Nyt kontakttal giver mulighed for kontrolleret genåbning, oplyser Heunicke
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyser, der er mulighed for kontrolleret genåbning.
Den britiske coronavariant B117 vinder stadig frem i Danmark, lyder det fra sundhedsministeren.
Kontakttallet for den generelle coronaepidemi er beregnet til 1,0, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.
Dermed er der grundlag for yderligere kontrolleret genåbning, lyder det.
Kontakttallet er beregnet til 1,0. Betyder at epidemien i DK ikke er i vækst. Dermed har vi grundlaget for yderligere kontrolleret genåbning. Vores sekventering viser at B117 nu udgør 80% af epidemien, og med et kontakttal på 1,14 vinder den stadig frem (data tom 28/2) #COVID19dk pic.twitter.com/pXOurN0uZL
— Magnus Heunicke (@Heunicke) March 9, 2021
- Vores sekventering viser, at B117 nu udgør 80 procent af epidemien, og med et kontakttal på 1,14 vinder den stadig frem, skriver sundhedsministeren.
I forrige uge var det samlede kontakttal på 0,9.
Kontakttallet er en matematisk beregning, hvor man forsøger at estimere, hvor smitsom en virus er.
Kontakttallet er et gennemsnit af det antal personer, som en smittet person estimeres at sende smitten videre til. Når kontakttallet et 1,0, giver 10 personer i gennemsnit smitten videre til 10 andre.
- Det betyder, at epidemien i Danmark ikke er i vækst, uddyber Magnus Heunicke i sit tweet.
Også direktøren i Statens Serum Institut (SSI), Henrik Ullum, mener, at der med de nuværende smittetal er mulighed for en "forsigtig genåbning".
- Vi har eksperter, der sidder og regner. Jeg håber, at der snart bliver plads til noget mere genåbning, siger Henrik Ullum til TV 2.
Drøftelser om videre genåbning
Siden den første, spæde genåbning 1. marts har statsministeren ført bilaterale drøftelser med Folketingets partier om de videre planer.
Det er især de større elever i grundskolen, som har været på partiformændenes dagsorden.
Børne- og Undervisningsministeriet skriver på sin hjemmeside, at en yderligere genåbning på skoleområdet ventes at kunne ske omkring 15. marts, hvis smittesituationen tillader det.
Det er en forudsætning for genåbningen, at elever over 12 år og ansatte løbende testes.