Nordjysk svindler tiltalt for 10 overgreb mod 13-årig steddatter
En 39-årig nordjysk mand, der flere gange er dømt for bedrageri, har ifølge anklageskrift forgrebet sig på sin steddatter - og stjålet hendes konfirmationspenge.
Cirka 10 gange i løbet af en periode på tre måneder fra marts til juni 2016 mener politiet, at en 39-årig nordjysk mand, der flere gange er dømt for bedragerier i Danmark, har haft fuldbyrdet samleje med sin egen steddatter, som på det tidspunkt kun var 13 år gammel.
Det fremgår af anklageskriftet mod den 39-årige, som TV 2 har fået aktindsigt i.
TV 2 kunne onsdag afsløre, at der var rejst tiltale mod den 39-årige nordjyde, blandt andet for at have begået overgreb mod en mindreårig, og nu kan TV 2 offentliggøre detaljerne i tiltalen mod ham.
Ifølge anklageskriftet skete overgrebene på en adresse, som på grund af det navneforbud, der er nedlagt i sagen, ikke kan oplyses, og i en bil.
10 tilfælde af fuldbyrdet samleje
Ifølge anklageskriftet begyndte den 39-åriges overgreb på steddatteren inden de 10 tilfælde af fuldbyrdet samleje med pigen. Han er også tiltalt for et enkelt tilfælde af blufærdighedskrænkelse ved at have befølt hendes kønsdele under et ophold i en feriehytte i februar 2016.
Den 39-åriges forsvarer Søren Beckermann ønsker ikke at oplyse, hvordan hans klient forholder sig til anklageskriftet.
- Jeg vil ikke kommentere den slags i en sag, hvor der er navneforbud, siger Søren Beckermann til TV 2.
Stjal pigens konfirmationspenge
Udover de seksuelle overgreb mod pigen, er den 39-årige nordjyske mand også blandt andet tiltalt for tyveri ved i maj 2016 at have stjålet 2500 kroner, som pigen havde fået i gave til sin konfirmation.
Han er også tiltalt for i maj 2016 at have stjålet en vielsesring, smykker, en diamantring og et guldarmbånd; i alt smykker til en anslået værdi af 45.586 kroner.
Endelig er han tiltalt for bedrageri ved køb af en mobiltelefon med abonnement i januar 2016.
Meldte sig selv
På grund af navneforbuddet fremgår det ikke af den version af anklageskriftet, TV 2 har fået, hvor i Danmark forholdene i anklageskriftet er foregået.
Den 39-årige nordjyske mand opholdt sig i udlandet, da han i maj sidste år meldte sig selv til en politipatrulje. Det gjorde han, efter der få måneder forinden fra Nordjyllands Politi var blevet udstedt en international arrestordre på ham på baggrund af sigtelserne for overgreb mod en mindreårig.
Efter anholdelsen blev den 39-årige fløjet til Danmark, hvor han ved et retsmøde for lukkede døre ved Retten i Aalborg blev fængslet i sagen i juni sidste år. Han har siddet fængslet siden.
Den 39-årige er tidligere dømt for bedragerier i Danmark.