Region Nordjylland udfører tvivlsom operation tre gange så ofte som i resten af landet
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Region Nordjylland er den region, der udfører flest rygoperationer, som flere eksperter revser.
Eksperter mener, at forskelle i brugen af særlige rygoperationer viser, at der er uenighed om effekten, og hvilke patienter der skal tilbydes operationen.
Langt størstedelen af én særlig rygoperation bliver lavet på Fyn og i Jylland. Der er tale om operationen kaldet vertebroplastik, hvor man sprøjter knoglecement ind i ryghvirvler hos patienter, der lider af knogleskørhed. Formålet med operationen er at reducere deres smerter.
94 procent bliver foretaget i det jyske eller fynske, mens bare seks procent af operationerne bliver lavet på Sjælland.
Jeg synes, det er en uholdbar situation
Magnus Heunicke, sundhedsminister
Det er tegn på, at der mangler styring på området, mener Jan Hartvigsen, som er professor og forsker på Syddansk Universitet.
- Det er en vanvittig stor forskel. Det tyder på, at der er mangel på forskning, og at kirurgerne er fagligt uenige. Enten er der nogen, der opererer for lidt, eller også er der nogen, som opererer for meget, udtaler han.
Region Nordjylland udfører operation tre gange så ofte
Det er ikke kun, når man ser på vertebroplastik, at der er regionale udsving. Ved stivgørende rygoperationer, som har til formål at stabilisere ryggen ved hjælp af skruer og titanium stave for at reducere patientens smerter, er der også forskelle i brugen på tværs af regioner.
En stivgørende rygoperation kan blandt andet bruges til patienter, der har forsnævring af rygmarvskanalen, såkaldt spinal stenose, som kan give smerter i ryg og ben. Men kigger man på brugen af operationen de seneste 16 år i hver af regionerne, er der store udsving.
Jan Hartvigsen er ph.d., og han er forskningsleder i Forskningsenheden Klinisk Biomekanik på Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik Foto: TV 2
Ifølge Jan Hartvigsen vil der altid være udsving i brugen, men han mener alligevel, at det her er en stor og tilfældig variation.
- Det tyder på, at der selv i den samme region er et element af tilfældighed i, om man bliver tilbudt en stivgørende operation eller ikke. Det synes jeg ikke, vi kan være bekendt over for patienterne, siger han.
I Region Nordjylland foretager de operationen tre gange så ofte for patienter med smerter på grund af rygmarvsforsnævring som Region Hovedstaden målt per 100.000 indbyggere.
- Det er en stor forskel, og det tyder på, at man blandt kirurgerne ikke er enige om, hvornår man skal tilbyde den operation, siger Jan Hartvigsen.
Han uddyber, at der ofte er sådanne forskelle, når der ikke er solid evidens på et område, eller når klinikere ikke følger de anbefalinger og retningslinjer, der er.
- Det giver ikke mening, at man i et lille land som Danmark ikke har ensartede behandlingstilbud.
I hvert fald 20 procent af det, vi laver, er unødvendigt
Susanne Axelsen, klinisk lektor og formand for Vælg Klogt
Mikkel Mylius Rasmussen fra Dansk Rygkirurgisk Selskab er ikke enig i, at det skyldes uenighed blandt rygkirurgerne om, hvornår man skal tilbyde en operation. Han mener, at det kan forklares med, at der mangler rygkirurger, og derfor flytter behandlingsgarantien og fritvalgsordningen patienterne rundt i landet.
Tror du, det kan have noget at gøre med, at der sidder nogle kirurger et sted i landet, og tilbyder nogle behandlinger, som man ikke tilbyder i andre regioner?
- Nej, det tror jeg ikke. Som jeg er bekendt med det, så tilbyder vi patienterne lige adgang til en stivgørende rygoperation i hele landet, siger Mikkel Mylius Rasmussen.
20 procent unødvendigt
Susanne Axelsen er klinisk lektor på Aarhus Universitet og formand for Vælg Klogt, der er finansieret af Danske Regioner. Organisationens formål er at pege på områder i det danske sundhedsvæsen, hvor der bliver udført unødvendige undersøgelser, behandlinger eller procedurer.
- I hvert fald 20 procent af det, vi laver, er unødvendigt, og der er jo endda noget af det, som kan skade patienten. Patienten kan blive udsat for undersøgelser og operationer, så de får det værre, end de havde det før. Det er svært at få sundhedsvæsnet til at erkende, at det er unødvendigt, siger hun.
TV 2 har spurgt sundhedsministeren Magnus Heunicke, hvad han mener om, at 20 procent af behandlingerne i sundhedsvæsenet kan være unødvendige.
- Det, synes jeg, er et højt tal, og hvis det er rigtigt, så synes jeg, det er alt for højt. Og jeg vil nu bede Sundhedsstyrelsen om at vurdere de her oplysninger og forsøge at sige, hvordan kan vi handle på det, siger han.
Per Larsen, sundhedsordfører fra De konservative, mener, at det er på tide, at der bliver kigget på nogle af retningslinjerne på området.
- Jeg mener simpelthen, at man er nødt til at genbesøge, om vi kan gøre det her bedre. Man skal altid stille sig selv det spørgsmål i sundhedsvæsnet: Findes der nogle andre måder at hjælpe de her mennesker på end ved operation?