Nordjysk damedouble i VM-kvartfinale efter aftengyser
Foto: Bax Lindhardt, Scanpix
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er klar til VM-kvartfinale efter en tæt kamp mod verdens nummer 17.
Den nordjyske damedouble, der er nummer to på verdensranglisten, formåede efter en times spil at lukke kampen i to sæt med 22-20, 21-19.
I andet sæt var danskerne ellers både foran 14-9 og 19-15, men det skulle alligevel hen til de sidste point, før sejren var i hus, da Kamilla Rytter Juhl slog den afgørende bold i gulvet.
Derfor var det også en lettet damedouble, der gjorde status efter kampen sent torsdag aften.
- Det var rigtig fedt. Det var en præcis lige så svær og intens kamp, som vi havde forudset. Det er kun to måneder siden, vi havde en vild kamp ude i Australien. Så det er et par glade piger, der står her, fordi vi er glade for at have fået nogle hurtigere ben med i dag og nappe en sejr over de her to fremadstormende koreanere, sagde Christinna Pedersen.
Den danske damedouble har haft et suverænt år, siden de vandt OL-sølv i Rio sidste sommer, hvor de også efterfølgende vandt flere Super Series-titler. Derfor kan der meget vel være et nyt topresultat på vej, mener badmintonekspert Jim Laugesen.
- Det var en super god præstation og vigtigt at vinde i to sæt. Det var en meget, meget hård kamp, men det vidste de godt, det ville blive. Det havde de forventet, og nu skal den hårde sommertræning op til VM står sin distance resten af turneringen. Der er ingen tvivl om, at spillet er der.
Samtidig sikrede Rytter Juhl og Pedersen også Danmarks fjerde VM-kvartfinale i Glasgow, efter Viktor Axelsen, Mads Kolding/Mads Conrad og Mathias Boe/Carsten Mogensen tidligere torsdag havde spillet sig videre fra 1/8-finalerne.
- Målet til kvartfinaler er nået, men med det danske spil, og de modstandere de har, skulle det gerne blive til mere. De har jo stadig en målsætning om tre medaljepoint, og den mulighed ser jeg bestemt mulig. Specielt Axelsen og Kolding/Conrad så stærke ud i 1/8-finalerne, og derudover er der to rutinerede doublepar, som altid kan hive storspil frem.
Kvartfinalen kan ses på TV 2 Sport fra klokken 18.