Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Overblik: Her er de centrale punkter i ny hjælpepakke til virksomheder

Foto: Liselotte Sabro / Ritzau Scanpix

Regeringens og Folketingets partier er klar til at bruge et trecifret milliardbeløb, hvis det bliver nødvendigt, lyder det på pressemøde.

Støtte til selvstændige, fuld kompensation for udgifter til lukkede virksomheder og hjælp til rejseselskaber.

Det er nogle af tiltagene i en ny hjælpepakke til små og mellemstore virksomheder, som regeringen har landet med alle partier i Folketinget og netop præsenteret på et pressemøde i Finansministeriet.

Formålet er at hjælpe virksomheder, der risikerer at skulle dreje nøglen om som følge af coronakrisen.

- Vi er parat til at tage alle nødvendige skridt for at tage Danmark gennem coronakrisen.

Nicolai Wammen, finansminister, soc.dem.

Her er de centrale punkter i aftalen:

  • Kompensation til selvstændige og freelancere, som oplever minimum 30 procent fald i deres omsætning. Kompensationen vil udgøre 75 procent af det forventede omsætningstab, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned per ejer. Ordningen vil gælde i tre måneder fra 9. marts til 9. juni.

  • Kompensation for virksomheders faste udgifter. For eksempel kan hoteller, restauranter og flyselskaber få kompensation for udgifter som husleje og uopsigelige kontrakter, hvis de har et omsætningstab på mindst 40 procent. Det gælder for virksomheder, der har mindst 40 procent omsætningstab. Kompensationen udgør mellem 25 og 80 procent, afhængig af størrelsen på omsætningsnedgangen. Virksomheder, som regeringen har påbudt fuldt lukket, vil blive kompenseret 100 procent for faste udgifter i perioden.

  • Øget adgang til eksportkredit for små og mellemstore eksportvirksomheder. De får mulighed for at tage nye lån gennem Danmarks Eksportkredit.

  • Rammen for statsgaranterede låneordninger forhøjes for store, mellemstore og små virksomheder.

  • Offentlige indkøb i staten skal understøtte virksomhederne ved at dispensere fra en række bevillingsregler, for eksempel skal staten undlade at gøre misligeholdelsesbestemmelser gældende over for leverandører. Regeringen vil gå i dialog med KL og Danske Regioner om tilsvarende i kommuner og regioner.

  • Rejsegarantifornden styrkes med en statslig garanti på 1,5 milliarder kroner for at hjælpe rejseselskaberne. Samtidig udvides rejsegarantifondens formål, så den også yder kompensation i forbindelse med aflyste rejser.

  • Lempeligere adgang til dagpenge og sygedagpenge i tre måneder fra 9. marts til 9. juni. For dagpengemodtagere medtæller perioden ikke i de lediges dagpengeanciennitet, og personer, der har opbrugt deres dagpengeret, kan melde sig ind igen og få dagpenge frem til 9. juni. For personer på sygedagpenge, der ellers ikke ville kunne få forlænget deres sygedagpenge, vil få forlænget retten til sygedagpenge i tre måneder.

  • Bedre lånemuligheder for elever og studerende, der risikerer at miste deres job. Studerende og elever på ungdomsuddannelser får ret til at optage ekstra SU-lån for op til 6.388 kroner per måned i marts og april ud over de gældende lånemuligheder.

Kilde: Finansministeriet 

Klar med trecifret milliardbeløb

Under pressemødet understreger finansminister Nicolai Wammen (S) og partilederne, at de er klar til at bruge et trecifret milliardbeløb for at holde hånden under erhvervslivet, hvis det er nødvendigt.

- Vi er parat til at tage alle nødvendige skridt for at tage Danmark gennem coronakrisen, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Aftalen er forhandlet på plads i løbet af natten, efter regeringen onsdag kom med sit bud på en hjælpepakke.

I den forbindelse foreslog Venstre, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti at oprette en hjælpefond på 300 milliarder, men det er der foreløbig ikke indgået aftale om.

Bølge af politiske tiltag

Ud over den nye hjælpepakke har regeringen givet selvstændige erhvervsdrivende mulighed for at udskyde deres betaling af moms og B-skat.

