidligere drabschef Jens Møller hæfter sig dog ved en anden detalje i anklageskriftet.
Indsnævret tidspunkt
Hidtil har det lydt fra politiet, at Mia Skadhauge Stevn blev dræbt i tidsrummet fra, at hun gav sit sidste livstegn søndag 6. februar klokken 06.09 og frem til, at den 37-årige mand blev anholdt onsdag formiddag.
Men i anklageskriftet lyder det, at drabet skal være begået søndag i tidsrummet fra klokken 06.09 til 15.00.
- Tidspunktet er indsnævret, og det er i stor modsætning til, hvad der kom frem ved grundlovsforhøret, for der var en lang periode helt fra søndag morgen klokken 6 og frem til umiddelbart inden anholdelsen onsdag klokken 11.20, siger Jens Møller til TV 2.
Det er altså i det tidsrum, at den 37-årige skal have udsat Mia Skadhauge Stevn for flere seksuelle overgreb under anvendelse af vold og trusler om vold.
I løbet af samme tidsrum slog han hende ihjel blandt andet ved kvælning, mener politiet.
Muligvis nye spor
Efter drabet parterede manden, ifølge anklageskriftet, ofret med flere forskellige redskaber og spredte ad flere omgange ligdelene i et skovområde ved Dronninglund Storskov.
Det er sket mellem drabstidspunktet 6. februar og frem til 9. februar klokken 11.20, mener politiet.
Anklageskriftets mere specifikke afgrænsning i tid – at det var frem til klokken 15 søndag – får Jens Møller til at spekulere i, hvilke nye spor politiet har i sagen.
- Man må have noget at hænge det tiltalepunkt op på. Det kan skyldes en forklaring fra tiltalte eller eksempelvis billeddokumentation, siger Jens Møller.
Nægter drab
Den 37-årige mand blev anholdt sammen med sin kammerat 9. februar 2022. Kammeraten blev løsladt efter et grundlovsforhør.
Den tiltalte har siddet varetægtsfængslet siden da.
Manden er tiltalt for at have voldtaget og dræbt Mia Skadhauge Stevn, hvilket han nægter at have gjort.
Han er også tiltalt for usømmelig behandling af lig, hvilket det ifølge mandens advokat er forventningen, at han vil erkende.
Retssagen begynder ved Retten i Aalborg 7. juni, og der er afsat ni retsdage til sagen. Der ventes dom i slutningen af måneden.
Janni Pedersen analyserer sammen med tidligere drabschef Jens Møller og retskorrespondent Astrid Søndberg anklageskriftet i sagen. Se det på TV 2 PLAY.