Minkavler lægger sag an mod Fødevarestyrelsen: - Jeg føler mig magtesløs
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
To personer fra Fødevarestyrelsen er desuden blevet politianmeldt for at gå ind på firmaets minkfarm i Vadum 28. september.
Minkavler Kim Dam Nielsen, der er direktør for firmaet Sønder Eng Mink P/S, har stævnet Fødevarestyrelsen i en sag om aflivning af mink.
Det oplyser minkavleren over for TV 2.
- Vi er blevet pålagt at slå vores mink ihjel, og det, mener vi ikke, at der er lovhjemmel for, siger Kim Dam Nielsen.
Sammen med tre partnere bestyrer han Sønder Eng Mink P/S, der har fire minkfarme i de tre nordjyske kommuner Aalborg, Brønderslev og Jammerbugt.
Onsdag 4. november oplyste statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at alle mink i Danmark skulle slås ihjel, fordi at coronasmitte fra mink til mennesker kunne udgøre en potentiel fare for en fremtidig vaccine mod covid-19.
Firmaet har i alt haft 91.000 mink, men alle pelsdyr var aflivet fem dage efter beskeden fra statsministeren, oplyser direktøren.
Påbud skal kendes ugyldigt
Minkavleren indgav stævningen mod Fødevarestyrelsen mandag 9. november til Retten i Hjørring.
Målet er, at Fødevarestyrelsens påbud, om at alle firmaets mink skulle aflives, bør kendes ugyldig, siger Kim Dam Nielsen til TV 2.
- Vi ønsker et fair forløb og en fair erstatning for nedslagtningen af vores mange mink, siger direktøren.
Kim Dam Nielsen ønsker, at firmaet Sønder Eng Mink P/S skal have en økonomisk kompensation, da minkfarmene ifølge ham er blevet eksproprieret.
- Med de kompensationer, som vi er blevet præsenteret for, er der er ikke økonomi til at genoptage minkavl, siger Kim Dam Nielsen.
Dybt berørt
Aflivningen af alle firmaets mink har efterladt minkavleren i en tilstand af håbløshed og økonomisk uvished.
- Jeg føler mig magtesløs. Jeg ligger fladt ned, og det er en kæmpe frustration, siger Kim Dam Nielsen.
Han fortæller, at hans familie er dybt berørt af situationen på grund af de mange spekulationer, som den nuværende situation giver.
- Min kone er brudt sammen på arbejdet, da snakken gik på nedslagtningen af vores mink, siger direktøren.
To personer fra Fødevarestyrelsen politianmeldt
Stævningen mod Fødevarestyrelsen er ikke det eneste, som Sønder Eng Mink P/S har igangsat.
Firmaet har 27. oktober politianmeldt to personer fra Fødevarestyrelsen, der 28. september besøgte firmaets ene minkfarm i Vadum i Aalborg Kommune.
Kim Dam Nielsen forklarer, at Fødevarestyrelsen havde lovhjemmel til at gå ind og tjekke hegnet på minkfarmen, men ifølge direktøren skete det, uden at Fødevarestyrelsens personale kunne garantere, at de ikke bragte coronasmitte ind på minkfarmen.
- Vi kan ikke vide, om de på forhånd har sikret sig, da de var på besøg for at tjekke minkfarmen. Vi bad dem skrive under på, at de ikke var testet positive for covid-19, men det nægtede de og tiltvang sig adgang, siger Kim Dam Nielsen.
Fire dage senere - 2. oktober - kunne direktøren konstatere, at den første mink var smittet med covid-19 på farmen i Vadum i Aalborg Kommune.
Kim Dam Nielsen og driftsleder for Sønder Eng Mink P/S, Morten Baadsgaard, blev i sidste uge afhørt af politiet, hvor forløbet af Fødevarestyrelsens besøg blev klarlagt.
Sønder Eng Mink P/S har endnu ikke hørt yderligere fra politiet i sagen.
TV 2 arbejder på at få en kommentar fra Fødevarestyrelsen.