Natarbejde skal redde Mohamed Ibrahim fra udvisning
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST
21-årige Mohamed Ibrahim står til at blive sendt hjem til Somalia, men hans kolleger på slagteriet Tican gør, hvad de kan, for at holde på ham.
I Thy har det i de seneste dage vakt vrede, at en ellers velintegreret 21-årig mand ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse i Danmark.
Det drejer sig om Mohamed Ibrahim, der har fast arbejde på Tican-slagteriet i Thisted og også er meget engageret i lokalmiljøet i den lille by Hundborg, hvor han bor.
Men nu kan der være kastet en livline til ham. Tican-slagteriet har nemlig flyttet ham til natholdet, og det kan vise sig at blive hans redning.
Dagens bedste nyhed
Der er flere undtagelser i udlændingeloven, som kan redde en mand som Mohamed Ibrahim fra udvisning. En af dem er, hvis han tjener mere end 417.000 kroner om året, og den grænse vil han krydse ved at ændre arbejdstider til om natten, hvor lønnen er på 422.000 kroner årligt.
- Det er dagens bedste nyhed. Jeg er så glad og stolt over det, siger Peter Uno Andersen, der er fællestillidsmand på Tican-slagteriet.
En anden medarbejder havde sagt op på natholdet, og dermed blev der plads til Mohamed Ibrahim.
- Vi gør en kæmpe indsats for at få ham til at blive, og jeg tror på, at det nok skal lykkes, siger tillidsmanden.
- Vi klarer det selv her i Thy
Det kan endnu ikke konkluderes, at Mohamed Ibrahim med sikkerhed kan få forlænget sin opholds- og arbejdstilladelse. Men slagteriet har sammen med hans advokat sendt en ny ansøgning med afsæt i den 21-åriges nye løntrin, som altså opfylder kravet.
- Når man har set hans udvikling, kan man kun blive glad for, at han får lov at blive og kan bidrage til det danske samfund, lyder det fra Peter Uno Andersen.
Han har ikke været imponeret over politikerne i denne sag, hvor hverken regeringen, Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet har villet høre på klagerne. Integrationsminister Inger Støjberg (V) fastslog i onsdags, at der ikke er nogen tvivl om, at Mohamed Ibrahim skal sendes hjem.
- Når der er fred i hjemlandet, skal man hjem igen. Han er i høj grad et menneske, som der også er brug for i Somalia, sagde Inger Støjberg.
Og det var altså den holdning, der tvang slagteriet til selv at handle.
- Det kan ikke være rimeligt, at vores ordninger ikke er mere fleksible og at alle skal skæres over én kam. Men heldigvis kan vi klare det selv her i Thy, siger Peter Uno Andersen.