Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nordjysk minkavler holder 4000-5000 mink i live

Foto: Andrew Kelly / Reuters

Minkavler Erik Vammen.

Da millioner af mink måtte lade livet i november, fortsatte Erik Vammen med at fodre sine smittefrie dyr.

Mens milioner af mink ligger halvt opløste i massegrave nær henholdsvis Karup og Holstebro, fortsætter livet som pelsdyrker sin nogenlunde vante gang hos Erik Vammen. Det skriver Nordjyske.

Den 62-årige minkavler fra Stinesminde nord for Mariager Fjord, undlod at gøre som sine kolleger, da mink over hele landet måtte lade livet i begyndelsen af november.

- Jeg har mink så længe, det fortsat er lovligt. Det var jo rene lemminger dengang. Det var sindssygt, som det gik for sig, siger Erik Vammen til TV 2 med henvisning til, at den lovgivning, der skal forbyde minkavl, endnu ikke er formelt vedtaget.

I stedet fortsatte Erik Vammen med at fodre sine smittefrie dyr. Og pelse dem helt efter den sædvanlige sæsonrutine i november og december.

En vis stædighed spillede også ind.

- Efter min mening var det udsigten til en bonus, som fik det til at slå klik for mange kolleger. Bankerne var også med til at lægge pres på dem i den beslutning, siger Erik Vammen.

Lovgivning ikke vedtaget efter planen

Lovgivningen om aflivning af mink og et midlertidigt forbud mod hold af mink bliver tidligst godkendt 21. december og ikke som ventet i dag torsdag. Det fremgår af Folketingets hjemmeside.

Indtil for nylig var der mindst 12 millioner mink i Danmark, men på nogle farme blev dyrene smittet med coronavirus, der muterede.

Det muterede virus ville, forlød det, potentielt kunne påvirke effekten af en kommende vaccine, og derfor beordrede regeringen samtlige mink i landet aflivet.

Med loven i hånden kunne regeringen alene beordre mink aflivet, hvis der var smitte på farmen eller de befandt sig inden for en radius på 7,8 kilometer fra en smittet farm.

Men regeringen havde ikke den fornødne lovhjemmel til at kræve mink som Erik Vammens aflivet, for der var hverken smitte på hans farm eller inden for de 7,8 kilometer.

Og netop det manglende lovgrundlag fik Erik Vammen til at gå imod strømmen.

- Jeg fik konstant henvendelser fra politi, militær og Fødevarestyrelse, men jeg blev ved med at spørge, om jeg kunne få en skriftlig bekræftelse på, at det var vedtaget ved lov. Og det kunne jeg ikke, siger han.

Vammens farm udenfor kriterier

I sidste ende blev det også en økonomisk overvejelse.

- Jeg vurderede, at der er bedre økonomi ved at beholde mine mink, men det kan sagtens være, at jeg ender med at måtte aflive resten, siger Erik Vammen.

Folketingets partier ønsker at sætte en midlertidig stopper for minkavl i Danmark, og de er fortsat ved at forhandle lovforslaget på plads. Det ventes tidligst vedtaget 21. december, skriver Nordjyske.dk.

Efter planen skal loven forbyde minkavl i Danmark indtil 2022, og så skal de, der aflivede deres dyr, have kompensation. Det er endnu uvist, hvor stor en erstatning avlerne kan forvente at få.


Under middel til AaB-spillerne: En gjorde det dog lidt bedre end de andre

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Morten Bruun uddeler karakterer efter kampen mellem AaB og Viborg FF. S

Karakterer

AaB

Vincent Müller: 7

Kasper Jørgensen: 6

Lars Kramer: 6

Bjarne Pudel: 5

Andreas Bruus: 3

Mylan Jiménez: 5

Kasper Davidsen: 5

Andres Jasson: 5

Mathias Jørgensen: 3

Oliver Ross: 4

John Iredale: 2

Indskiftere:

Sebastian Otoa: 5

Mads Bomholt: 5

Diego Caballo: UB

Jubril Adedeji: UB

Kelvin John: UB

Viborg FF

Oscar Hedvall: 5

Jean-Manuel Mbom: 5

Daniel Anyembe: 6

Ivan Näsberg: 6

Oliver Bundgaard: 7

Thomas Jørgensen: 6

Magnus Westergaard: 5

Jeppe Grønning: 5

Isak Steiner Jensen: 4

Renato Junior: 4

Ibrahim Said: 7

Indskiftere

Anosike Ementa: 4

Justin Lonwijk: 4

Charly Nouck: UB

Jakob Vester: UB

Sofus Berger: UB

AaB

Efter en times spil skulle AaB prise sig lykkelige for stillingen 0-0, men i den sidste halve time var hjemmeholdet ikke for alvor i problemer. Til gengæld blev AaB aldrig farlige selv, og helt generelt har holdet enorme problemer med at skabe chancer mod et etableret forsvar. En spiller som Mathias Jørgensen blev jo nærmest udsultet. Ny flot kamp af målmand Vincent Müller.

