Minister beklager efter tur i operaen: Jeg svigtede mit ansvar
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen beklager, at hun brød regler. Arkivfoto.
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) beklager, at hun brød coronareglerne, da hun var i operaen.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og udannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen var 10. september i Københavns opera for at se Tryllefløjten med deres ægtefæller, der også begge arbejder for regeringen.
Operaen har for at leve op til myndighedernes krav valgt at afspærre hvert andet sæde med et rødt bånd, men det betød tilsyneladende mindre for de to ministre, der ifølge B.T.'s oplysninger brød operaens regler og coronaretningslinjer ved at fjerne båndet og sætte sig ved siden af hinanden alligevel.
Nu er uddannelses- og forskningsministeren ude og beklage.
- Vi har alle et ansvar for at overholde retningslinjer omkring corona. Ikke mindst som minister. Det ansvar svigtede jeg, da jeg var i operaen med min mand. Jeg troede fejlagtigt, at man godt måtte sidde ved siden af sin ægtefælle. Men det måtte man ikke. Det skulle jeg naturligvis have været klar over. Det beklager jeg, skriver hun på Facebook.
Blev orientret om fejlen
Ifølge B.T.'s oplysninger blev de to ministre og deres ægtefæller, der henholdsvis er særlig rådgiver for Dan Jørgensen og Mette Frederiksen, orienteret om, at det ikke var tilladt at sidde ved siden af hinanden i salen. Heller ikke selvom man lever sammen. Det fremgår af en mail, som avisen har fået indsigt i.
Her bekræfter teaterchef Kasper Holten episoden, samt at personalet påpegede, at de ikke måtte sidde ved siden af hinanden.
Avisen skriver desuden, at de røde bånd igen blev opsat på stolene, men at de to par alligevel fjernede dem og satte sig ved siden af hinanden.
Men det afviser Ane Halsboe-Jørgensen.
- I en artikel i B.T. står der, at personalet talte med os om det i pausen. Men det er nu ikke rigtigt. Hvis det var tilfældet, havde vi selvfølgelig rettet os efter det. Men igen: Det er vores fejl, og jeg beklager at have sat mig ved siden af min mand i stedet for med et sæde imellem os, skriver hun på Facebook.
Peter Hummelgaard har også beklaget overfor B.T.