Sportspar overvældet af reaktioner - sprang ud efter otte års tavshed
Foto: Kresten Mosbæk Gravesen / TV2 Nord
Det vælter ind med lykønskninger til badmintonparret Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, efter at de er stået frem som kærestepar.
Det er ikke kun på banen, at badmintonduoen Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl danner par.
Tirsdag stod de for første gang offentligt frem i 'Go' morgen Danmark' og fortalte, at de har været kærester gennem otte år.
Allerede få minutter efter at Christinna Pedersen og Kamilla Rytter havde været på tv for at fortælle om deres kærlighed til hinanden, strømmede det ind med lykønskninger fra folk.
Det er overvældende, fortæller Kamilla Rytter Juhl.
- Det er fedt. Det er en dejlig fornemmelse at gå herfra med det største smil. Det gjorde vi også sidste gang, da vi havde vundet en OL-medalje, men jeg er på en eller anden måde endnu gladere lige nu, lød det videre fra badmintonspilleren umiddelbart efter interviewet i 'Go' morgen Danmark'.
- Vi har jo fulgt med på de sociale medier, og hvad folk skriver, og nogle skriver, at de har da vidst det i lang tid, mens andre skriver: "Gud, det er jeg da slet ikke klar over", siger Christinna Pedersen.
Deres fælles hemmelighed har de dog kun delt med familie, venner og kollegaer.
Faktisk har de holdt forholdet mere eller mindre hemmeligt for offentligheden i otte år, lyder det.
Årsagen er, at de ikke ville have, at det skulle stjæle fokus eller forstyrre deres sportslige præstationer, men det er slut nu.
- Nu tager jeg Kamilla i hånden, når vi går her fra Tivoli, og så hygger vi lige en times tid, inden vi står i vores badmintontøj ude i Brøndbyhallen igen, siger Christinna Pedersen.