Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nyegaard begræder skade: - Stopper det aldrig?

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mads Hoxer kommer ikke til at få flere minutter på banen denne sæson. Han skal opereres senere på ugen.

Mads Hoxer har pådraget sig en skade på menisken, og det kræver en operation.

Den unge bagspiller er dermed ude for resten af sæsonen, og således vil Aalborg Håndbold mangle en vigtig spiller.

TV 2 Sports håndboldekspert Bent Nyegaard ærgrer sig over de nye problemer for aalborgenserne.

- Når jeg tænker på dem, har jeg lyst til at sige: "Stopper det aldrig?". Jeg mindes ikke i nyere tid at have set et hold, en klub, være ramt af så mange skader og fraværsproblemer. Det er fuldstændig ude i hampen.

- Det er en stor svækkelse, men de kan ikke gøre andet end at kæmpe for tingene.

Mikkel Hansen er fortsat sygemeldt, Aron Pálmarsson døjer med en lårskade, og Jesper Nielsen har problemer med skulderen.

Felix Claar, Lukas Sandell, Martin Larsen, Andreas Flodman, Buster Juul og Sebastian Barthold har alle siddet ude i kortere eller længere perioder den seneste tid.

Trods den ærgerlige situation peger Bent Nyegaard på et lyspunkt, der har fået nordjyderne gennem perioder med mange ukampdygtige spillere.

- Holdets store fortjeneste er, at det i særklasse er den klub, der bruger flest lønkroner på at have spillere, og det redder dem et eller andet sted. Grunden til at de stadig er med i kampen om medaljer, og har vundet grundspillet, er fordi, at de har den brede trup, de har.

Godt dækket ind på positionen

Mads Hoxer er Aalborg Håndbolds topscorer i Herreligaen denne sæson. Derfor vil de danske vicemestre også mangle en særdeles vigtig herre på positionen som højre back – men her er klubben godt dækket ind, mener Bent Nyegaard.

- Det er klart, at Sandell, siden han kom tilbage, har spillet fantomkampe. Så det er vigtigt. Martin Larsen kan få betydning, for som han får flere minutter i benene, vil han kunne give mere til holdet. Han kan absolut blive værdifuld i de pauser, Sandell skal have.

Netop den gode bredde kan også være med til at "redde" Aalborg Håndbold i mesterskabskampen.

- Jeg synes ikke, at det ændrer afgørende på forskellen mellem favoritterne. GOG har også haft deres skader, men har en sæson nu her, hvor alle åbenbart kan spille hele tiden. GOG vil fortsat være min favorit til at vinde, men skaden ændrer ikke meget på den front.

Næste kamp for Aalborg Håndbold er mod KIF Kolding onsdag. Det opgør kan ses på TV 2 Sport og TV 2 Play fra klokken 19.00.


Hyldes efter 800 kampe for samme klub: - Jeg får hjemvé, hvis jeg kommer syd for Sæby

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Rivalopgøret fredag aften bliver ekstra specielt for især én spiller.

Det er en ægte klubmand, der fredag aften trækker den hvide Frederikshavn White Hawks-trøje over hovedet med det faste nummer 12 på ryggen.

Rasmus Søndergaard bliver nemlig hyldet, efter han mod Rødovre spillede sin kamp nummer 800 for ishockeyklubben - klubben, han altid har spillet i.

- Jeg har været heldig på en eller anden måde. Jeg har ikke været så meget skadet og har haft en klub, der har troet på mig og har kunnet bruge mig i mange år. Så ja, så står man her 800 kampe senere, lyder det fra hovedpersonen selv.

Siden 2017 har den 34-årige back samtidig haft den store ære at være kaptajn for Frederikshavn White Hawks, og det har han båret med stor stolthed.

Og han har aldrig haft lyst til at spille andre steder.

- Det har passer mig rigtig fint i Frederikshavn, og jeg er lidt en tryghedsnarkoman, så når jeg kommer syd for Sæby, begynder jeg at få hjemvé, siger Rasmus Søndergaard med et smil.

Se interviewet med Rasmus Søndergaard herunder:

Rasmus Søndergaard er ikke kendt for at lave de fleste point for holdet i løbet af en sæson, men han er holdspiller helt ud i storetåen på sine skøjter, og han har altid gået forrest, når der skal kæmpes om pucken på isen.

