- Stop. Hertil og ikke længere, siger Marie Bjerre om kønsdebat
LGBT+ Danmark kalder ministerens kronik for et angreb.
- Nu kan jeg ikke længere tie stille: Wokeismen er gået for langt.
Sådan lyder det fra digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre (V) i en ny kronik i Jyllands-Posten.
Der er brug for et opgør med tidens ”omsiggribende fokus på kønsidentitet”, lyder det fra ministeren.
Der bliver nødt til at være en grænse.
Marie Bjerre, digitaliserings- og ligestillingsminister (V)
Marie Bjerre mener, at debatten om kønsidentitet er kommet så langt ud, at det fjerner fokus fra de ligestillingsproblemer, vi har i Danmark.
Og hun er bekymret for de konsekvenser, som debatten kan medføre.
- Vi bliver nødt til at have et samfund, hvor det er politisk legitimt at sige mænd og kvinder. Det er derfor, jeg skriver min kronik. Det er for at råbe op og sige: Stop. Hertil og ikke længere, lyder det fra Marie Bjerre i ’Go’ morgen Danmark’.
Minister: - Det kammer over
Ifølge ministeren er det blandt andet de seneste historier og debatter om provokatørkunstneren Ibi-Pippi, der har fået foretaget et juridisk kønsskifte, som har fået hende til at skrive kronikken.
Ibi-Pippi har ønsket at afsone sin dom for en hærværkssag i et kvindefængsel og har medvirket i en undersøgelse af kvinders overgangsalder.
Og det, mener ministeren, er eksempel på, at debatten om kønsidentitet er kørt af sporet.
- Vi skal tage et hensyn til mindretallet, men det hensyn må jo aldrig gå derhen, hvor det overtrumfer hensynet til flertallet, siger hun.
Hvad vil det sige at være woke?
Ordet woke betyder direkte oversat at være vågen. Wokeness, eller det at være woke, signalerer en social bevidsthed og en politisk opmærksomhed på bestemte samfundsgruppers privilegier og undertrykkelse af andre grupper.
Woke er et identitetspolitisk og aktivistisk begreb, som bruges til at betegne en oplevet social, køns- eller racemæssig uretfærdighed.
Kilde: Den Store Danske
Derudover henviser Marie Bjerre til andre eksempler fra sportens verden, hvor kønsdebatten også har været et tema den seneste tid.
- Der bliver nødt til at være en grænse. Man skal ikke frygte, at man som kvinde skal til at konkurrere mod mænd, lyder det fra ministeren.
Er der nogle konkrete danske eksempler på din pointe?
- Der er Ibi-Pippi-eksemplet, men heldigvis er der jo ikke andre danske eksempler.
Men hvorfor er det så et problem?
- Fordi det ikke må komme dertil. Det må ikke komme dertil, at det kammer over. Jeg tror, at det er enormt trygt for den danske befolkning, at vi har en ligestillingsminister, der siger, at der skal vi ikke hen. Jeg tror, at langt de fleste er bange for det stigende fokus på debatten om kønsidentitet, lyder ministerens svar i ‘Go’ morgen Danmark’.
Jeg mener ikke, at det er et angreb på en gruppe. Tværtimod.
Marie Bjerre, digitaliserings- og ligestillingsminister (V)
Kronik får kritik
Ministerens kronik har fået flere til at reagere på sociale medier.
Blandt andre har organisationen LGBT+ Danmark kaldt ministerens kronik for et angreb.
- At en ansvarlig minister tromler hen over en minoritet uden at lytte til de involverede borgere, empiri og viden, er særlig beklageligt. Kronikken er et uacceptabelt angreb på nogle af de mest sårbare i vores miljø i en uge, hvor vi ellers fejrer fremskridt og sammenhold, skriver LGBT+ på det sociale medie X.
Ministeren afviser dog kritikken.
Formålet med kronikken er at sætte fokus på, hvordan nogle sager kan overskygge de reelle ligestillingsproblemer, siger hun.
- Jeg mener ikke, at det er et angreb på en gruppe. Tværtimod. Mit ærinde er netop at sætte fokus på, hvad LGBT+-sagen handler om og fokusere på den, lyder det fra Marie Bjerre i ’Go’ morgen Danmark’.
Hvis debatten får lov til at tage yderligere fart, kan sager og debatter om LGBT+-rettigheder miste opbakning fra den almene befolkning, mener hun.
Der findes kun to køn, siger minister
Ministeren understreger, at folk selv må bestemme, hvad de identificerer sig som, men hun mener, at der grundlæggende kun findes to biologiske køn.
Og det, mener hun ikke, bør være et stort diskussionsemne.
Hvis udviklingen forsætter, frygter hun, at det kan få konsekvenser.
- Heldigvis, så er der ikke en biologisk mand, mig bekendt, der har krænket kvinder i et omklædningsrum, i et dameomklædningsrum eller i et kvindefængsel, heldigvis, fordi det mener jeg godt, at man kan frygte, at det er på vej derhen, siger Marie Bjerre.