Mink-udryddelsen har slået skår i tilliden: - Jeg håber da, hun græd oprigtigt
Sofia og Esben Kappel. Esben passer grisene, mens Sofia arbejder som skolesekretær. Hun opfordrer sine børn til ikke at blive hverken landmænd eller fiskere. Foto: Hans Ravn
Er en undskyldning fra en statsminister nok for de landmænd, der gennem flere år har følt sig presset af politikere og byboere?
- Der var sgu ikke noget at sige til, at børnene blev skræmt, siger en ældre herre med en kraftig nordjysk dialekt.
Historien, manden fortæller, handler om de skelsættende dage i oktober, hvor ’rummændene’ kom til byen.
Det var dem, børnene blev skræmt af, fortæller flere af mændene i et lokalt bådelaug, som TV 2 møder en morgen på den gamle kro i den nordjyske by Gjøl.
På tallerknerne foran dem ligger franskbrødskiverne klar til at blive smurt og belagt med smør og ost.
En lille skarp skænkes op til alle seks mænd rundt om bordet, så der er lidt at varme sig på, inden de skal ud i den bidende vind og se til deres båd.
- Først kaldte vi dem bare minkdræbere i rumdragter, men de var så satans langsomme til at aflive dyrene.
Det er myndighedernes udsendte folk, de taler om.
- Så vi begyndte at kalde dem dræbersneglene i stedet, siger en anden af mændene, mens de andre griner.
Københavnerne forstår ikke, hvad der foregår herovre. Det er to verdener, der ikke snakker sammen
Brugsuddeleren i Gjøl
Gjøl har omkring 1.000 indbyggere og ligger lige ned til Limfjorden få kilometer fra Aalborg. Indtil for lidt over en måned siden også den by i Danmark med flest minkavlere.
I oktober var det slut med mink på de mere end 30 minkfarme i byen. Flere af dem var ramt af coronavirus, og minkene skulle aflives.
Men minkaflivningerne har sat sine spor - ikke bare i Gjøl, men også i andre dele af den danske landbefolkning.
- Københavnerne forstår ikke, hvad der foregår
Da lastbiler med soldater fra Livgarden ankom til byen sammen med Fødevarestyrelsens folk i sikkerhedsudstyr – ’rumdragter’ - stod en del af Gjøls borgere klar til at tage imod dem i protest, fortæller formanden for bådelauget Søren Pedersen.
Flere af bådelaugets medlemmer gik med for at vise deres utilfredshed.
’Stop vanviddet’, stod der blandt andet på demonstranternes skilte. De lagde ring om et af de vigtigste erhverv i byen.
- Den velfærd, vi har i Gjøl, det er mink, der har givet os den. Kroen, vi sidder på. Skolen, foreningerne, brugsen. Det hele, siger en anden af bådelaugets folk, mens de andre nikker.
Godt tre uger efter aflivningerne i Gjøl meddelte Mette Frederiksen (S), at alle mink i Danmark skulle slås ned for at stoppe smitten og risikoen for virusmutationer.
Siden har utilfredsheden bredt sig fra Gjøl til store dele af landet i takt med, at flere og flere detaljer om regeringens beslutning kom frem. Ikke mindst den manglende lovhjemmel for masseaflivningerne.
Regeringen har beklaget forløbet. Og torsdag besøgte Mette Frederiksen en minkavler i Kolding, hvor hun med tårer i øjnene sagde undskyld til det samlede minkerhverv.
Jeg håber da, hun græd oprigtigt, og det ikke var spin. Ellers hører alt jo op
Esben Kappel, landmand
Men noget kunne tyde på, at der skal mere end en undskyldning til at genskabe tilliden til magthaverne i København.
For spørgsmålet er, om københavnerne og politikerne egentlig forstår, hvorfor biltrafikken pludselig stod stille en lørdag eftermiddag, da jyske traktorer kørte gennem hovedstaden?
Hvorfor knap et halvt hundrede fiskekuttere lagde til kaj på Langelinie i en sag, der umiddelbart kun handler om mink?
