Nordjyder løb tør for kræfter i Australian Open-finale
Foto: Andrew Boyers, Scanpix
Finalen i Australian Open nåede aldrig at blive spændende, fordi danskerne simpelthen havde ’mere at skyde med’.
Søndag morgen var der meget langt mellem nummer et og to på verdensranglisten.
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl fik stort set ikke et ben til jorden, da de mødte Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi i finalen ved Super Serires-turneringen Australian Open.
- De spillede godt, og vi kunne mærke, at vi var et halvt skridt bagud i nærmest alle aspekter af kampen. Det var svært, og det er også derfor, de ligger nummer et, siger Christinna Pedersen til TV 2 SPORT og fastslår:
- Der var desværre ikke nok i tanken i dag. Men når det er sagt, så er vi dælme stolte af, at vi nåede finalen.
Danskerne var i både kvart- og semifinalen ude i tre sæt. Det har tæret på kræfterne, lyder det fra 31-årige Christinna Pedersen, inden den to år ældre makker tager over:
- Vi har en rigtig lang flyvetur hjem. Vi glæder os til at skulle sidde stille og glæde os over, at vi kom i finalen. Selvfølgelig er vi skuffede over, at vi ikke kom tættere på de to japanere, men som Christinna siger, så var der ikke mere at skyde med, supplerer Kamilla Ryttter Juhl.
Danskerne kom foran 1-0 i både første og andet sæt, men derfra tog japanerne over. De spillede meget mere stabilt og vandt en del point på at slå bolden ind mellem de to danskere, som ikke var helt sikre på, hvem der skulle tage den, og hvem der skulle lade den gå.
Pedersen og Rytter Juhl tabte 21-10, 21-13 til verdensetterne, som dermed vandt den 10. indbyrdes kamp ud af 16 mulige.
- Vi skal hjem og holde lidt fri og tanke op igen, så vi kan være klar til en lang og hård VM-træning.
VM i badminton spilles i skotske Glasgow i slutningen af august.