Viborg FF

Muligheden for top-6 fortoner sig. 0-0 var to tabte point for Viborg, der i en time fremstod som klart det bedste hold. Men da kræfterne slap op hos Thomas Jørgensen og Ibrahim Said var Viborg færdige med at være farlige. Hvis indskiftningerne skulle ses som et forsøg på at sætte ekstra skub i tingene, så lykkedes det ikke for alvor. Forsvaret ser virkelig stabilt ud.

Kampens spiller: Ibrahim Said, Viborg (7)

Ibrahim Said. Det var godt set af Jakob Poulsen at satse på Ibrahim Said, for den lille dribler var kampen igennem den, der var tættest ved at bryde dødvandet i Aalborg. Han var udfordrende og selvsikker i sit spil og millimeter fra at blive matchvinder med sit spark på indersiden af stolpen efter et elegant sololøb.


Ingen forløsning i AaB's sidste hjemmekamp i Superligaen

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I årets sidste kampe møder AaB Brøndby på udebane.

Der var lagt op til det helt store, da AaB tog imod Viborg FF hjemme i årets sidste hjemmekamp i Superligaen. Dog fik AaB og de mange tilskuere ikke den forløsning, man havde håbet på.

Det var nemlig gæsterne, der dominerede nærmest hele kampen, og både mål og de store chancer udeblev.

Det var først i de døende minutter, at gæsterne kom frem til store chancer, og var tæt på at tage sejren til sidst.

Heldigvis for AaB manglede både held og den sidste kvalitet, og derfor kunne AaB tage det ene point, da slutfløjtet lød, og kampen endte 0-0.

Hør, hvad målmand Vincent Muller havde at sige om kampen i dag herunder:

En AaB-sejr ville ellers bringe klubben tættere på netop Viborg FF, der inden kampen lå lige over aalborgenserne i tabellen med fire points forskel.

I stedet måtte nordjyderne nøjes med endnu en uafgjort kamp i bagagen - den femte af de seneste seks Superligakampe.

I årets sidste Superligakamp møder AaB Brøndby på udebane.

Hør, hvad anfører Mathias Jørgensen havde at sige efter søndagens kamp:


To kørt som traumepatient efter grim ulykke: Her er seneste status

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Arkivbillede

Den ene kvinde er sigtet for ikke at overholde sin vigepligt forud for uheldet.

Lørdag eftermiddag blev to kvinder på henholdsvis 33 og 58 år kørt som traumepatienter, efter de var involveret i et grimt uheld i krydset ved Essendrupvej og Gunnerupvej.

De to kvinder var alvorligt tilskadekomne og blev behandlet på Aalborg Universitetshospital.

Søndag er der dog nyt omkring kvinderne, der begge er uden for livsfare.

- De har begge nogle alvorlige skader, som jeg ikke kan komme nærmere ind på, men de er uden for livsfare, og begge er ved bevidsthed, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

En kvinde sigtet

Lørdag betragtede politiet uheldet som et vigepligtsuheld, og det viser sig fortsat at være gældende.

- Den 58-årige kvinde er sigtet for ikke at overholde sin vigepligt, fortæller vagtchefen og tilføjer.

- Hun kom kørende af Essendrupvej, hvor hun ikke overholder sin vigepligt, inden hun fortsætter på Gunnerupvej.


Vild biljagt, hunde og droner: Sådan fangede politiet tre tyve

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Der blev fundet tyvkoster i bilen.

Lørdag aften klokken 21.45 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse omkring et indbrud i et sommerhus i Tversted, der var i gang i samme øjeblik.

Derfor blev både hundepatrulje og beredskabspatrulje sendt afsted med det samme mod adressen.

Dog nåede politiet ikke helt frem til sommerhuset, før en bil med tre personer kom flyvende forbi dem.

- Derfor forsøger patruljen at få bragt bilen til standsning, men den fortsætter i fuld fart, og vi sætter efter dem, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

Jagtet i bil og til fods

De tre mænd kaster undervejs ting efter patruljebilen, og det er først, da mændene ender ved havneområdet i Hirtshals, at det lykkedes politiet at få standset bilen.

- De endte med at køre fast i et grønt område, så vi fik anholdt de to af dem der, forklarer vagtchefen.