Brugsuddeleren i Gjøl er ikke i tvivl:
- Københavnerne forstår ikke, hvad der foregår herovre. Det er to verdener, der ikke snakker sammen.
Stik vest for Gjøl i den nordjyske by Fjerritslev møder TV 2 landmanden Esben Kappel og hans kone Sofia i deres gulmalede stuehus omgivet af grisestalde.
Her har ægteparret boet gennem de seneste 25 år, drevet landbrug og opfostret deres fire børn. De har ikke manglet noget, siger de. Men det har heller ikke altid været nemt.
Esben Kappel har svært ved at sætte ord på, hvad han mener om Mette Frederiksens tårevædede besøg på en minkfarm torsdag.
- Jeg håber da, hun græd oprigtigt, og at det ikke var spin. Ellers hører alt jo op. Men det gør jo sådan set ingen forskel. Skaden er jo sket, siger han.
Frygter hvad fremtiden bringer
Sammen med flere hundrede andre landmænd kørte Esben Kappel til Aarhus i sin traktor for at protestere i sidste uge, mens andre kørte til København.
Dels i sympati med minkavlerne, fortæller han. Men også fordi han som konventionel griseavler føler, det bliver sværere og sværere at drive sit landbrug.
- Det handler ikke kun om det her nummer, de har lavet med mink. Det har bygget sig op. Der kommer hele tiden flere og flere regler. Alle kender jo fornemmelsen af, at nok er nok.
- Vi plejer at sige, at når vi står op morgenen, så er det helt sikkert, at vi kommer til at gøre noget ulovligt, selvom vi ikke ved, hvad det er. Myndighederne kan altid finde noget, vi gør forkert, siger han.
Når man begynder at slæbe smågrise over på stenbroen, så er det en møgsag for os
Esben Kappel, landmand
Regeringens pludselige beslutning om at slå alle mink ned har sammen med den øvrige kontrol fra myndighederne, fået ægteparret til at frygte, hvad fremtiden byder på.
- Det er klart, at vi godt kan komme til at tænke på, hvad der så kan ske med os, hvis de bare kan tage sådan en beslutning hen over natten, siger Sofia Kappel.
Hendes mand er enig:
- Vi troede, vi kunne stole på grundloven. Men når man fjerner den, så er det bundløst. Hvad kan det næste så blive?
- Jeg elsker mine dyr
Med Esben Kappels egne ord ligger hans svinebedrift i toppen, både når det kommer til kvalitet og dyrevelfærd inden for konventionelt landbrug.
TV 2s journalist og fotograf fik lov at komme med ind i grisestaldene, men først efter at have gået gennem en sluse, der indebar et bad og rent tøj fra inderst til yderst.
- Det er for at minimere risikoen for, at grisene bliver smittet med sygdomme udefra, forklarer Esben Kappel.
Derved mindskes behovet for at bruge antibiotika, siger han.
- Jeg elsker mine dyr og gør alt, hvad jeg kan for, at de har det godt.
Men Esben Kappel ved godt, at en del af den danske befolkning har svært ved forstå, hvordan en landmand kan sige, at han går op i dyrevelfærd, når han holder grise på meget små arealer, hvor de kun kan vælge mellem at stå op eller ligge ned.
Netop det, han oplever som en stigende folkelig modstand mod landbruget, bekymrer ham. Han fremhæver den nylige sag, hvor aktivister lagde døde smågrise på flere adresser i København med teksten: ”Her dør 24.000 smågrise om dagen”.
Tallet stammer fra undersøgelser, der viser hvor mange smågrise, som dør enten ved fødslen, eller mens de er små.
- Når man begynder at slæbe smågrise over på stenbroen, så er det en møgsag for os. For vi kan ikke forsvare det. Så mange må bare ikke dø, erkender Esben Kappel og tilføjer, at dødeligheden blandt smågrise på hans egen gård ligger væsentligt under landsgennemsnittet.
Jo stærkere en folkestemning, der kommer mod landmændene, desto hårdere bliver det at være i erhvervet, lyder analysen fra ægteparret.
For én ting er, hvad byboerne mener om dem. Noget andet er, at politikerne lytter til folkestemningen.
