Sverige afskaffer id-kontrollen til Danmark
Efter mere end et år med id-kontrol mellem Danmark og Sverige kan det nu snart være slut.
Sverige afskaffer id-kontrollen mellem Danmark og Sverige og skærper samtidig grænsekontrollen.
Det oplyser den svenske indenrigsminister, Anders Ygeman, og infrastrukturminister Anna Johansson på et pressemøde tirsdag eftermiddag.
Den udskældte id-kontol på busser, tog og færger fra Danmark til Sverige blev indført i slutningen af 2015 for at få en øget kontrol over flygtningesituationen. Siden er den blevet forlænget ad flere omgange, men fra og med midnat i morgen vil transportselskaberne ikke længere være pålagt at gennemføre id-kontrollen.
Tiltaget har været til stor gene for pendlere mellem Danmark og Sverige, og hundredvis af pendlere krævede sidste år 25 millioner svenske kroner i erstatning af den svenske stat.
Der har både været tale om gener i form af forlænget rejsetid og forsinkelser, og i nogle tilfælde har de svenske pendlere haft et decideret løntab, fordi de har været tvunget til at sige deres job i Danmark op.
Trafikdirektør i Skånetrafiken, Linus Eriksson, har tidligere kaldt id-kontrollen "meget kedelig" for pendlerne.
- Siden sommer har vi set, at pendlere har fundet andre løsninger, har givet op eller besluttet ikke at arbejde i Danmark. De, der ikke har noget alternativ, er tvunget til at stå det igennem hver eneste dag, sagde han i november, da Sverige forlængede kontrollen yderligere.