Ny aftale på plads: Snart skal alle danskere sortere 10 slags affald
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En ny affaldsaftale er tirsdag faldet på plads. Det betyder, at der fremover skal sorteres 10 forskellige typer affald.
Fremover skal danskere sortere 10 forskellige typer affald.
Det er et af hovedelementerne i en ny aftale om affaldshåndtering, som regeringen har landet med et flertal af Folketingets partier.
- Nogle vil mene, at vi står her 20 år for sent. Alle har vidst, at den danske affaldssektor bestemt ikke leverede på den grønne front. Det ændrer sig i dag. vi har lavet en aftale, der sikrer, at vi kommer til at producere mindre affald, genanvende mere og brænde mindre af, siger klimaminister Dan Jørgensen (S) på et pressemøde.
Ifølge aftalen skal et almindeligt parcelhus have maksimalt to til fire spande med flere rum.
Her er hovedelementerne i aftalen:
Affaldssortering: Danskere skal sortere 10 forskellige typer affald. Ordningen skal gælde fra 1. juli 2021. Et typisk parcelhus skal have max 2-4 spande. Kommunerne kan dog dispensere for det, hvis det er økonomisk uhensigtsmæssigt.
Genanvendelse af plastik: Kommunerne skal senest 1. januar 2022 stille krav om mindst 60 procent genanvendelse af plastik samt høj genanvendelse af alle genanvendelige affaldstyper.
Mere genanvendelse: Der skal investeres i genanvendelsesanlæg frem for forbrændingsanlæg. Behandlingen af al genanvendeligt affald skal udbydes. Eksisterende kommunale anlæg kan i en overgangsperiode på fem år fortsat ejes af kommuner, men skal selskabsgøres.
Mindre forbrænding og mindre import af affald til forbrænding: Kapaciteten på forbrændingsanlæg skal nedbringes, så den passer til de affaldsmænger, der forventes at falde i takt med mere affaldssortering. KL får et halvt år til at fremlægge en plan for, hvilke anlæg der skal lukke.
Forhandlingerne på affaldsområdet har stået på siden maj, og aftalen er en del af den første klimahandlingsplan, der skal bidrage til, at Danmark når målet om en CO2-reduktion i 2030.
Alle partier undtagen Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er med i aftalen.