Uden for isen er Rasmus Søndergaard familiefar med tre børn, og han jonglerer også lige et fuldtidsarbejde hos Frederikshavn Kommune.

- Det kan godt være lidt hårdt, når man slår øjnene op efter et par timers søvn, men jeg synes stadigvæk, det er det hele værd, fordi jeg ved, at jeg ikke lige får muligheden igen om to år.

Han spiler desuden sammen med sin lillebror Thomas hos Frederikshavn White Hawks, men lillebror skal ikke forvente at se storebror spille yderligere 200 kampe, så han rammer de 1000 kampe..

- Arh, det tror jeg ikke, at min krop kan holde til, siger jubilaren Rasmus Søndergaard, men gør det dog klart, at motivationen til at spille videre stadig er stor.

Frederikshavn White Hawks spiller fredag aften 19.30 hjemme mod lokalrivalerne fra Aalborg Pirates. Kampen kan du følge på Metal Ligaens hjemmeside.


Presset AAU får kæmpe millionbeløb: Sådan skal pengene bruges

Foto: Aalborg Universitet

En kæmpe millionindsprøjtning falder på et tørt sted hos Aalborg Universitet.

I forbindelse med finansloven 2025 har regeringen og resten af Folketingets partiet indgået delaftaler omhandlende 5,5 milliarder kroner til forskning og innovation, der er en del af det offentlige forskningsbudget på 30,3 milliarder kroner.

I den forbindelse skal aftalen også være med til at styrke de danske universiteter, hvor der bliver afsat 500 millioner kroner til frie forsknings- og innovationsmidler til universiteterne.

Aalborg Universitet får 86 millioner kroner af de 500 millioner kroner, og det vækker glæde.

- Basismidlerne skal jo fordeles til otte universiteter, og der har vi fået godt og vel 17 procent af de samlede midler til universitetssektoren. Det kan jeg kun være tilfreds med, lyder det umiddelbare reaktion fra Per Michael Johansen, der er rektor for Aalborg Universitet.

Sådan skal pengene bruges

Rektoren begrunder en del af glæden med, at Aalborg Universitet 'kun' fylder ni procent af de samlede midler til universitetssektoren, og de 17 procent er derfor et godt stykke derover.

- Det er klart, at vi har kæmpet en del år for at få flere basismidler, fordi vi er i en situation på Aalborg Universitet, hvor vi er blevet så dygtige til at vinde konkurrenceudsatte midler, og vi er nødt til at have flere basismidler for at kunne fortsætte væksten af universitetet på forskningssiden, uddyber Per Michael Johansen.

- De har 86 millioner hjælper os med, at vi kan prioritere nogle forskningsområder og sætte nye forskningsområder i gang, som gerne skulle blive morgendagens fyrtårne inden for forskning.

Rektor hos Aalborg Universitet, Per Michael Johansen, ser frem til at bruge midler til skatteborgernes bedste. Foto: Ib William Christensen / TV2 Nord

I delaftalen fra regeringen og alle folketingets partier lægger de også vægt på, at de 'frie midler styrker universiteternes mulighed for at foretage lange, strategiske forskningsindsatser, som kan give os helt ny og banebrydende viden, der kan vende op og ned på, hvordan vi løser nogle af samfundets helt store problemer'.

Rektor hos Aalborg Universitet, Per Michael Johansen, kommer også mere konkret ind på, hvad de netop her kan bruge pengene på.

- Der er nogle områder, vi er virkelig dygtige til at trække midler hjem, og som godt kan vækste noget mere. Vi har jo et kæmpestort energiområde på Aalborg Universitet med mere end 400 forskere, som gør det supergodt.

- Vi har samtidig en demografisk udfordring i Danmark, så hele sundhedsområdet skal omstilles. Der har vi nogle forskningsområder, som kan støtte op om det. Så der er masser af steder, hvor man potentielt kan bruge pengene, og nu går vi så ind og kigger på, hvor vi får den bedste udvikling af universitetet for de midler, vi har fået, forklarer Per Michael Johansen.

