Statsrevisorerne i kritik af PFAS-håndtering: - Danskerne har været udsat for en unødig risiko
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord
Foreløbigt er det havskum, der er hovedmistænkt for at bringe PFAS i råvandet.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) ser med stor alvor på kritikken fra Rigsrevisionen.
Nordjylland er et af de hårdest ramte områder på landsplan, hvad angår PFAS.
Nu kritiserer statsrevisorerne Miljøministeriets og Forsvarsministeriets indsats i perioden 2007-2021.
Indsatsen har været så utilstrækkelig og langsommelig, at miljøet og danskernes sundhed har været udsat for en unødig risiko, lyder det blandt andet i kritikken.
Rigsrevisionen konkluderer i sin beretning til Statsrevisorerne, at Miljøministeriets og Forsvarsministeriets indsats mod PFAS i perioden 2007-2021 har været "meget utilfredsstillende".
Minister vil have et "tværgående servicetjek"
Miljøminister Magnus Heunicke (S) siger, at han tager kritikken fra Rigsrevisionen om at begrænse brugen og udledningen af giftige PFAS -stoffer alvorligt.
- Vi skal være helt sikre på, at vi har fået rettet op på alle de fejl i myndighedernes håndtering af PFAS, som Rigsrevisionen har påpeget.
- Derfor igangsætter vi nu et tværgående servicetjek af de relevante miljømyndigheder, der har med PFAS at gøre, siger Magnus Heunicke til Miljøministeriets hjemmeside.
På baggrund af kritikken fra Statsrevisorerne kalder SF nu miljøministeren i samråd.
- Rigsrevisionens kritik er alvorlig, og jeg er ret oprørt over, hvor meget Miljøministeriet faktisk har svigtet sit ansvar i den sag her, siger miljøordfører Carl Valentin (SF) i en pressemeddelelse.
- Udbredelsen af PFAS har potentielt store konsekvenser for menneskers sundhed, og stoffernes påvirkning på naturen kender vi stort ikke til endnu.
PFAS er en samlet betegnelse for mindst 10.000 forskellige fluorholdige stoffer, som begyndte at blive brugt i 1950'erne. Stofferne er stabile, svært nedbrydelige og er vand- og fedtskyende. PFAS anvendes i for eksempel imprægneringsmidler, elektronik, tekstiler og maling.
Helbredseffekter af PFAS
PFAS-kemikalier er ikke akut giftige, men stofferne kan medføre negative helbredseffekter, hvis man udsættes for dem over lang tid.
Forøget risiko for nyrekræft og testikelkræft
Nedsat vaccineeffekt hos børn
Forhøjede kolesteroltal
Forandringer i leverenzymer
Mindre fald i fødselsvægt
Øget risiko for højt blodtryk hos gravide
Kilde: CDC