Pedersens stop gav makkeren 'et stort chok'
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritxau Scanpix
Mathias Christiansen, der de seneste år har været spillet mixeddouble med Christinna Pedersen, var overrasket, da han hørte om sin makkers stop.
Den danske badmintonspiller Mathias Christiansen skal have en ny makker, efter Christinna Pedersen har valgt at stoppe på landsholdet.
Mathias Christiansen fortæller til TV 2 SPORT, at han fik Christinna Pedersens beslutning at vide for et par uger siden.
- Det kom som et stort chok for mig, at hun valgte at stoppe, siger Mathias Christiansen.
Christinna Pedersen blev mor for nogle måneder siden, og det har været med i hendes overvejelser om et stop på landsholdet.
Selvom Mathias Christiansen er ærgerlig over sin makkers udmelding, så forstår han samtidig beslutningen.
- Jeg er ked af og ærgerlig over det, men der er ikke noget at gøre ved det. Det er gjort efter grundige overvejelser, og derfor har jeg også respekt for hendes beslutning, siger Mathias Christiansen.
I sommer droppede Mathias Christiansen at spille herredouble for kun at fokusere på mixeddoublen med Christinna Pedersen. Det helt store mål var to år ude i fremtiden – OL i Tokyo 2020.
Og det har det været lige siden.
OL i 2020 var målet, og derfor er jeg ærgerlig over, at vi ikke skal spille hele vejen dertil. Men hvis min makker omvendt ikke kunne finde glæden ved spillet og glæden ved at tage til træning, så dur det ikke for nogen af os, siger Mathias Christiansen.
Mangler en makker
Christinna Pedersen og Mathias Christiansen spiller i denne uge den sidste turnering sammen, når de stiller op i turneringen i Schweiz.
Efter det står Mathias Christiansen tilbage uden makker, men med en fortsat forhåbning om at spille mixeddouble på højeste plan. En ny makker skal gerne være på plads hurtigst muligt.
- Jeg har brug for at skulle træne sammen med en ny makker, så vi kan få bygget noget op, og der vil snarest komme en afklaring omkring min situation, siger Mathias Christiansen.
Han fortæller, at han er i dialog med landstrænerne om en ny konstellation, men at der lige nu ikke er noget tidsperspektiv på, hvornår beslutningen bliver taget.
Svær beslutning
Christinna Pedersen fortæller til TV 2 SPORT, at hun den seneste tid har haft svært ved at finde 'den sidste gnist'.
Det går nu ud over hendes landsholdskarriere og også makkerskabet med Mathias Christiansen.
- Selvfølgelig har det været svært at tage den her beslutning forholdsvis kort før OL, men jeg synes heller ikke, jeg kan være bekendt over for nogen, at jeg ikke får givet det absolut bedste af det, jeg ved, jeg besidder. Så synes jeg, han er bedre tjent med at prøve noget nyt, siger Christinna Pedersen.
- Jeg tror bestemt på, at når han lige får ro på og får en ny makker ind under vingerne, så kommer han til at køre rigtig godt af sted, siger hun.