Ydmyg i en presset tid

Efter nyheden om de mange millioner til Aalborg Universitet, har humøret også løftet sig på stedet.

- Det er klart, at det giver en virkelig god stemning på et universitet, der er lidt presset, som vi jo må sige, at der er rigtig mange offentlige institutioner, der er i den her tid.

- At man vælger at prioritere forskningen, er noget, vi selvfølgelig er glade for, men også ydmyge om i forhold til, hvordan situationen ser ud for mange andre offentlige arbejdspladser.

- Nu skal vi forvalte dem (pengene, red.) til skatteborgernes bedste til fremtiden. Det er sådan set det, der er vores opgave, slutter rektor hos Aalborg Universitet, Per Michael Johansen.


Kommune skærer i tilskud til museum: - Det får konsekvenser

Foto: TV2/Nord

Diskussionen er langt fra slut, mener rådmand, der efterspørger balance fra Christiansborg.

Det er ikke altid nemt at være en kulturinstitution i Danmark. Der kæmpes om midlerne, og der er sjældent nok til alle.

Det ville kulturminister Jakob Engel-Schmidt prøve at gøre op med med en ny reform. Den skal efter planen give 75 millioner kroner ekstra i statslig støtte til danske museer.

Til Kunsten i Aalborg er det planen, at støtten stiger fra 2,8 til hele 5,4 millioner kroner årligt. En glædelig nyhed for det nordjyske museum.

Der er dog et men.

For kort efter den gode nyhed har Aalborg Kommune valgt at skære i deres støtte til Kunsten med 1 million kroner næste år. Og de kommende år skærer kommunen 700.000 kroner i støtten.

- Det er jo kommet ret pludseligt, så vi har været ved at justere budgettet. Aftenåbningen alle dage får vi ikke længere penge til at holde fast i næste år, og så må vi vurdere, hvor det ellers får konsekvenser, siger direktør for Kunsten, Lasse Andersson.

Sjælland bliver forfordelt

Museumsdirektøren undrer sig over, at kommunen nu tager midler fra dem.

- Før har vi holdt møder og været enige om, at det var en god idé at forsøge at få flere penge til regionens museer. Derfor undrer vi os over, at de nu skærer i støtten, siger Lasse Andersson.

Det er der dog en god forklaring på, siger rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, Jes Lunde (RV). Og han er ganske klar i spyttet:

- Det er simpelthen fordi, vi skal have kommunens budget til at hænge sammen, og vi synes bestemt ikke, at det er særlig sjovt. Alle forvaltninger har skullet spare, og vi kan ikke frede et område, bare fordi staten ændrer sin politik, siger han.

I en mail til Politiken skriver fungerende kulturminister Christina Egelund (M), at de kommuner, der sænker deres tilskud til museer, risikerer, at det statslige tilskud også vil blive sænket.

- Det er total urimeligt, hvis man kigger på, hvor meget vi som kommune støtter med. Vi støtter med langt, langt mere end mange steder på Sjælland. Derfor synes jeg ikke, det giver mening med en strafaktion mod os. Der er stadig langt fra balance i de her ting, siger Jes Lunde.

Han fortæller desuden, at kommunen giver omtrent 12 millioner kroner i støtte til Kunsten hvert år. Og fra næste år får Kunsten som bekendt 5,4 millioner kroner i statslig støtte. Samtidig får et tilsvarende museum, Arken i Ishøj, 1,8 millioner kroner i støtte af deres egen kommune og 28 millioner kroner i statslig støtte.

- Vi er slet ikke færdige med den her diskussion. Jeg vil gøre opmærksom på de her uretfærdigheder i kulturen. Der er lignende eksempler inden for musikken: Hvorfor får vores regions ene symfoniorkester eksempelvis markant mindre end Copenhagen Cello? Spørger han.


Katte spiste hinanden, efter de blev efterladt i affaldsfyldt hus

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Katte blev efterladt konstant, og det er under al kritik ifølge internatchef.

I slutningen af oktober rykkede Dyrenes Beskyttelses beredskab ud til et fraflyttet hus på Mors, og her fik de sig et skrækkeligt syn.

Døde og udmagrede katte var efterladt for dem selv.