Desuden præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) søndag en trepartsaftale, der giver et løntilskud til større virksomheder for at bremse potentielle massefyringer. Her giver staten lønkompensation på 75 til 90 procent af den løn, som virksomhederne betaler de medarbejdere, der har måttet sendes hjem som følge af coronakrisen.

Samlet set løber statens tilskud, garantier og øvrig likviditet for nuværende op i 287 milliarder kroner.


Politiets patruljer, uniformerende såvel som civile, er fortsat massivt og synligt til stede flere steder i og omkring Aalborg – og det vil man være en rum tid endnu.

Nordjyllands Politi har siden torsdag aften efterforsket intenst i det skyderi på Grønlands Torv i Aalborg, der udfoldede omkring klokken 21.13.

Her blev to mænd ramt af skud og bragt til sygehuset af et køretøj. De er begge siden blevet meldt uden for livsfare, og de pårørende er ifølge politiet blevet underrettet.

Politiets natlige efterforskning har resulteret i, at i alt seks mænd er blevet anholdt.

'Fuldstændig uacceptabelt'

Først blev to yngre mænd anholdt af politiet klokken 02.39, mens de øvrige fire, der også er yngre mænd, blev anholdt omkring to timer senere.

Både de sårede og anholdte er tilknyttet lokale bandegrupperinger. Dermed er der tale om et internt opgør i et kriminelt miljø.

- De anholdte skal nu afhøres, og vores øvrige efterforskning af sagen fortsætter på fuldt blus i den kommende tid. Vi skal have belyst de nærmere omstændigheder før, under og efter skyderiet. Alle de ansvarlige skal stilles til regnskab for deres handlinger, lyder det fra Vicepolitiinspektør Mads Hessellund, der desuden pointerer.

- Skyderi i det offentlige rum er fuldstændig uacceptabelt.

Politiet kan dog ikke, af hensynet til den igangværende efterforskning, i øjeblikket udtale sig yderligere om, hvad det er, der gør, at politiet sætter de anholdte i forbindelse med skyderiet.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen

Fortsat tilstede

Som en følge af politiets efterforskning, der fortsat kaldes omfattende, er politiets patruljer, uniformerende såvel som civile, fortsat massivt og synligt til stede flere steder i og omkring Aalborg – og det vil man være en rum tid endnu.   

- Vi har været til stede på og omkring gerningsstedet i mange timer med henblik på blandt andet gerningsstedsundersøgelse og sporsikring, ligesom vi er til stede ude på hospitalet og på flere andre lokaliteter, som vores efterforskningsskridt har ført os frem til, oplyser vicepolitiinspektøren, der desuden beder borgerne rette henvendelse i sagen til politiet på telefon 114.  


PORTRÆT: Engageret og “ikke uden et vist temperament”

Foto: Linda Suhr / Frederikshavn Kommune

Birgit Stenbak Hansen, Frederikshavns snart forhenværende borgmester, har haft politik inde på livet hele sit 57-årige liv.

Hendes far, Svend Hansen, var i imponerende 36 år frem til 1998 socialdemokratisk byrådsmedlem i Sæby. Fire år efter hans farvel, i 2002, blev Birgit S. Hansen selv valgt til samme byråd og fortsatte efter strukturreformen i byrådet i den nye Frederikshavn kommune. Det bliver med andre ord for hendes vedkommende til knap 23 år som folkevalgt. 

Det politiske tilhørssted har der aldrig været tvivl om. Hun meldte sig som 13-årig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og var elevrådsformand på skolen i Volstrup (som hun siden, som kommunalpolitiker, var med til at lukke!).

Efter studentereksamen fra Dronninglund Gymnasium uddannede hun sig i Aarhus til sygeplejerske, inden hun vendte hjem til Vendsyssel. Her virkede hun som sygeplejerske på sygehus, i hjemmeplejen og i lægepraksis, indtil politik blev en fuldtidsbeskæftigelse. 