- Ligegyldigt hvilken politisk side, der har magten, så har vi faktisk kun oplevet at have nogle politikere på Christiansborg, som arbejder mod erhvervet. For der kommer hele tiden flere regler. Det er faktisk lidt deprimerende, for hvem skal vi søge støtte hos efterhånden, siger Sofia Kappel.
- Der er jo ingen stemmer i os landmænd længere. Vi er for få, siger Esben Kappel.
Sofia Kappel fortæller, at hendes bror, der er fisker på Læsø, og SOM også deltog i demonstrationen, oplever det samme pres på sit erhverv.
Esben Kappel stemmer i:
- Det er fuldstændig vanvittigt, som de fiskere bliver kontrolleret. Der er næsten flere til at kontrollere dem, end der er fiskerbåde tilbage.
Senest udløste nye krav om kameraovervågning på fiskekuttere store protester blandt mange fiskere i Jylland.
Selvom vi fjerner alle landmænd i Danmark, falder vandstanden i verdens have altså ikke af den grund
Sofia Kappel, skolesekretær og kone til landmand
- Det skal ikke være dem og os
Både Esben Kappel og hans kone er bevidste om, at klima- og miljøpolitik og dyrevelfærd fylder meget for mange danskere og politikere.
Men de mener, der bør være en bedre balance i de krav, som stilles til landbruget og fiskeriet - og at mange overser deres økonomiske værdi for samfundet.
- I runde tal har jeg 12,5 mand på arbejde her, der betaler skat. Jeg køber foder, jeg har en tømrer, der lægger tag, en vvs'er, en revisor og en mekaniker, der laver traktoren. Jeg skaber arbejde til mange flere end man lige tænker over, siger Esben Kappel.
Og der vil selvfølgelig altid være brodne kar, der ikke kan finde ud af at passe dyr eller hælder "alt muligt ud på markerne, som ikke skal være der," erkender Sofia Kappel.
- Vi skal jo have nogle regler, der stopper dem. Men vi behøver altså ikke at gøre det endnu sværere for landmændene, for vi gør det faktisk rigtig godt i Danmark sammenlignet med resten af verden. Vi er rigtig gode til at være gode ved vores dyr, siger Sofia Kappel.
Hun påpeger samtidig, at Danmark ikke alene kan redde verdens klima:
- Selvom vi fjerner alle landmænd i Danmark, falder vandstanden i verdens have altså ikke af den grund.
For Esben Kappel er løsningen på en bedre gensidig forståelse mellem Christiansborg, landbruget og fiskeriet egentlig ikke så kompliceret.
- Vi skal begynde at tale pænt og lytte til hinanden. Det skal ikke være dem og os. Det er fuldstændig lige meget, om jeg er svinebonde, lastbilchauffør eller folkeskolelærer. Det er nødvendigt at lytte til dem, det handler om, for at finde gode løsninger.
Det mærkelige er egentlig ikke, at der er helt tomt, når Lasse Jensen går ned langs de lange rækker af minkbure, der er ved at blive tømt.
- Det mærkelige er tanken om, at de aldrig kommer til at være fyldt med mink igen, siger han.
TV 2 møder den 35-årige minkavler Lasse Jensen, nabo til ægteparret Kappel, ved frokoststuen på vej ind til de store minkstalde på hans ejendom.
På væggene hænger plakater af pelse, avisudklip og diplomer for særligt gode minkskin solgt på auktion.
Da hans minkfarm blev inficeret med coronavirus i slutoktober, var han indstillet på at skulle sanere sine stalde – aflive alle mink, gøre staldene rene og købe nye mink, som han har gjort tidligere ved andre sygdomsudbrud.
- Men jeg havde ikke forestillet mig, at vi aldrig skulle have mink igen. Jeg glemmer aldrig 4. november, hvor statsministeren gav os meddelelsen, siger Lasse Jensen.
Trods hans utilfredshed over beslutningen har han ikke selv deltaget i demonstrationerne, for - hvis han skal være helt ærlig - var han ikke stærk nok til det.