Nogle af kattene lå mumificerede mellem bunker af skidt og affald, og efter et større redningsarbejde blev der også fundet 10 levende katte i sørgelig tilstand.

En af de frivillige fra Dyrenes Beskyttelse beskriver det som 'noget af det værste, jeg har oplevet'. De frivillige så umiddelbart intet liv i huset, før en levende kat blev fundet under en seng, og det var herefter nødvendigt at sætte kattefælder op for at få flere katte frem og indfange dem.

Kattene var tydeligt sultne og kastede sig over lokkemaden ifølge den frivillige, skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Otte ud af de 10 levende katte måtte senere aflives efter en undersøgelse hos dyrlægen, der påviste, at de var for medtaget.

Dyrenes Beskyttelse vurderer, at der i huset var mindst 10 katte, der var døde. Det er dog svært at vurdere på grund af kadavernes tilstand og mængden af skidt og skrald i huset.

Uhyggeligt nok bar en del af de døde katte også præg af at være blevet spist af de andre katte.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

En del af en trist tendens

Ifølge Dyrenes Beskyttelse er denne sag bare en del af en tendens, hvor mennesker flytter og efterlader deres dyr til en uvis skæbne.

Bare de seneste tre år har Dyrenes Beskyttelse taget imod mere end 500 dyr, som med stor sandsynlighed var blevet 'glemt' under en flytning.

I fire ud af de fem tilfælde var dyrene katte.

- Det er under al kritik, at dyr ender med at blive efterladt på denne måde. I nogle tilfælde går der rigtig lang tid, før de bliver opdaget, og så sulter de ihjel. Det er en virkelig grusom måde at dø på, siger Karina Fisker, der internatchef for Dyrenes Beskyttelse.

Så mange dumpede og efterladte dyr får hjælp:


Nu er det slut med nikotinposer og puffbars i hele kommunen

Foto: Ib William Christensen

Kommunen vil af med de afhængighedsskabende ryge-alternativer.

Torsdag aften traf byrådet i Mariagerfjord en stor belsutning.

Det skal være slut med nikotinprodukter som puffbars og nikotinposer for kommunens ansatte i arbejdstiden.

- Frontpersonalet i kommunen er altså forbilleder for 42.000 borgere. Og det er vi også som politikere. Men vi skal selvfølgelig ikke bestemme, hvad folk skal gøre i deres fritid, siger Jan Andersen (V) udvalgsformand for Sundhed og Omsorg i Mariagerfjord Kommune. 

Forbilleder for unge

Hele 23 byrødder stemte for beslutningen om at gøre Mariagerfjord Kommune helt nikotinfri. Og det er altså flere end Jan Andersen havde turdet håbe på tilbage i foråret, da muligheden første gang blev drøftet.

- Det har jeg det supergodt med. Jeg er glad for, at vi sætter en retning i kommunen. Jeg tror, at forebyggelse er der, hvor vi kan neutralisere nogle af de udgifter, vi ellers kan få i fremtiden.

Jan Andersen (V), formand for Sundhed og Omsorg i Mariagerfjord Kommune. Foto: René Ryom / TV2 Nord

Fire byrødder stemte imod. Det var Emma Houe Mølgaard (DF), Jørgen Hammer Sørensen (DF), Malene Ingwersen (UFP) og Jan Andersens partifælle Jørgen Pontoppidan (V). 

Hvordan har du det med, at en af dine egne partifæller stemte imod?

- Jørgen er en rigtig god kollega, og vi taler fint sammen. Men når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn, mens andre bygger vindmøller.

Helt nikotinfri til sommer

Kommunen har været røgfri siden 2019, og fra august 2025, når den nye politik træder i kraft, er kommunen altså helt nikotinfri.

- Vi bruger lang tid på at informere om, at det er den retning, vi skal i. Og medarbejdere, der har en afhængighed af det, skal også have mulighed for at få hjælp til deres nikotinstop, siger Jan Andersen.

Han er ikke i tvivl om, at nogen vil ryste på hovedet af beslutningen. Omvendt er han også sikker på, at mange vil glæde sig over, at der ikke længere kommer til at ligge nikotinplastre rundt omkring.