SF skiftede side

Den nye Frederikshavn kommune, dannet af Sæby, Frederikshavn og Skagen kommuner, fik en turbulent start. Frederikshavns tidligere borgmester, Erik Sørensen (S), fik posten i den nye kommunes allerførste år, men blev i 2009 væltet af en uortodoks konstituering, der, anført af Venstre og SF, gjorde Venstremanden Lars Møller til førstemand.

Birgit Hansen var i samme periode gruppeformand og formåede op til det næste valg at smede et flertal for budgettet sammen uden om den siddende borgmester. Det klinkede til dels skårene mellem Socialdemokratiet og dets tidligere allierede SF, hvilket efter valget i 2013 sikrede Socialdemokratiet, nu anført af Birgit S. Hansen, borgmesterposten.

I et portræt af den nye borgmester hed det dengang, at hun var engageret “og ikke uden et vist temperament”. Begge dele vil de fleste skrive under på, nu da hun forlader byrådet og borgmesterposten.

Birgit Hansen har været en meget, meget synlig og udadvendt borgmester, der har vist flaget i og uden for kommunen. Hun overtog en kommunekasse, der nærmede sig bunden. Med hende for bordenden blev der skåret ned og skåret til, så økonomien blev stærkere - i hvert fald, indtil sagen om havnen nødvendiggjorde et enormt indhug i kommunekassen. 

Rekordhøje stemmetal 

Vælgerne kvitterede med meget høje personlige stemmetal. I 2017 satte 42 procent af alle vælgere i kommunen kryds ud for hendes navn, hvilket var dansk rekord. i 2021 fik hun 40 procent af alle stemmer, hvilket stadig var rekordhøjt.

Udadtil markerede hun Frederikshavn som landets første klimakommune og med projekt Energiby.

De fleste borgere kunne godt lide at have en borgmester, der sjældent havde uld i munden, men tilmed kunne være ganske skarp, når hun ytrede sig. Der blev også lagt mærke til hende og hendes gennemslagskraft i Kommunernes Landsforening, hvis bestyrelse hun i 2018 fik sæde i - og som nu ansætter hende.

Men der var også dem, der syntes, hun, som årene gik, var lidt for rap i replikken. Byrådsmedlemmer i Frederikshavn begyndte at tale om, at de følte sig mobbet. Og man kan også blandt landsdelens andre borgmestre og øvrige byrådsmedlemmer finde dem, der i diverse samarbejdsfora har følt hendes tunge som mere end rimeligt skarp. 

Netop fordi hun selv var kontant, undrede det også nogle, at hun - af alle - som en af begrundelserne for ikke at ville genopstille som borgmester - brugte de skarpe kommentarer, hun på især sociale medier var blevet udsat for. 

Læser man kommentarerne, ER de indiskutabelt voldsomme og en del, vil de fleste mene, langt over stregen. 

Da hun meldte ud, at hun ikke genopstillede, angav hun også tanker, affødt af den konservative partileder Søren Pape Poulsens bratte bortgang, som noget, der havde skubbet til hendes beslutning. Det illustrerede, at selv den mest kontante folkevalgte er et menneske med følelser. 

Borgmestre af Birgit S. Hansens kaliber har tit ikke oplagte kronprinser eller kronprinsesser. Så længe mor eller far sidder ved roret, får partifæller ofte ikke rum til at rage op. 

Hvad bliver eftermælet?

Det betød også, at man måtte uden for byrådet for at finde en ny socialdemokratisk spidskandidat i Frederikshavn i form af det erfarne, tidligere byrådsmedlem Anders Brandt Sørensen. Havde der i den nuværende byrådsgruppe været en oplagt arvtager, kunne vedkommende nu tage over. 

I stedet må kommunen nu i godt et år styres af en vikar. 

Imens afslutter man en advokatundersøgelse af sagen om havnens problemer. 

Der er afdækket artige - læs dybt problematiske - forhold i medierne, senest at en kommunal medarbejder skulle have indrømmet, at problematiske bilag bevidst var fjernet fra det, man gav aktindsigt i.

Det er svært at forestille sig, at en ansat helt af sig selv skulle have disponeret sådan - og sågar efterfølgende bad havnens administration om at følge det kommunale eksempel.