- Det er meget følelsesladet for mig, at hele landbruget står sammen på den måde. Det er lidt fantastisk, og det viser, at både fiskeri og landbrug er blevet mere sammentømret. De (politikerne, red.) skal ikke blive ved med at joke med os. Nok er nok, siger han.
Der er så mange regler nu, at folk simpelthen ikke kan blive ved med at orientere sig i dem
Lasse Jensen, minkavler
- Hvis vi kører for stærkt, kan vi så bare slippe for bøden?
Mens han fremviser de store maskiner, hvor minkene blev pelset og skinnene renset, forklarer Lasse Jensen, at han har forståelse for, at beslutningen om at slå alle mink ned var sundhedsmæssigt nødvendig.
Men han kalder regeringens håndtering af aflivningerne et makværk, der blev hastet igennem uden omtanke.
- Det var alt, alt for bombastisk. Der har ikke været nogen personer, der har sat sig ned og sagt: ”Skal vi ikke lige tænke over det her en dag eller to?” Jeg tror ikke, at Mette inderst inde ved, hvad hun har sat gang i.
- Jeg er skræmt over, at et helt erhverv kan blive knust på så kort tid, når regeringen dikterer det, siger han.
Derfor ser Lasse Jensen det også som naturligt, at resten af landbruget bliver bekymrede. Ikke mindst fordi det allerede er under pres af de mange regler, siger han:
- Hvis man sætter det lidt groft op, ville det svare til, der kom en ny færdselslov en gang om ugen, som du skulle sætte dig ind i. Der er så mange regler nu, at folk simpelthen ikke kan blive ved med at orientere sig i dem.
Og når regeringen ikke selv kan finde ud af at overholde loven, så hopper kæden af for mange mennesker, siger Lasse Jensen med henvisning til regeringens manglende lovhjemmel til at beordre alle mink slået ihjel.
- Hvis vi kører for stærkt heromme på omfartsvejen og bliver stoppet af politiet, kan vi så bare slippe for bøden ved at sige, at vi ikke vidste, vi kørte for stærkt?
- Uanset hvor mange gange Mette siger undskyld, så bliver hun aldrig nogensinde tilgivet, siger han.
Tilliden er væk
Hvad fremtiden byder på for Lasse Jensen og den store ejendom, der skal ryddes, når Folketinget bliver enige om kompensationen til minkavlerne, ved han ikke.
Men han holder hovedet højt:
- Vi skal nok finde på noget. Vi minkavlere er jo entreprenører. Og jeg kan love dig for, at de penge, vi får i erstatning, nok skal komme ud at arbejde i samfundet igen.
Men tilliden til myndighederne og systemet er væk, siger han og kigger over mod gårdspladsen, hvor Fødevarestyrelsens folk for få uger siden parkerede og gik i gang med at aflive hans mink.
- Hvis der fremover kommer nogen forbi i hvide biler med grøn skrift på siden (Fødevarestyrelsen, red.), så vil jeg lige høre dem, om de har papirerne i orden. Det er skræmmende, for jeg har altid haft tillid til, at der var styr på tingene.
- De har jo aldrig været på landet
På kroen i Gjøl sidder bådlaugets folk og dvæler lidt ved spørgsmålet om, hvorvidt politikerne på Christiansborg egentlig er for langt væk til at forstå landbefolkningens udfordringer.
- Der har jo altid været langt fra Nordjylland til Folketinget, siger én.
- Og så er der jo mange af de unge, der bliver valgt til Folketinget, som aldrig nogensinde har prøvet at have et rigtigt job, siger en anden.
Hans pointe er, at politikerne måske har læst på universitet i København eller en anden storby og ”næsten aldrig har været længere væk fra noget, end de kunne cykle til det”:
- De har jo aldrig været ude på landet og se, hvordan virkeligheden er her. Her er vi nødt til at køre i bil til tingene.
Med minkerhvervets endeligt i Gjøl er mændene på kroen bekymrede for, hvad den kommende tid byder på.
Om skolen og brugsen overlever uden minkavl.
Men humøret lader sig tilsyneladende ikke påvirke af den uvisse fremtid:
- Hils i København fra os i det mørke Jylland, siger én, mens resten bryder ud i latter.