Den tredje gerningsmand valgte dog at fortsætte jagten til fods.

- Vi sender en hundepatrulje efter ham, og så kom vores indsatsleder med en drone med termiske kamera, så det lykkedes dem hurtigt at finde man liggende i noget krat, oplyser vagtchefen.

Politiet får anholdt den sidste gerningsmand, mens man også beslaglægger bilen, da der i forbindelse med biljagten har været kørt vanvidskørsel. I bilen fandt politiet fem y-stole.

De tre mænd er henholdsvis 25, 35 og 37 år og har bopæl i Hjørring. De har alle været forbi politigården i Aalborg, men blev senere løsladt, da man ikke fandt juridisk grundlag for at fremstille dem i et grundlovforhør.


Statsminister klar til kamp: Vil kæmpe for nordjydernes tillid

Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

Statsministeren sparkede for alvor gang i kommunalvalgkampen i Aalborg, og hun ved godt, at der skal knokles.

- Vi føler os ikke sikre på noget, så vi kommer til at kæmpe for alle danskeres tillid og alle aalborggenseres tillid. Det er også derfor, jeg allerede nu er i gang med kommunalvalgkampen her i Aalborg,

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da TV2 Nord fanger hende, efter hun har uddelt roser på Nytorv i Aalborg.

Meningsmålingerne er lige nu elendige for Mette Frederiksens regering, og samarbejdet mellem Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet får masser af kritik i befolkningen.

Spørgsmålet er derfor, hvad det kommer til at betyde for kommunal- og regionsrådsvalget 2025. Det første lokale valg siden folketingsvalget i 2022.

Dengang fik nye partier stor succes, og vi endte med den nuværende regering med Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet.

- Jeg tror ikke, der er noget, der er sikker mere i politik, fordi det er en meget urolig verden, og danskere vælger og stemmer anderledes end før, forklarer Mette Frederiksen.

Der var næsten kø for at blive fotograferet med statsministeren. Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

'De er så kloge'

Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen er helt enig i, at der i disse år bliver skabt en hel ny politisk virkelighed i Danmark, og at vi ved kommunalvalget næste år kommer til at se, hvilken betydning det får i kommunerne.

- Vi ser mere og mere ude i de større kommuner, at de landtendenser der er, de smitter også af på de store kommuner, men jeg håber også, at man kigger tilbage på, hvad har borgmesteren, og hvad har Socialdemokratiet gjort lokalt, siger Lasse Frimand Jensen, der dog ikke er bange for, at landspolitikken smitter af på lokalpolitikken.

- Dem, der bor i vores kommune, de er så kloge til at se forskellen på, hvad der er lokalt, og hvad der er nationalt, smiler Lasse Frimand Jensen.

Den seneste meningsmåling fra 11. november i år viser laveste opbakning nogensinde til Mette Frederiksens flertalsregering, der står til at miste 30 mandater, hvis der var valg i dag.

- Vi stod heller ikke ret godt i meningsmålingerne forud for det sidste folketingsvalg, og der gik det godt set med socialdemokratiske briller. Ikke mindst heroppe i Nordjylland, pointerer Mette Frederiksen.

Se hele interviewet med statsminister Mette Frederiksen.

Ved godt, der skal knokles

Venstre sidder på ni af 11 borgmestertaburetter i de nordjyske kommuner. Socialdemokraterne har de sidste to, og begge steder skal der vælges en ny borgmester i forhold til seneste valg i 2021.

I Aalborg har Lasse Frimand Jensen allerede taget over for Thomas Kastrup Larsen, og i Frederikshavn er den nuværende borgmester Birgit Hansen gået af.

- Alle ved jo, at Birgit fik helt vildt mange stemmer, og hun var nummer et stemmesluger i hele landet. Nu er vi så klar til at tage handsken op og kæmpe for en fornyet omgang i Frederikshavn, men selvfølgelig har det en betydning, når en så vellidt borgmester takker af, siger Mette Frederiksen.

Lasse Frimand Jensen og Mette Frederiksen håber begge, at regeringen kan få vendt de dårlige meningsmålinger, så landspolitikken ikke går ud over kommunalpolitikken.

- Vi ved godt, at der skal knokles på, og det har vi tænkt os at gøre. Derfor er vi startet allerede i dag, fastslår Mette Frederiksen.

Der er valg til kommuner og regioner 18. november næste år. I Aalborg har Socialdemokratiet altså sparket gang i deres valgkamp.

Se hvordan det gik, da Lasse Frimand Jensen og Mette Frederiksen startede kommunalvalgkampen i Aalborg.