Statens Serum Institut på vej med "lovende" vaccine
Foto: Region Nordjylland
Personale står klar ved regionens hospitaler til at teste endnu flere end før for COVID-19.
For at vinde tid vil forskerhold begynde tests på aber, indtil vaccinen bliver godkendt til mennesker.
Hele verden arbejder på højtryk for at finde en vaccine mod den smitsomme coronavirus, herunder også Statens Serum Institut i Danmark.
Og det har nu ført til, at instituttet kan fremlægge en vaccinekandidat. Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
Kandidaten, som har fået navnet CoVAXIX, er indtil videre blevet testet på mus med stor succes, og Statens Serum Institut kalder vaccinen "lovende" i en pressemeddelelse.
Neutraliserer covid-19
Tests viste, at vaccinen fremkalder antistoffer, der neutraliserer covid-19 med samme eller større styrke end de fleste mennesker, der er blevet immune efter en infektion.
- Vaccinen fremkalder desuden celleimmunitet, der beskytter mod sygdom ved at eliminere virusinficerede celler. Det er meget ønskeligt for vacciner, men langt fra alle vacciner er i stand til det, lyder det fra chefvirolog og professor Anders Fomsgaard, der har ledet udviklingen, i meddelelsen.
- Både neutraliserende antistoffer og celleimmunitet er vigtige for kroppens evne til at blokere og beskytte mod en fremtidig covid-19 infektion. Og celleimmuniteten er afgørende for kroppens evne til at bremse virusproduktion og virusudskillelse, så man begrænser både covid-19 sygdommen og gør, at man ikke smitter andre.
Forsøg på aber
Vaccinen er klar til at blive prøvet på mennesker, men det er en proces med store sikkerhedskrav - og det tager tid. Men forskerholdet håber, at de kan speede processen op.
- For at vinde tid ønsker vi at sætte gang i et abeforsøg nu, der kan vise, om aberne bliver beskyttet mod efterfølgende smitte med covid-19 virus eller ej, siger Anders Fomsgaard.
Samtidig skal der produceres nok af CoVAXIX til indledende forsøg på mennesker i fase 1, som forventes at kunne starte sidst i efteråret 2020 eller i begyndelsen af 2021, og til den fortsatte fase-2 afprøvning. Den er der dog ikke finansiering til endnu, lyder det.
Vaccinen er en såkaldt DNA-vaccine, hvilket vil sige, at den klargør mennesket immunsystem til at bekæmpe sygdommen, ved at udsætte den for en lille del af virussen - det er dermed mere sikkert, fordi den så ikke er smitsom.