Birgit S. Hansens eftermæle vil blive, at hun var en borgmester, der håndfast og på mange måder kompetent styrede landsdelens nordligste kommune, at hun fik rekord-tilslutning fra vælgerne, og at hun i sjælden grad brændte igennem i mødet med borgerne og den øvrige omverden. Men om det alene bliver hendes eftermæle, afhænger i meget høj grad af indholdet af den igangværende advokatundersøgelse om havnesagen - og om den også afdækker en tvivlsom og magtfuldkommen håndtering af sagen fra borgmesterens side.


Minus er vendt til plus: Godt nyt for Næssundfærgen

Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Den gamle træfærge sejler også til næste år takket være stor lokal opbakning. Driften ventes at give et lille overskud i år.

Længere tids usikkerhed om fremtiden for Næssundfærgen er afløst af ny optimisme.

Færgen havde sidste år et driftsunderskud på over 400.000 kroner, men nu er det lykkedes den frivillige forening Næssundfærgens Venner at sælge støttebeviser og hente anden støtte for indtil videre 340.000 kroner.

- Som det ser ud nu, kommer vi ud med et lille overskud på årets regnskab, og det står fast, at vi også sejler til næste år, siger formanden for Næssundfærgens Venner, Martin Hvass.

Næssundfærgen, der forbinder de sydlige dele af Mors og Thy, har været foreningsejet siden 2016. Der er tale om Limfjordens sidste træfærge, og Næssundfærgens Venner har oplevet en stor vilje til økonomisk støtte. 

Hvis redningsplanen ikke var lykkedes, ville konsekvensen have været at afskedige personalet og indstille sejladsen.

- Næssundfærgen er et stykke kulturhistorie, og det er dejligt at mærke, at så mange bakker op. Det motiverer os frivillige til at fortsætte arbejdet, siger Martin Hvass.

Håber på flere lastbiler

Den 60 år gamle færge benyttes blandt andet af turister, pendlere og vognmænd, der ellers skulle ud på en længere omvej over Vilsundbroen. Formanden har en teori om, at der kan komme flere lastbiler til næste år, når kilometerafgiften træder i kraft.

Samtidig tjener færgen også et kulturelt formål, blandt andet gennem flere aftenture, og Martin Hvass ser gerne, at færgen i højere grad kan udvikle sig til et samlingspunkt for lokale aktiviteter.

Hvornår Næssundfærgen genoptager sejladsen efter vinterpausen, er endnu ikke besluttet.

Det vil ske på et bestyrelsesmøde 31. oktober, hvor man også skal drøfte et forslag om at forhøje kontingentet for foreningens knap 400 betalende medlemmer fra 250 til 300 kroner - hvis det skal gennemføres, skal det vedtages af en ekstraordinær generalforsamling.


Kig op! God chance for nordlys torsdag aften og nat

Foto: Foto: Arturs Pirazkov / Seerfoto

En kraftig solstorm rammer jorden netop nu.

Der skulle være gode chancer for at fange nordlys torsdag aften, hvis ellers vejret tillader det.

En kraftig solstorm rammer jorden netop nu, og der skulle være gode chancer for at se fænomenet med det blotte øje.

Det smukke himmelfænomen bærer også det latinske navn aurora borealis, hvor aurora står for polarlys, som er en fællesbetegnelse for nordlys og sydlys.

Normalt kan man i Danmark kun se nordlys som et gråt 'slør' henover himlen eller et svagt, ulmende lys mod nord.

Men torsdag aften og natten til fredag, forventes det at kunne ses med det blotte øje.

I Facebookgruppen 'Nordlys varsel i Danmark' har flere brugere torsdag aften allerede tilkendegivet, at de har kunnet se det flotte fænomen.

Nordlysvarsel i Danmark

Har du selv lyst til at følge med i, hvornår der varsles om nordlys, kan du med fordel følge Facebook-gruppen Nordlysvarsel i Danmark.

Gruppen drives af Jannik Holgersen i samarbejde med nogle nordlyseksperter.

