Nordjyde vandt Europas hjerter - nu er hun klar til 'Vild med dans'
Foto: John MacDougall / Ritzau Scanpix
Den kommende deltager gruer for bestemte bevægelser i dansekonkurrencen.
Sangerinden Emmelie de Forest er blandt de nydansere, der træder i danseskoene i bedste sendetid i den kommende sæson af ’Vild med dans’.
Det er både noget, hun glæder sig til, men som også får nerverne frem.
- Jeg tror virkelig, det bliver en udfordring for mig. Jeg har aldrig rigtig danset før. Det tror folk, fordi jeg synger og laver musik. Men jeg danser aldrig normalt selv, og det er en af grundene til, at jeg har sagt ja: Jeg vil gerne lære det, fortæller den 25-årige sangerinde og sangskriver.
EMMELIE DE FOREST
25 år
Sangerinde og sangskriver
Født i Randers af en dansk mor og en svensk far, og voksede op i Mariager
Efternavnet stammer fra farfaren, som hun kalder for en ”europæisk blanding”
Vandt Eurovision Song Contest i 2013 med sangen ’Only Teardrops’
Udgav EP'en 'Acustic Session' i 2014 og albummerne ’Only Teardrops’ i 2013 og ’History’ i februar 2018
Var medskribent på den britiske Eurovision-sang ’Never Give Up on You’ fra 2017 og den danske grand prix-sang ’Never alone’ fra 2016
Bor i København med sin kæreste
Hun var endnu ikke fyldt 20 år, da hun vandt det danske melodi grand prix i 2013 og sejrede kort tid efter til den internationale sangkonkurrence Eurovision Song Contest i Malmø foran cirka 170 millioner tv-seere på verdensplan.
På rekordtid blev hun kendt som sangerinden, der optrådte på scenen uden noget på fødderne.
I dag udgiver hun sin egen musik, ligesom hun har været sangskriver på Anja Nissens sang ved det danske melodi grand prix i 2016 - og på det britiske bidrag i Eurovision sidste år.
Nervøs for særlig dansegenre
Nu skal hun være med i 'Vild med dans', og hun er den første deltager, der er blevet offentliggjort til sæson 15.
Emmelie de Forest regner med at beholde skoene på denne gang.
- Det er vist en fast regel, at man har bestemte sko på, som er bygget til at danse. Det har jeg det fint nok med, siger hun.
Sangerinden er selv overbevist om, at hendes største udfordring i programmet bliver latingenren (samba, cha-cha-cha, rumba, pasodoble og jive, red.) og de tempofyldte trin.
- Jeg tror aldrig nogensinde i mit liv, at jeg har lavet en hurtig bevægelse, griner hun og fortsætter:
- Jeg er bare en langsom person i alt. Vals og andre standarddanse kan jeg nok godt lære forholdsvist hurtigt, men cha-cha-cha og samba er sindssygt hurtige, og det er bevægelser, jeg aldrig har lavet før. Jeg gør alt i slowmotion, og det kan man ikke, når man skal danse latindanse.
Emmelie de Forest afslører, at hun flere gange tidligere er blevet spurgt, om hun vil være med. Nu føler hun sig klar til at tage del i programmet - og til at lære at danse.
- De første to år efter grand prixet var super travle, og jeg skulle finde mig selv som artist. Jeg havde musikalske ambitioner, jeg gerne ville have ud. Det har jeg fået nu med et album og en ny single. Nu er jeg parat til det, og jeg synes, det kunne være sjovt at prøve at åbne op for den del af mig.