Regeringen forlænger coronarestriktioner
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
De nuværende restriktioner om forsamlinger stod til at ophøre søndag.
Regeringen har valgt at forlænge tiltagene om begrænsning af forsamlinger til og med 13. december 2020.
Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.
Konkret betyder det, at følgende tiltag nu forlænges:
Forsamlingsforbuddet fastholdes på maksimalt 10 personer
Forsamlingsforbuddet ved udendørs begravelser og bisættelser fastholdes på maksimalt 50 personer.
Anbefaling om maksimalt 10 personer i private hjem.
Anbefaling om social kontakt med maksimalt 10 personer.
Smitte i alle kommuner
Forlængelsen begrundes med, at der fortsat er et højt smitteniveau i Danmark.
Blandt andet fremhæves det i pressemeddelelsen, at der torsdag var smittede i samtlige af landets 98 kommuner, og at alle på nær én havde flere end 20 smittede per 100.000 indbyggere.
De nuværende restriktioner stod til at udløbe søndag.
Ikke enighed bag forlængelse
For første gang er det ikke et enigt Folketing, der står bag restriktionerne.
Torsdag aften opgav regeringen og de blå partier at nå til enighed. Blandt andet fordi, Venstre og Det Konservative Folkeparti krævede et såkaldt second opinion-panel bestående af danske og udenlandske eksperter.
Tanken var, at en sådant panel skulle udfordre myndighedernes anbefalinger.
Det huede dog ikke sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), som kaldte det "rystende" og "en farlig tilgang," da han mente, at blå blok såede tvivl om sundhedsmyndighederne.
- De lande, hvor der er en sådan politisk diskussion om de sundhedsfaglige anbefalinger, klarer sig dårligst i den her pandemi, og det har vi ikke brug for i Danmark, lød det fra ministeren.