Her er det muligt at dele billeder af nordlys (og kun nordlys) fra Danmark og blive varslet, når der er nordlys på vej.

Det er Danmarks største nordlysvarselgruppe med næsten 250.000 medlemmer.

Solens aktivitet på sit højeste i 20 år

Nordlys befinder sig over de arktiske områder i den såkaldte ionosfære i mellem 90 og 500 kilometers højde.

Lyset udløses af elektrisk ladede partikler fra Solen, der rammer Jordens magnetfelt i forbindelse med kraftige eksplosioner i Solens øvre atmosfære. Disse eksplosioner kaldes også for solstorme.

De elektrisk ladede partikler går i forbindelse med ioniserede atomer og udsender det fluorescerende lys, som kan ses på himlen.

Nordlys dannes af ladede partikler fra Solen, der rammer ind i Jordens magnetfelt og dermed danner de smukke farver på himlen. Foto: Jonas Damsbo

Farverne afhænger af, hvilke stoffer der påvirkes. Den mest normale farve er grøn, hvilket udløses af iltatomer. Rødlige farver udløses af ioniseret nitrogen.

Ifølge det amerikanske vejragentur NOAA, som har en rum-vejrafdeling, er Solens aktivitet på sit højeste niveau i omkring 20 år.

Derfor ser vi i øjeblikket flere solstorme end normalt, hvilket betyder, at chancerne for at se nordlys herhjemme er større.


Endnu en trækker sig ovenpå botilbuds-ballade

Problemerne på botilbuddet på Åge Holms Vej har givet medarbejderflugt og nu trækker den politisk ansvarlige sig også.

Fyrede, stoppede og fritstillede chefer og ledere i Hjørring Kommune - alle med forbindelse til botilbuddet Aage Holms Vej.

Og nu trækker den politisk ansvarlige i socialt-, ældre- og handikapudvalget, venstremanden Claus Højrup, sig også.

- Det er jo en stor og betydende sag, og Claus har nok vurderet, at hans person bliver kædet sammen med nogle af de problemer, der har været derude. Det synes jeg, er voksent og ansvarligt, siger borgmester Søren Smallbro (V) med henvisning til problemerne på botilbuddet.

For efter anklager om mistrivsel og utilfredse pårørende, har botilbuddet været ramt af medarbejderflugt. Senest blev der i august vedtaget en handleplan, der skulle rette om på problemerne.

TV2 Nord har i dag ikke kunnet komme i kontakt med Claus Højrup, efter det onsdag kom frem, at han trækker sig som udvalgsformand. Han har hverken besvaret mobilopkald eller sms.

- Når man som politiker bliver koblet sammen med forvaltningsopgaverne, bliver perspektiverne ofte forvansket, og derfor er det bedst med en udskiftning på posten, har han tidligere torsdag sendt ud i en pressemeddelelse.

Se hele indslaget her.

Ny formand skal genoprette

Claus Højrup mener også, at det for borgerne nogle gange kan være svært at skille det politiske fra det forvaltningsmæssige, og at det blandt andet er derfor, han har truffet beslutningen om at trække sig.

- Vi må bare erkende, at der er nogle problemer derude, og dem er vi i fuld gang med at håndtere og løse. Det er mere omfattende, end vi først havde antaget, så det bliver en genopretningsplan. Og det er det, vi går ombord i, siger borgmester Søren Smallbro (V).

Ny formand for social-, ældre- og handikapudvalget bliver Claus Højrups partikollega fra Venstre, Lone Olsen. Foran venter en stor oprydningsproces på botilbuddet Aage Holms Vej.

- Den bliver jo lang vej. Det er jo ikke noget, vi løser hen over natten. Det siger sig selv. Jeg forventer, at vi får ro og styr på den institution, men det vil tage noget tid, det kan jeg lige så godt indrømme, siger hun.

Venstres rokade på udvalgsposterne skal først endelig godkendes i byrådet 30. oktober, men ifølge borgmester Søren Smalbro er det bare en formalitet.

Den afgående formand Claus Højrup skal i stedet være næstformand i børne- fritids- og undervisningsudvalget.