Oversvømmede kældre og viadukter? Torden og skybrud truer i varm weekend
Foto: Mads Hagen / Privatfoto
Arkivfoto. Lyn og torden over Nykøbing Falster.
Skybrud kan resultere i blandt andet oversvømmede kældre og viadukter. Der er også risiko for akvaplaning på vejene.
Hidsige byger venter i weekenden, der for mange danskere formentlig kommer til at stå på enten festival i Jelling, karneval i Aalborg eller afgørelsen på Superligaen i fodbold.
Uanset planerne ser især lørdag flot ud i prognoserne med masser af sol og sommerlig varme.
Kun i de sydligste egne af landet samt på Bornholm kan der i løbet af dagen trække en lokal regnbyge forbi.
Derudover bliver det en varm forårsdag med temperaturer på mellem 18 og 24 grader. Varmest bliver det i den centrale del af Jylland og i Nordsjælland.
Oven i hatten bliver det med svage vindforhold, hvilket gør dagen oplagt til udendørsaktiviteter.
Varm søndag kan ende med et brag
Også søndag bliver sommerlig, men her kan det være en god idé at holde øje med radaren. Der er nemlig risiko for kraftige tordenbyger, som måske kan resultere i lokale skybrud.
Ifølge prognoserne venter søndag en varm forårsdag med op til 25 graders varme, men modsat lørdag bliver luftmassen over Danmark noget mere ustabil søndag, hvilket giver en betydelig risiko for kraftige tordenbyger.
Ifølge prognoserne er risikoen for tordenbyger størst i Jylland i formiddags- og eftermiddagstimerne.
Tordenbygerne kan endda blive så kraftige, at der måske kan blive registreret et lokalt skybrud eller to.
Det sker, hvis der bliver målt minimum 15 millimeter nedbør på 30 minutter.
Skybrud kan resultere i blandt andet oversvømmede kældre eller viadukter, mens akvaplaning på vejene også kan forekomme.