Ny uge med meget solskin, men også risiko for snebyger
Andreas Nyholm giver en frisk vejrudsigt for mandag
Solskin og nattefrost vil dominere, men fra midt på ugen kan der også komme slud og sne.
Det varme forårsvejr lader vente på sig, men trods lave temperaturer kan vejret alligevel nydes i den kommende uge. Det er sikkert, at vi får køligt vejr med mange solskinstimer, men stedvis kan der også komme vinterlige byger.
Efter et lavtryk med byger mandag passerer Danmark, vil vejret i lange perioder være ret klart. På denne årstid giver det store variationer i dag- og nattemperaturer. På ovenstående femdøgnsskema ses nattemperaturer ned omkring 5 graders frost og dagtemperaturer omkring 7 graders varme. Sidst på ugen bliver det dog koldere og med risiko for snebyger.
Mandag begynder med byger og slutter med sol
Den nye uge begynder med mange byger, som stedvis kan være med slud og hagl. Bygerne skyldes et lavtryk, som løber gennem Danmark fra nordvest mod sydøst
Derfor klarer det først op i Nordjylland, hvor man kan forvente en forholdsvis pæn eftermiddag. Temperaturen når op omkring 7 grader, og vejret bliver mere og mere behageligt.
Frem mod aften vil bygerne i øst også blive færre, og det når at klare op i hele Jylland.
Smukt vejr tirsdag og onsdag
Tirsdag og onsdag morgen vil byde på mellem frysepunktet og 5 graders frost, før solen giver lidt forårsstemning.
Både tirsdag og onsdag ventes lange perioder med sol og behageligt, men køligt, forårsvejr. Fra onsdag eftermiddag er der dog også risiko for enkelte regnbyger.
Torsdag og fredag med risiko for slud- og snebyger
Fra onsdag eftermiddag bliver prognoserne mere usikre. De er dog enige om, at det vil blive koldt. Uenigheden består i mængden af sol og regn.
andsynligheden for snebyger er størst fredag, men der kan også komme lokale slud- og snebyger torsdag. Bygerne dannes over hav, så det er nær Kattegat og Østersøen, risikoen for vinterlige byger er størst. De fleste vil antageligt også få solskin i længere perioder, og nogle vil gå helt fri af bygerne.
Kølig weekend med ringe udsigter til varmt forårsvejr
Lørdag og søndag vil formentlig byde på små 5 graders varme og nattefrost, så forårsvarmen lader vente på sig. De fleste prognoser har varmere vejr efter weekenden, men med mindre varme end de fleste ønsker sig.