Rigsrevisionen skal undersøge ministres brug af kreditkort
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Rigsrevisionen skal undersøge, hvor mange ministre der har misbrugt kreditkort.
Rigsrevisionen skal kulegrave ministres brug af betalingskort. Det blev besluttet på et møde hos Statsrevisorerne mandag.
Undersøgelsen omfatter alle ministre fra 2022 og tilbage til 2015.
Rigsrevisionen skal altså konkret have indsigt i kontoudtog fra både nuværende og tidligere ministres tjeneste-betalingskort.
Statsrevisorerne har blandt andet bedt om svar på, hvor udbredt det er, at ministre får et betalingskort – og om de bliver brugt i overensstemmelse med reglerne?
Undersøgelse af ministeriers og ministres brug af betalingskort
Statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen om at undersøge ministeriers og ministres brug af betalingskort fra 2015 til 2022:
- Hvor mange chefer og medarbejdere i ministerierne har et betalingskort, og bruges det i overensstemmelse med reglerne?
- Hvor ofte bliver betalingskortet brugt til ikke godkendte formål?
- Hvor udbredt er det, at ministre får betalingskort? Og hvad er begrundelsen for, at en minister har fået et betalingskort?
- Hvilke regler gælder for ministre? (Reglerne omfatter som udgangspunkt chefer og medarbejdere i staten)
Kilde: Statsrevisorerne
Prehn tog regningen
Undersøgelsen er sat i værk efter megen omtale af minister for landbrug, fiskeri og fødevarer Rasmus Prehns (S) brug af sit ministerkort.
Ekstra Bladet har beskrevet, at fødevareministeren har brugt sit ministerkort til at lægge ud for private værtshus- og restaurantbesøg. Han har tre gange tilbagebetalt beløbene fra sin private konto.
Mediet Frihedsbrevet har også beskrevet, at Prehn i sin tid som fungerende kulturminister i 2019 brugte sit tjenestekort til at betale 59 kroner for en tube superlim til at reparere sit knækkede brillestel.
Dem har ministeren også betalt tilbage.
Men det er altså i strid med reglerne, har Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, vurderet over for avisen.
- Der er ikke en mulighed for, at man giver en omgang øl på et værtshus og så betaler selv efterfølgende. Det er ikke meningen, at det offentlige skal agere bank eller kassekredit for offentligt ansatte, lød det fra professoren.
Ifølge Ekstra Bladet har kun fire ministre i den nuværende regering fået udleveret et tjenestekort.
Erkender hjerneprut
Det er også kommet frem, at Rasmus Prehn har skrevet forkert navn på et bilag efter et restaurantbesøg i 2020.
På bilaget står journalist fra Nordjyske Stiftstidende Søren Wormslevs navn, men han har aldrig spist middag med ministeren, fastslår han overfor Ekstra Bladet.
Rasmus Prehn har beklaget fejlen og kaldt den "en hjerneprut". Men han har ikke ønsket at svare på, hvem det så var, han spiste den middag med.
Statsrevisorer kan udtale kritik
Statsrevisorerne er seks politikere, der er udpeget af Folketingets partier, til at overvåge, at skatteborgernes penge bliver brugt i overensstemmelse med, hvad Folketinget har besluttet.
I øjeblikket er Klaus Frandsen (R), Frank Aaen (Ø), Henrik Thorup (DF), Mette Abildgaard (K), Leif Lahn Jensen (S) og Troels Lund Poulsen (V) statsrevisorer.
Det er dem, der på et møde mandag indstillede til Rigsrevisionen, at der skal foretages en undersøgelse.
Rigsrevisionen er en uafhængig institution under Folketinget, der undersøger, om statens midler bruges effektivt, og som Folketinget har besluttet.
Undersøgelsen bliver sendt til Statsrevisorerne, som derefter skal vurdere, om den giver anledning til at udtale kritik.
Sådan en undersøgelse tager ofte mindst et halvt år at lave. Det er derfor ikke sandsynligt, at der vil komme et resultat før det forestående folketingsvalg.
Det har indtil videre ikke været muligt at få en kommentar fra regeringen.