Supermåne vil lyse natten op
Foto: Tine Uffelmann / Seerfoto / TV 2
Arkivfoto. Sådan så supermånen ud i april 2022.
I år får vi glæden af to supermåner i samme måned, hvilket kaldes for 'Blå måne'.
Årets ottende fuldmåne finder sted i aften, men denne gang bliver det en speciel én af slagsen.
Der er nemlig tale om en såkaldt supermåne, som er en betegnelse for den fuldmåne, som falder sammen med dét tidspunkt på året, hvor Månen er nærmest Jorden.
Dette er et fænomen, der kun sker få gange i løbet af året. Og i Nordjylland vil der være gode chancer for at kunne se fænomenet klart og tydeligt i nat.
Månens afstand til Jorden er i gennemsnit 384.400 kilometer, men det varierer, fordi Månens bane om Jorden ikke er cirkelrund, men derimod ellipseformet.
Når Månen er tættest på Jorden, befinder den sig i punktet perigæum, og her er gennemsnitsafstanden mellem Månen og Jorden 'kun' 362.600 kilometer.
Under aftenens supermåne kommer afstanden til vores nærmeste nabo ned på 357.400 kilometer.
Når der er supermåne, vil Månen både være større på himlen og lyse betydeligt mere end under en gennemsnitlig fuldmåne.
Gode chancer for at se supermånen i Nordjylland
Det er bestemt ikke alle steder i landet, der bliver lige gode betingelser til at se aftenens supermåne.
Tirsdagens skydække hænger nemlig fortsat over en stor del af landet.
Bedst mulighed bliver der i den nordvestlige del af Jylland, hvor der er udsigt til en stjerneklar himmel.
Jo længere mod øst man kommer, des flere skyer vil der være på himlen.
August byder på 'Blå måne'
Modsætningen til en supermåne er en mikromåne, hvilket er det tidspunkt, hvor Månen er længst væk fra Jorden, mens der er fuldmåne. Dette kunne observeres ved årets anden fuldmåne 5. februar.
Når man sammenligner de to tilsyneladende størrelser med hinanden, vil Månen under en supermåne fremstå 12 procent større end under en mikromåne.
I astronomiens verden er en supermåne som en storm i et glas vand, der generelt ikke får meget opmærksomhed. Men for dem, der nyder en flot fuldmåne, kan det være en speciel oplevelse.
Næste gang der er supermåne er allerede 31. august. Dermed har vi altså to supermåner i samme måned, hvilket går under navnet 'Blå måne'.